Din indkøbskurv
|
PRIS kr. 299,00 |
|
Torben Bille har skrevet om og mødt Gasolin’ siden deres fremkomst i slutningen af 60’erne, også privat, og Jan Persson har fotograferet bandet siden deres fremkomst, både idolbilleder til ”Vi Unge”, fantastiske koncertbilleder, og hjemme i privaten. Nu har de to herrer lavet historien om Gasolin’, fortalt i billeder og tekst.
Du sidder med en bog med billeder, som de ikke bliver lavet mere. Billeder fra før globaliseringen kom og satte vores nationalidentitet på prøve. Billeder fra før nogen talte om stylister og stilikoner. Billeder fra dengang man kunne ringe til en popstjerne uden at skulle igennem en manager eller et pladeselskab. Det er billeder af nogle af de kendeste danskere overhovedet. Jeg fornærmer hverken dronningen eller Gasolin´ ved at sige, at de (gen)kendes af lige mange. Vi er bare tættere på Gasolin´. Og det gælder ikke kun de mange af os, der er jævnaldrende plus minus 10 år med dem. Det støtte salg af deres genudgivne plader og biografsuccesen med dokumentarfilmen skyldes ikke kun nostalgi. Gasolin´ genlyder af integritet og identitet. De levede som de sang. Den ubestikkelighed kan man hverken style eller markedsføre sig til. Og så blev de ved et smukt paradoks mere og mere danske jo mere de - forgæves - anglede efter det engelsktalende udlands gunst.
Alt det synes jeg, man kan se i disse billeder. Fotografen Jan Persson er ingen årsunge. Det var han heller ikke, dengang han tog billederne. Han var mest til jazz, men et arbejde er et arbejde, og et sjovt arbejde er et endnu sjovere arbejde. Han swingede med Gasolin. Ikke på en betjaldet hippie-facon, men de havde respekt for ham, fordi han havde respekt for deres originalitet. Og for deres grundlæggende blufærdighed. På den måde fik han dem til at stille op til meget mere end deres pladeselskab, som altid sukkede over, at Gasolin´ aldrig var til noget, når det drejede sig om at få taget pressebilleder. Pladeselskabets designansvarlige følte altid, at den slags kom i vejen for bandet, som hellere ville noget andet. ´"Nå, nu er min forfængelighed vist sluppet op" var Wili Jønssons standardudtryk, når de ikke gad mere pr-fotografering. Billederne her er selvfølgelig, med undtagelse af en live- og backstagesekvens, også reklamefotos i en vis forstand. For Gasolin´. De er taget primært til teenageblade som Go og Vi Unge, for Gasolin´ var et idolband, de var et poporkester - det glemmes let i nutidens efterrationaliserende kanonisering. Men Gasolin engagerer sig på billeder, som om de håbede at komme på forsiden af Rolling Stone. Det er med vilje, vi bringer flere billeder fra samme session. Det var dengang, kameraerne ikke fandtes med motor, så fotografen skulle vente på det rette tidspunkt, og motivet fik lov til at søge ind til et udtryk, der passede.
På den led er billederne også studier i attitudeafprøvning på en helt uskyldig og derfor afvæbnende facon. Og så er de vrimlende fulde af detaljer, som både er tidstypiske, men også trendsættende den dag i dag. Måske bortset fra Kijafaflasken, som ikke kun står til pynt på et billede.
Det er kortere sagt billeder af et band, der havde noget at have forfængeligheden i. Gasolin nøjedes ikke med at indfange tidsånden. De skabte den selv.
Torben Bille, Frederiksberg september 2006
Fra forordet
Fotos fra bogen.
| Om bogen |
| Læs uddrag |