Din indkøbskurv
PrintHestenes øjne
|
PRIS kr. 199,00 Leveres normalt inden for 1-7 hverdage |
|
Om bogen
"Hans Otto Jørgensen skriver på troskab mod sin smerte og på sikkert huskede sanseindtryk, men han fortæller mundtligt højmoderne, i hurtige korte sætninger med komma og ikke punktum imellem, og med behændige indskud. (...) Et billede af Danmark, sanset fra gulvtæppeniveau, verden set i og fra et særligt hjørne, der for drengen var midte, og hvorom han nu kan sige: Herfra min verden går. (...) [Hans Otto Jørgensen har] "næppe nogen sinde ... skrevet bedre." - Erik Skyum Nielsen, Information
"Hans Otto Jørgensen har længe været en anmelderdarling. Det betyder som bekendt ikke, at de mange læsere er der, måske snarere tværtimod. Nu kommer så den gode nyhed: der er faktisk meget at komme efter for læsere, der påskønner skildringen af et levnedsløb og et stykke danmarkshistorie, som både er genkendeligt og har sine særlige toninger.
Når Jens Smærup Sørensen kan få solid succes med sin slægtsroman 'Mærkedage', så bør der også være en læserbevågenhed over for Jørgensens landlivsfortælling 'Hestenes øjne'." - Erik Svendsen, Jyllands-Posten
"Hans Otto Jørgensens nye roman er en bevægende og dybt personlig skildring af hans egen opvækst i en indremissionsk familie. (...) 'Hestenes øjne' er skrevet med en vidunderlig sans for sprog af en forfatter, der modigt investerer sig selv i fortællingen." - Anders Juhl Rasmussen, Kristeligt Dagblad
Roman med selvbiografiske træk om en opvækt i et indremissionsk miljø ved Limfjorden.
Læs hele 1. kapitel Min farmors død under uddrag.
Uddrag
Min farmors død
Selv om min farmor døde længe inden, jeg blev født, er hendes død den mest betydningsfulde i mit liv helt frem til min søsters død i 1993. Selv om hun døde længe inden, jeg blev født, fylder den alligevel på en måde som ingen andens død, eller det er måske mere hendes sygeleje, eller det er, fordi min bedstefar er der og minder os om det.
Hun havde sklerose og begyndte allerede at synke sammen engang omkring 1935, det ses på billederne, når vi ser på dem i albummet, at det her er, som Faster siger, fra før mor sank, det her er efter. Begge billeder er taget i haven, de sidder i skyggen, Faster og Farmor, men hvor Farmor på det første er rank, er hun på det andet sunket næsten helt sammen.
Der findes på loftet i det gamle chatol nogle breve fra farbror Evald skrevet på dugpapir med stor skrift fra de første krigsår, jeg får aldrig læst de breve, men kan ikke lade være med at tænke på, hvad han kan have skrevet for at muntre hende op, for ikke at bekymre hende. Hvordan han undgår at skrive om sabotage, mørkelægning og illegale blade, at han læser de blade, at han nu også har været med til at omdele dem. At han har stået en halv time i en opgang, i en smøge, at han er blevet passet op, men han ingenting havde på sig, og at de var flinke nok, bitte schön. At han har anskaffet sig en pistol.
Han skriver, at han får tiden til at gå, det døjer han ikke med. Det er den måde, han udtrykker sig på, det er ved at underspille. For der er nok at rive i, nu sidst er det projekteringen af en hangar, han sidder oppe til over midnat, og så nu har han også overstået dén eksamen. Han skriver en salme af til hende, Til himlene rækker, en anden salme, Alt, hvad som fuglevinger fik, skriver om en prædiken, om altergangen, han var til, at han har mødt en pige. Det er en forandring, at han har mødt sin Olga, at han nu ikke mere er så alene. Han kommer hjem i ferien.
Han har besøgt Holger i Vestre, han og Holger er barndomsvenner. Holger har lavet noget sabotage, han har stukket en grammofonstift i en telegrafledning, et nødkabel måske, jeg har aldrig helt forstået det. Han er en sinke, han er for stor, et bjerg, tager så nemt en fyrre kilo tung transportspand med én hånd og sætter den op på lastbilen, fanger en stud i bagbenene, det er kun en drengestreg, men han kommer til at sidde i fire måneder og knækker ved det, ligger og krammer puden i cellen, fordi det gør så ondt.
Farbror Evald skriver, at de skal sige til Holgers mor, at hun ikke skal være bekymret, inden de ved af det, er han hjemme igen. Han skriver om de armstykke istapper i gården, han kan se dem fra sit vindue, han skriver om den velkendte duft af brun sæbe på trappen, en løs pære, den står og blinker i opgangen, han skriver om, hvordan han selv fortolker lignelsen om de betroede talenter.
Faster passer min farmor om dagen, min bedstefar passer hende om natten, og fordi hun er lam og ikke kan andet end at hviske, og fordi han er så døv, at han ingenting kan høre, sidder han vågen nat efter nat i fem år, hele krigen igennem. For at hjælpe hende med at drikke, hvis hun bliver tørstig, for at vifte en flue væk, hvis der går en flue på hendes kind eller pande eller hånd. Det slider på ham, og han bliver gammel før tid, som en tusindårig, med et træ i ryggen og mel i håret. Om aftenen, når han kommer i seng, når han har takket for dagen og bedt for alle i den store slægt, også efter han er fyldt de halvfjerds, onanerer han, mens han påkalder sig hendes navn og billede, Åh, Kirstine, åh, åh, sådan, ja, åh, sådan.
