g.dk

Samlet vurdering:

(0 i alt)

Hvad synes du?
Log ind for at give din vurdering

A. M. Vedsø Olesen

Gudernes tusmørke

PRIS kr. 249,00 Leveres normalt inden for 1-7 hverdage	Antal Læg i kurv

Gemt på Min huskeseddel Kunne ikke tilføjes Min huskeseddel Tilføj Min huskeseddel

Om bogen

Pressen skrev

"En meget tilfredsstillende afslutning på en usædvanlig trilogi og også en litterær præstation af internationalt format." - Lars Ole Sauerberg, Jyllands-Posten

Gudernes tusmørke afslutter Anne-Marie Vedsø Olesens originale fantasyfortælling om den ægyptiske kaosgud Seth.

Uddrag

Martin Seeber. At den mand skulle blive min skæbne, det var umuligt at gætte. Hvordan overvinde en kaosgud, hvordan mane en kraft i jorden, der er gammel som skabelsen og stærk som myten, hvis ikke med guddommelige kræfter?
     For jeg er Seth, kaosguden, den urgamle ægyptiske gud, og jeg har længe boltret mig i denne herlige verden.
     Jeg er stærk og vild. Jeg er guden, der med latter rider de rasende storme. Jeg hersker over alt det voldsomme, det heftige, jeg er glæden og lysten, begæret og driften, alt det som mennesket ville være dødt foruden.
     Man ville overvinde mig, åh ja, det er klart. Jeg kan ikke tillades. Men jeg troede - vi troede alle - at det ville ske efter mytens mønster og med gudernes indblanding. At kun sådan kunne man vinde over mig.
     Vi tog fejl.
     Der skulle et menneske til. En dødelig mand, hvis styrke og talent var, at han trods ringe indsigt elskede kunsten og livet. Og netop den kærlighed bragte ham til sidst visom.
     Martin Seeber.
     Hvor jeg dog elskede den mand. Hvor jeg dog stadig elsker ham. Med ham lærte jeg at bøje nakken for den visdom: Det er i det menneskelige, at den guddommelige styrke findes.
     Det forekommer så indlysende klart i dag. At kun den mennskeskabte kunst har styrken til at mane mine vilde kræfter i jorden igen.
     Jeg burde have set det fra begyndelsen, have forstået faren, da jeg første gang mødte Martin. For det var netop kunsten, netop musikken, der for år tilbage vækkede mig og bragte mig ind i denne skønne moderne tid.
     Men dengang, for sytten år siden, da en nyopdaget musik af den fantastiske Mozart, en nyfunden arie fra hans pragtopera Tryllefløjten, strømmede gennem tidens dybder og fyldte min tomme eksistens med sine sitrende kaotiske kræfter, ja dengang tænkte jeg, at det måtte være, fordi musikken på en eller anden måde var guddommelig. At den på den ene eller anden måde var udtryk for en harmoni, en magt, en eksistens hævet over det menneskelige.
     Hvor naivt! I dag er jeg blevet klogere.
Ja, I smiler muligvis derude nu, I mennesker der opfanger mine ord. Skulle jeg, kaosguden, den vilde Seth, den stærkeste af dem alle, virkelig kunne blive klogere? Men det er sandt, jeg er blevet det. Og jeg rødmer af både skam og vrede over det, for jeg ved, at den slags ydmyge indrømmelser ikke klæder en kaosgud.
     Jeg står på tærsklen til min undergang nu, forsvinder snart, bliver til en kold, bleg stjerne, der engang var. Men vejen dertil har været voldsom og lystfuld, og jeg ville ikke have undværet et eneste sekund. Enhver sol brænder op til sidst. Og selv om fortællingen om min vej nok følger de urgamle ægyptiske myters mønster, ja, så var det det menneskelige element, min splittede og forpinte dirigent Martin Seeber, der med sin dirrende viljefaste kontrol af musikken og med de dybeste blødende følelser som pris gjorde det muligt for myten at gå sin gang.
     Om han traf sit valg bevidst, ved jeg ikke. Han elskede også mig, så meget ved jeg nu. Men musikken krævede det af ham, og han krævede det af musikken.
     Parsifal. Wagners opera Parsifal. Så svær en vandring gennem smerten, så ubønhørligt et angreb på begæret, så tunge toner frem mod forløsningen. Jeg burde have set det komme, set det og frygtet det. For begæret hører mig til, begæret er selve kernen af min eksistens, uden begæret dør jeg.
     Men Martin Seeber stillede sig op på sit dirigentpodium (åh Martin, hvordan kunne du!), han stillede sig op og dirigerede Parsifal, så alt i ham både blødte og heledes, og min verden styrtede i grus.
     Om alt det handler denne fortælling, disse sidste ord til mig selv. Jeg må i denne blegnende stund, hvor granernes forårslugte vejrer bort, hvor natten bliver til mørk og stjerneløs, forårslugte vejrer bort, hvor natten bliver mørk og stjerneløs, hvor sanserne svinder sekund for sekund, og hvor, til sidst, til allersidst, også sekunderne ophører med at eksisterer, jeg må i denne stund tænke alting igennem. Om ikke andet så for at forstå, om Martin traf sit valg bevidst. Eller om det var musikken, der styrtede og opslugte ham.
     Men jeg sværger - jeg sværger! - at når den sidste gyldne stjerne slukkes på nattehimlen, når den sidste skrøbelige isblomst af begær splintres, når alt forsvinder for mig i det yderste øjeblik, da skal I høre min latter!

Fra side 7-9.

Anmeldelser

"En overbevisende historie med en bemærkelsesværdig sammenvævning af både handling, ord og musik (...) Både som tekst, der forholder sig begavet både strukturelt og tematisk til musik, og som en konsekvent gennemtænkt fantasy er 'Gudernes tusmørke' både en meget tilfredsstillende afslutning på en usædvanlig trilogi og også en litterær præstation af internationalt format."
- Lars Ole Sauerberg, Jyllands-Posten

Om bogen

Læs uddrag

Anmeldelser

1. udgave
Hæftet , 256 sider
ISBN: 9788702060089
Gyldendal 2007
Omslag: Harvey Macaulay - Imperiet

Gudernes tusmørke

Om bogen

Uddrag

Anmeldelser