g.dk

Samlet vurdering:

(5 i alt)

Hvad synes du?
Log ind for at give din vurdering

Jørgen Leth

Guldet på havets bund

Det uperfekte menneske/2

PRIS kr. 299,00

Gemt på Min huskeseddel Kunne ikke tilføjes Min huskeseddel Tilføj Min huskeseddel

Om bogen

Pressen skrev

"En livsklog, til tider smuk og helt igennem interessant beretning fra en mand, der lever, mens han skriver, skriver mens han lever, og som er værd at følge, mens han gør det." - Ann Lind Andersen, Berlingske Tidende

"Den gamle, hvide, lystige europæer er tilbage i ringen med et elegant og slagkraftigt lige hook (...) Leths diktion og stemme er formidabel, helt usvækket cool og præcis - herligt selvbevidst. (...) Nu forstår jeg saftuseme godt, hvor god han er, Leth." - Mikkel Bruun Zangenberg, Politiken

"Store øjeblikke og skarpe udfald." - Jacob Levinsen, Jyllands-Posten

"Erindringskunst med substans." - Svend Skriver, Ekstra Bladet

"Jørgen Leth bekender sig til sansernes magt og tilfældets magi. (...) Touch af cool professionalisme. Han er ikke den, der skammer sig ved at fortælle, at han kan sætte sig til sin computer og skrive et labert digt på kommando, og det fremgår tydeligt, at han har fint overblik over det hele: politik, erotik, sport, gastronomi, poesi." - Erik Skyum-Nielsen, Information

"Velskrevet og stedvis rigtig medrivende registrant af et levet liv. (...) Man undrer sig, man føler afsky, man rives med. (...) Men man overgiver sig til energien hos denne aldrende, men evigt gestikulerende Pinocchio, der ikke vil finde sig i tråde." - Henrik Jensen, Kristeligt Dagblad

Det er bedre at være undervejs end at være nået frem. Undervejs gennem materiale, gennem landskaber og rum, gennem liv og erfaring. Undervejs er bevægelse. Den sødmefulde eller smertelige bevægelse fra et sted til et andet.

Guldet på havets bund. Det uperfekte menneske/2 er en serie nye scener fra et liv undervejs: om kvinder og rejser, mode og film, om familie og børn, om Michael Laudrup, Lars von Trier, Søren Ulrik Thomsen og vodou-præstinden Madame Nerva. Og ikke mindst om den mediestorm, der rejste sig, da Det uperfekte menneske udkom i 2005.

Læs og lyt til Leth på Gyldendal.dk
Læs hele afsnittet Zombi under uddrag
Hør Jørgen leth læse kapitlet Magi er en mulighed fra lydbogsversionen af bogen.

Uddrag

Zombi

Hun er en ung kvinde, 24 år. Hun ligger i sin primitive seng med ansigtet vendt nedad. Hendes mor pirker til hende med en pind. Hun rejser sig op med et sæt og står på sengen med vilde øjne. Hun siger en masse ord og lyde, men ingen forstår, hvad hun siger. Hun kan ikke besvare spørgsmål om, hvordan hun er kommet tilbage til sit hjem. Hun døde for to år siden og blev begravet på kirkegården. Hun kom tilbage til landsbyen for et par dage siden. Alle genkender hende. De fleste mener, at hun har arbejdet for en boko (præst fra den onde side af vodou?en) på en "zombimark" i Artibonite-dalen.

De siger, at hun hedder Tikoun. Hendes øjne flakker uden fokus, og der er noget mærkeligt ved hendes mund. Tunge og mundhule virker meget hvidlig. Hun er ikke i stand til at forklare sin tilbagevenden. Men hun er der, og hele landsbyen er stimlet sammen om hendes mors lille hus for at se miraklet. Den fra graven tilbagevendte datter.

Hendes mor ved ikke andet, end at Tikoun pludselig stod på vejen. Men hun har en teori. Hun er overbevist om, at hendes tidligere mand, Tikouns stedfar, har solgt steddatteren til en boko fra Artibonite-dalen. Det vil sige, at hun døde en unaturlig død og natten efter begravelsen blev taget op af graven og genoplivet som zombi og ført bort til et sted langt fra hendes hjem som gratis arbejdskraft.

