G.DK

Om bogen

Uddrag

Snorre hostede og kiggede ud af soveposen. Katten sad og så tilfreds ud i den lave sol som fyldte kolonihavehuset. Ved siden af døren hang et grønt jakkesæt med gult slips til; han ville tage sin afdøde morfars jakkesæt på, cykle op til universitetet og sige sandheden. Derefter vidste han ikke hvad der ville ske.
    Han kravlede hen og tændte for gasblusset som stod på to havefliser. De blå flammers hvislen var behagelig at vågne til. Katten smøg sig om hans ben og spurgte:
    "Har du sovet godt?"
    "Ja," sagde han og lavede te. "Du ved at jeg skal noget særligt i dag."
    Egentlig havde han ikke lyst - i aftes havde han haft lyst, kunne ikke vente til det blev morgen. Nu ville han hellere tage katten med ned i soveposen igen og blive liggende hele dagen, men det ville være en pinsel; han havde forberedt sig på det her - han havde tænkt, han havde læst, og han havde flere gange mødt forfatteren Øystein Vig på en lydløs sporvogn ved midnatstid. Hvis han lagde sig ned nu, kom han ikke op at stå igen.
    "Jeg kan godt være alene," sagde katten.
    "Hvis jeg ikke er kommet hjem i aften, skal du ikke blive bange. Så kommer jeg i morgen."
    Katten lagde hovedet på poterne og sagde søvnigt:
    "Jeg sover alene i nat, så."
    "Hvis ikke jeg kommer tilbage i aften."
    Han spænede ned mod søen. Vinterens sidste sne var smeltet, våde hundelorte og rådne æbler dukkede frem.
    Efter den kolde dukkert kæmpede han sig prustende ind til bredden og satte i løb tilbage. Hans fødder klaskede mod stien, han hev efter vejret og bed tænderne sammen. Lige idet han satte farten ned, gled han i noget smattet, røg bagover og ramte asfalten. Det gjorde frygtelig ondt, mest på albuerne, men det gjorde mere ondt at opdage stanken af den hundelort som klæbede til hans fod og sad mellem tæerne.
    Da han kom tilbage til kolonihaven, tændte han for haveslangen og skyllede sig, rystede og fik blå læber, men ligegyldigt hvor meget han spulede den fod, syntes han at lugte blev hængende. Han var ved at skvatte over katten, ledte efter et håndklæde der ikke var jordslået, tænkte på sit sidste møde med Øystein Vig:

Fra side 9-10

Om Christian Haun

Læs mere om Christian Haun

Anmeldelser

"Denne bog kalder på at blive genlæst, straks efter man har lukket den."
- Marie Tetzlaff, Politiken

"Fiktionen er hos Haun både dødsfjende og hjertenskær, det er med samme flaksende intensitet, røverhistorier fortælles og forvirres og punkteres. Og hvis man som jeg er lige stor fan af medrivende fortællinger og svimlende forvirringer og susende punkteringer, så får man jo i både pose og sæk og jordemodertaske, og så kan man blive nødt til at være en meget glad anmelder"
- Lars Bukdahl, Weekendavisen