Selv om jeg først blev født længe efter, hun døde, er det stadig, som om hun mangler. Fordi alting har været så godt, alting har fylde, flyder over af sødme, der har været så megen glæde, fordi hun var så god, så elsket, og fordi det har været så strengt at se hende lide, at hun nu næsten ikke mere kan synke, fordi de ikke havde kunnet gøre noget, ingenting, og fordi de ikke har noget sted at gøre af deres savn, da hun er væk, fordi der ikke mere er en midte i deres liv.
Når man hører nøje efter, er det det, stuerne taler om, møblerne står ubevægelige, skrivebordet og divanen og de tunge lænestole i karnappen, som om de venter på, at hun skal træde frem iblandt os, selv billederne på væggen, selv det lille broderi med Gud velsigne vort Hjem over døren og nu også bordløberen og vasen med den fine buket synes at have denne venten i sig, at hun skal blive opvakt fra de døde og gøre min far og min bedstefar og Faster glade. Fordi de mangler hende.
De kryber op i sengen til hende, holder hendes hånd, synger for hende eller fortæller, hvad der er sket i løbet af dagen, at følhoppen igen har nappet efter pigen, at også det andet får har lemmet, og der er kommet tre lam, men at fåret tager sig af dem alle, eller at de så igen har et dæggelam, at den brune rugehøne i stakken bag laden er kommet med seksten kyllinger, at Folmer har været til tyr med sin ko. Nu er der ingen at fortælle de ting til, det er det, der mangler, at de ikke kan holde hendes hånd, synge for hende, Befal du dine veje, læse et stykke i Biblen, bringe hende posten. Måske der er brev fra Evald i København, så de kan høre, hvordan det står til derovre, hvordan der er derude i den store verden.
De kan ikke mere koge klejner og gå ind og lade hende smage, made hende med blodpølse og sirup, komme ind med en buket kornblomster eller rejnfan eller skrælle hende et æble eller en pære, dele en appelsin, tørre hendes pande med en fugtig klud, når hun har det varmt, ryste hendes pude, vende dynen, rede hendes hår, klippe hendes negle, gnide hendes fødder og tæer, fordi de er kolde, fordi hun mangler følelse i dem. De kan ikke mere tænde et lys og bære ind til hende, sidde ved hendes seng og nippe stikkelsbær, læse en bid af Ingemanns romaner, de kan ikke mere fortælle, at Troelsen igen er kørt løbsk med sine islændinge, at Peter er færdig med at slå sten i heden, at høet er bjerget, nu mangler de kun forageren i Noret, så er de færdige med roerne. De kan ikke fortælle, at det nu endelig ser ud til, at Holger kommer ud, at de traf Ejnar på møllen, at de har det godt i Tøndering, at den lille trives, hun har ondt for tænder, hun kan allerede gå, at krigslykken vender, nu kommer der bestemt små ved Asgers.
De kan ikke mere komme ind og sætte sig og sy en knap i, de kan ikke mere fortælle, at det går lige skidt med Asta, at der er mak ved drænet, at vandet står blankt helt ind over Vistis, at der er sådan med stankelbenslarver i havren, der bliver næsten ingen avl, at der er sådan med melder, sådan med tidsler, at de har samlet stokløbere til grisene, at et hjul er løbet af vognen, og de er væltet med et læs møg, at det driller sådan, de kommer ingen vegne, at de har set storken, de har set ræven, svalen er kommet, ungerne er allerede flyvefærdige og stryger ud og ind ad den åbne dør til stalden, de har optærsket, der er ingen ende på herlighederne. Evald har ringet og sagt, de kan vente ham hjemme allerede den enogtyvende og ikke, som de troede, den toogtyvende.
Fra 'Hestenes øjne' af Hans Otto Jørgensen s. 9-14.
Om Hans Otto Jørgensen
Anmeldelser
"Hans Otto Jørgensen skriver på troskab mod sin smerte og på sikkert huskede sanseindtryk, men han fortæller mundtligt højmoderne, i hurtige korte sætninger med komma og ikke punktum imellem, og med behændige indskud. (...) Ydermere bæres hans beretning af raffinerede hop frem og tilbage over skellet mellem rigsmål og dialekt, samt af denne særlige, sultent inkluderende 'jørgensenske' gestik, der tillader ham at føje store felter af fakta ind i det velkendt intime.
Derved bliver hans bog andet og meget mere end personlige erindringer fra et missionsk miljø. Den bliver også et billede af Danmark, sanset fra gulvtæppeniveau, verden set i og fra et særligt hjørne, der for drengen var midte, og hvorom han nu kan sige: Herfra min verden går. (...) [Hans Otto Jørgensen har] "næppe nogen sinde ... skrevet bedre."
- Erik Skyum Nielsen, Information
"Hans Otto Jørgensen har længe været en anmelderdarling. Det betyder som bekendt ikke, at de mange læsere er der, måske snarere tværtimod. Nu kommer så den gode nyhed: der er faktisk meget at komme efter for læsere, der påskønner skildringen af et levnedsløb og et stykke danmarkshistorie, som både er genkendeligt og har sine særlige toninger.
Når Jens Smærup Sørensen kan få solid succes med sin slægtsroman 'Mærkedage', så bør der også være en læserbevågenhed over for Jørgensens landlivsfortælling 'Hestenes øjne'."
- Erik Svendsen, Jyllands-Posten
"Hans Otto Jørgensens nye roman er en bevægende og dybt personlig skildring af hans egen opvækst i en indremissionsk familie. (...) 'Hestenes øjne' er skrevet med en vidunderlig sans for sprog af en forfatter, der modigt investerer sig selv i fortællingen."
- Anders Juhl Rasmussen, Kristeligt Dagblad
| Om bogen |
| Læs uddrag |
| Læs om Hans Otto Jørgensen |
| Anmeldelser |
1. udgave
Hæftet , 192 sider
ISBN: 9788702066012
Gyldendal 2008
Omslag: Sven Reiner Johansen