Skrækken for at blive zombificeret sidder dybt i den haitianske befolkning. Derfor bliver gravene som regel bygget meget solidt og muret grundigt til. De døde bor ofte bedre end de levende. Intet er værre end forestillingen om, at et menneske ikke får fred efter døden. Zombierne er i udlandet myte og stof for horrorfilm. The Night of The Living Dead osv. Men de er også en kendsgerning. Zombier findes.

Jeg kender det fra min nærmeste omgangskreds. Min kok er meget aktiv baptist og er imod vodou. Men når vi kommer til at tale om emnet - og det gør vi ofte - så fortæller hun om, at hun og familiemedlemmer har mødt loup garou (varulve) og om tilfælde af zombificering, som hun kender til. Når nogen dør, især hvis det er et yngre menneske, så er der ingen, der tror, at det er en "naturlig død". Man er straks mistænksom og begynder at spekulere på, hvem der kan stå bag.

Rædslen er forståelig. Det er en ting, der sker. For haitianerne drejer det sig om sort magi. For os andre er det klart, at zombificering finder sted, men har en kemisk forklaring. Det påviste den unge amerikanske etno-botaniker, Wade Davies fra Harvard i slutningen af 80'erne i sin bog, The Serpent and the Rainbow. Der bruges en meget potent hemmelig gift til at fremprovokere en dødlignende tilstand hos de ofre, der på forhånd er udpeget til at lide den grumme skæbne. De bliver begravet i dybt bevidstløs tilstand, og for at være brugbare som zombier skal de tages op af graven inden for et bestemt antal timer. Zombi-mytologien er jo fyldt med billeder fra natlige ceremonier på kirkegårde, hvor de døde genopstår. Så får de en modgift og er derefter i stand til at gå og stå. Men ikke meget andet. De har mistet hukommelsen og en række andre mentale funktioner. Så de går som de zombier, vi ser i Romeros film. De er levende døde. Vi kender også ordet brugt som hån om f.eks. statsfunktionærer, der går som levende døde igennem deres daglige opgaver.

Hvem bliver zombi - og hvorfor? I de hemmelige samfund, hvor den mørke side af vodouen dyrkes, den såkaldte bizango, findes en slags sinister justits. En person, som har begået en forbrydelse eller af en anden grund er uønsket i et landsbysamfund, kan blive dømt til at blive zombi. Grunden kan være så enkel, at en magtfuld person simpelthen ønsker at skaffe sig af med et besværligt familiemedlem, eller at en boko ønsker at gøre en attraktiv ung kvinde til sin ejendom. Selve rædslen ved den hemmelige og ulovlige praksis er et magtmiddel. I den haitianske grundlov er der en speciel zombi-paragraf, hvor det præciseres, at zombificering er det samme som mord, og den skyldige skal dømmes som morder. Denne paragraf har fundet anvendelse, men kun i sjældne tilfælde. De hemmelige samfund åbner ingen sprække.

Zombierne bliver altid bragt til en fjern egn, hvor ingen ken-der ham eller hende, og hvor de så arbejder resten af deres andet liv for boko?en eller for en anden, som kan have købt vedkommende. Prisen for en zombi er ca. 20 US dollars.
Rædslen for zombier har været brugt i haitiansk politik. Diktatoren Dr. François "Papa Doc" Duvalier formodedes at holde flere af sine forsvundne fjender som zombier. Han ville ikke bare lade dem dø. Han ønskede at kontrollere deres sjæle og pine dem længe efter deres fysiske død.

I Haiti er døden meget synlig og har forskellig betydning efter omstændighederne. Ofrene for politiske mord kan ofte findes på gadehjørner om morgenen. Det er ikke et smukt syn, og det skal det heller ikke være. Mange af ligene er fundet hovedløse. Det er alt sammen et sprog. En makaber betydning. De er døde, men de hviler ikke i fred.

Tikouns tilbagevenden blev anmeldt til det lokale politi. Her førte man til protokols, at den unge kvinde, som en dag i foråret 1994 blev bragt ind på stationen af pårørende, deriblandt hendes mor, var død for to år siden og begravet på landsbykirkegården, men at hun nu øjensynlig var vendt lyslevende tilbage, om end ude af stand til selv at give en forklaring på mysteriet.

Da jeg sammen med en kollega, efter at have set en nøgtern notits om den mærkelige hændelse i dagbladet Le Nouvelliste, kørte ud til politistationen i Arcahaie, fik vi at vide, at dèr havde de ganske rigtigt registreret Tikouns tilbagevenden, da hun var blevet bragt ind af sin familie, og at de havde sendt hende hjem med sin mor. Vi fik indtryk af, at man ikke havde tænkt sig at foretage sig yderligere. At hun var zombi, var de ikke i tvivl om. Men at sætte det i forbindelse med antagelsen af, at det ikke er helt lovligt at producere zombier, det lå ligesom uden for kompetenceområdet på den lille gulmalede politistation i Arcahaie, hvor en enkelt maskinpistolbevæbnet mand sad og halvsov på en stol udenfor, og hvor der ligesom i mange politidistrikter af og til foregik overgreb mod mennesker, der formodedes at være politisk aktive. Vi kunne roligt tage videre og selv opsøge Tikoun.

En halv snes kilometer nord for landsbyen, hvor Tikoun nu var hos sin mor, opsøgte vi hendes stedfar, som ifølge moderen var skyld i Tikouns uhyggelige skæbne. Han var en ældre bonde med et skævt smil, som åbenbarede en næsten tandløs mund. Han støttede sig til sin hakke. Det var tilsyneladende en kærkommen forstyrrelse at være genstand for så megen opmærksomhed. Nej, det var helt forkert, det var slet ikke Tikoun, som var kommet tilbage, forklarede han. Det var en helt anden. Det kunne man se bare på hendes mund. Den rigtige Tikouns mundhule havde en violet farve, og hende, de nu havde fundet, havde en hvid mundhule. Hvordan skulle det så kunne være Tikoun? Desuden havde han selv betalt hendes begravelse, det var ikke billigt, og han havde selvfølgelig også selv været med til at begrave hende. Hun døde, fordi hun var syg, og andet var der ikke at sige om det.

På vej tilbage besøgte vi Tikouns gudmor, en ældre kvinde, som sad på hug, og skrubbede noget tøj med et stykke sæbe. Hun gad dårligt se på os: "Ja, selvfølgelig er det Tikoun, der er kommet tilbage," sagde hun. "Jeg er hendes gudmor. Jeg kender hende." Mere ville hun ikke sige, men hendes voksne datter bekræftede, at det var Tikoun. Og at hun altså havde været død, men nu var vendt tilbage. Sådan var det bare.

Da vi kom til landsbyen igen, var der forsamlet endnu flere mennesker omkring Tikouns mors hus. Tikoun selv sad nu udenfor på en stol. Hun var genstand for morskab og nysgerrighed som et dyr i zoologisk have. En mandlig slægtning dirigerede forestillingen med en tynd gren, som han daskede den unge kvinde med. Det fik hende til at rejse sig op og til at reagere med voldsomme bevægelser og uartikulerede råb, og deri bestod underholdningen, for drilleriet udløste latter og hånende tilråb. Det var en ubehagelig scene at være vidne til.

Da vi en uges tid senere vendte tilbage til landsbyen, fik vi at vide, at Tikoun nu var havnet hos nogle metodistiske præster, som ville uddrive djævelen af hende. Det lød ikke godt, og det så heller ikke for godt ud, da vi nåede frem til den isoleret beliggende kirke. Tre præster var i gang med eksorcismen, som bestod i et inferno af besværgelser og bønner og råben og skrigen. Tikoun befandt sig ganske forvildet og forskrækket midt i en ceremoni, som var fokuseret på, at djævelen skulle befinde sig et eller andet sted inden i hende.

Det blev lidt mere roligt, da vi begyndte at fotografere seancen. Vi fik den ansvarshavende præst, Père Hubert, i tale og diskuterede med ham, om det måske ikke ville være en bedre idé at anbringe Tikoun i pleje hos en meget respekteret psykiater i Port-au-Prince, som har taget sig af to tidligere kendte tilfælde af zombier, som er vendt tilbage fra glemslen. Men Père Hubert var ikke villig til at give slip på den fortabte sjæl.

Nogle få dage senere kom vi tilbage til landsbyen med et stort projekt. Vi havde opnået tilladelse fra den lokale chef de section, en slags sherif, til at åbne Tikouns grav. Den mistænkte stedfar var der. Rygtet havde spredt sig, så der var flere hundrede mennesker til stede for at overvære åbningen af graven. Arbejdet gik i gang under åndeløs opmærksomhed. Den murede indgang blev brudt ned. Graven var ikke tom. Der lå et skelet med kranie. Et skuffelsens suk kom fra tilskuerne. Det var, som om man havde håbet det værste - nemlig at få bevis for misgerningen. "Åbn den anden grav!" råbte nogen. Og snart råbte alle det: "Åbn den anden grav!" Dette familiegravsted rummede to grave.
Politichefen gav tilladelse til at den anden grav blev åbnet. Heller ikke den var tom. Der lå et intakt skelet i den. Stedfaderen havde absolut taget et stik hjem. Men mistanken var ikke væk. Et skelet kunne være lagt ind i graven, efter at Tikoun var blevet hentet.

Da vi en måneds tid senere besøgte Tikoun i kirken, var der sket en stor og forbløffende forandring. Hun var en helt anden kvinde, smilende, koket, charmerende. Hun ville godt fortælle om sig selv, og hun tilbød endda at fortælle på engelsk. Men det var ikke nogen sammenhængende historie, hun fortalte, og den led af den besynderlige mangel, at når hun var nået til et bestemt punkt i sin beretning, så kunne hun ikke komme videre, men vendte robotagtigt tilbage og begyndte forfra med nøjagtig samme ord.

Hun remsede en helt anden identitet op. Hun var slet ikke Tikoun, hun hed Virginie, hun havde et barn, hun havde boet i Boston, hendes far hed det og det - og stort længere kom hun aldrig. Til gengæld var der rigeligt med variation i hendes udtryk. Det var, som om hun gennemspillede et meget varieret register i en performance. Ingen spørgsmål kunne trænge igennem remserne, men i sit minespil, artikulering og koketteri var hun yderst forekommende. Sommetider kom hun lidt længere end sidst, og så blev hun pludselig helt stille - og begyndte så at synge en lille hjerteskærende sang, et vers fra en salme, om død og glemsel. Det var som Ofelias vanvidsscene, tindrende klar og poetisk - og fuldstændig fortabt. Hun havde publikum, omkring hende stod, foruden os, en snes kvinder og børn. Og hun havde os alle i sin hule hånd.

Den yngste af præsterne var der og så smilende til. Han var stolt over at kunne vise hende frem i bedre tilstand end sidst. Men var djævelen da kommet ud af hende? Det ville han ikke udtale sig om, men sagde, at vi skulle komme en anden dag og tale med Père Hubert. Derimod ville han godt slå fast, at der slet ingen tvivl var om hun - ligegyldigt hvad hun så selv påstod - var Tikoun, og at hun var blevet gjort til zombi, men kommet tilbage fra graven, og det nu gjaldt om at frelse hendes sjæl.

I mellemtiden var Tikouns mor kommet på besøg. Hun havde sit søndagstøj på og stillede sig op uden for kirkens gitterdør og stirrede på den unge kvinde, som hun var overbevist om var hendes datter. Hendes opfattelse af situationen var fortsat enkel og klar: "Ja, det er Tikoun," sagde hun endnu en gang til os. "Det er min datter. Hun døde for to år siden. Hun blev syg, og så døde hun. Det er hendes stedfars skyld, at hun døde, og blev gjort til zombi. Nu er hun kommet tilbage."

Efter kirkebesøget tog vi endnu en gang ud for at hilse på stedfaderen. Han modtog os igen med en vis glad undren. Det var ikke hver dag, han fik besøg af hvide, som ville have noget at vide af ham. Hans forklaring var lige så enkel og lige så klar: "Nej, selvfølgelig er det ikke Tikoun. Det har jeg jo sagt. Tikoun er død, og jeg har selv begravet hende. Og I siger, at hende I har mødt kan tale engelsk. Det kunne Tikoun ikke. Og så er der det med mundfarven."

Jamen, hendes mund er ikke så hvid mere, indvendte vi. Og så kom han med en meget overraskende oplysning: "Den pige, I har mødt, er fra Gonaïves (en by 50 km nordligere), hun har været i Miami. Hun er blevet skør. Og nu er hun vendt tilbage. Sådan er det."

Vi forlod ham tvivlende - og med det ustillede spørgsmål: Hvorfra kom den historie? Hvordan kunne han vide det? En helt fremmed person med en helt anden slags liv - hvordan kunne den udgave af sandheden komme ind i denne fattige bondes bevidsthed?

Siden har jeg ikke set Tikoun/Virginie. Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro. Meget tyder på, at vi her har en zombi, som er vendt tilbage. Et sjældent syn - men noget, som er sket før. Der findes flere dokumenterede zombier, som er vendt tilbage til "civilisationen". De har været inden om den psykiatriske klinik i Port-au-Prince, og den mest kendte af de genfundne zombier, Narcissus, blev taget i pleje af et missionærpar nær St. Marc. Men det er en helt anden historie.

Fra side 95-102.

Anmeldelser

"En livsklog, til tider smuk og helt igennem interessant beretning fra en mand, der lever, mens han skriver, skriver mens han lever, og som er værd at følge, mens han gør det."
- Ann Lind Andersen, Berlingske Tidende

"Den gamle, hvide, lystige europæer er tilbage i ringen med et elegant og slagkraftigt lige hook (...) Leths diktion og stemme er formidabel, helt usvækket cool og præcis - herligt selvbevidst (...) Nu forstår jeg saftuseme godt, hvor god han er, Leth. (...) Ja - han er en hvid, gammel europæisk mand, der følger sin lyst, og det må naturligvis provokere voldsomt, men prøv lige at læs teksten først, før fordømmelsen svulmer op, grib fat i guldet, der flyder på bølgetoppene, nyd sejladsen og det registrerende blik. Leth er en vigtig, uperfekt albatros at have i den hjemlige voliere fyldt med alt for mange musvitter og gråspurve."
- Mikkel Bruun Zangenberg, Politiken

"Store øjeblikke og skarpe udfald (...) Leth er bedst, når han skriver om, hvordan han selv reagerer sammen med andre - det være sig mennesker, steder eller ting. Lige fra den korte, men dybtgående skitse af hans forældre (svag far, terroristisk mor), en kostelig skildring af skønånden Søren Ulrik Thomsen ude på det vilde Haiti eller et kærligt, men bestemt ikke brodløst portræt af den gamle Tour de France-makker Jørn Mader og deres indbyrdes rivalisering."
- Jacob Levinsen, Jyllands-Posten

"Erindringskunst med substans."
- Svend Skriver, Ekstra Bladet

"Jørgen Leth bekender sig til sansernes magt og tilfældets magi. (...) To år efter skandalesuccesen Det uperfekte menneske samler Jørgen Leth på ny et sæt 'scener fra mit liv' og forsyner dem med sit velkendte touch af cool professionalisme. Han er ikke den, der skammer sig ved at fortælle, at han kan sætte sig til sin computer og skrive et labert digt på kommando, og det fremgår tydeligt, at han har fint overblik over det hele: politik, erotik, sport, gastronomi, poesi."
- Erik Skyum-Nielsen, Information

"Velskrevet og stedvis rigtig medrivende registrant af et levet liv. (...) Man undrer sig, man føler afsky, man rives med. (...) Men man overgiver sig til energien hos denne aldrende, men evigt gestikulerende Pinocchio, der ikke vil finde sig i tråde."
- Henrik Jensen, Kristeligt Dagblad

Om bogen

Læs uddrag

Anmeldelser

1. udgave
Hæftet , 424 sider
ISBN: 9788702063288
Gyldendal 2007
Omslag: Harvey Macauley

Guldet på havets bund

Det uperfekte menneske/2

Om bogen

Uddrag

Anmeldelser