g.dk

Samlet vurdering:

(1 i alt)

Hvad synes du?
Log ind for at give din vurdering

Lone Aburas

Føtexsøen

PRIS kr. 179,00 Leveres normalt inden for 1-7 hverdage	Antal Læg i kurv

Gemt på Min huskeseddel Kunne ikke tilføjes Min huskeseddel Tilføj Min huskeseddel

Om bogen

Pressen skrev

"Ualmindelig stærk og overraskende god romandebut fra Lone Aburas' sikre hånd". - Mikkel Bruun Zangenberg, Politiken

"Kosteligt lovende debuterer Lone Aburas med en koket realistisk generationsroman." - Lars Bukdahl, Weekendavisen

Det er godt og underholdende, morsomt og let spiddende." - Mai Misfeldt, Berlingske Tidende

Lene arbejder som kassedame i Føtex, mens hun arbejder på sin debutroman, der i hvert fald ikke skal handle om hendes opvækst i Høje Taastrup med en egyptisk far med store planer og en dansk mor, der ikke altid kunne se de store muligheder i grillbaren Coctail eller i at sælge paraplyer og grimme læderjakker.

Men det går ikke så godt med det store projekt, ideen og energien udebliver, og imens går livet med kassedifferencer i Føtex, med den ambitiøse kæreste Johan, der ikke kan se, hvorfor det skal være så svært, og ikke mindst med forholdet til forældrene og den store arabiske familie.

Lone Aburas er født i 1979. Føtexsøen er hendes første roman.

Uddrag

De fleste starter livet to og to. Emil havde sin Ida. Hans sin Grete. Kain og Abel havde hinanden. Kød og blod. Men hvorfor hele tiden denne snak om søskende? Sagen er, at der selvfølgelig ikke er nogen søster. Der er kun mig. Jeg er enebarn. Jeg skriver aldrig om mig selv eller om Johan eller om mit arbejde i Føtex. Jeg skriver om mærkelige, uvirkelige personer. Mænd med lange frakker. Bakkenbarter. Mænd med båndoptagere under armen, mænd i øreklapstole, mænd der nægter at gå. Det har intet med virkeligheden at gøre, med mig selv. Men jeg har også skrevet om kvinder; hallucinerende kvinder, kvinder med vrangforestillinger, om bokserhunde med tøj på, om glatansigter og hittebørn. Om dem skriver jeg. Jeg forestiller mig knap nok, at jeg kunne skrive anderledes, mere personligt. Det er ikke, fordi jeg ikke har prøvet.

Engang skrev jeg digte. Jeg ville så gerne skrive et langt mørkt digt om Høje Taastrup. Det er i hvert fald personligt. Dér er jeg vokset op. Dér var jeg misundelig det meste af tiden. Mest på min veninde, på grund af deres køkken. Deres tiptop moderne køkken. Køkkenet med de to ovne, en mikro og en almindelig. Jeg var misundelig på grund af sodavandsmaskinen, de keramiske kogeplader, marmorbordene, jagtgeværerne, aftensmaden, for slet ikke at tale om hjørnesofaen, sommerhuset, Volvoen, og hendes forældre, hende selv.

Det digt blev aldrig til noget. Eller det kom til at handle om noget andet. Om asfalt og viadukter og fugle, der letter i flok fra Føtexsøen en tidlig morgen i maj eller september eller whatever, det var ikke særlig personligt. Men jeg vil gerne bekende kulør. Jeg vil gerne skrive, at jeg er brun, fordi min far er fra Egypten. Så har vi det på det rene. Jeg vil gerne forsøge at skrive om mig selv. Det må bare ikke blive for privat. Helst bare personligt. Ligesom Bo hr. Hansen gerne vil skrive sært almindeligt, så vil jeg helst skrive personligt. Ikke privat personligt, for det er noget vrøvl. Men er det overhovedet interessant?

Hr. Hansen er interessant i sine bekendelser. Måske har det noget at gøre med, at han allerede havde et navn, da han skrev dem. Ikke at hans bekendelser ikke er interessante i sig selv. Folk synes nok bare, at det er mere vedkommende, når en etableret forfatter bekender kulør. Man kan bedre tillade sig at skrive om sine nederlag, når man er slået igennem. Jeg har for eksempel ikke lyst til at skrive, at jeg søgte ind på Forfatterskolen fem år i træk og ikke kom ind, men bare modtog det samme standardbrev. Sådan noget kan man sige, når man er slået igennem. Så kan jeg sige til Hans Pilgaard i Go' aften Danmark, at jeg IKKE kom ind på Forfatterskolen og så tilføje med et forsigtigt eller ironisk smil (alt efter hvor prætentiøs jeg er blevet), at det er gået meget godt endda.

Anmeldelser

"Ualmindelig stærk og overraskende god romandebut fra Lone Aburas' sikre hånd".
- Mikkel Bruun Zangenberg, Politiken

"Kosteligt lovende debuterer Lone Aburas med en koket realistisk generationsroman."
- Lars Bukdahl, Weekendavisen

... Lone Aburas, som er forfatteren til historien om Lene, skriver godt, ja undertiden hylende morsomt, let, ungt og absurd om en opvækst i Tåstrup med en forvirret mor og en muslimsk pølsemandsfar, om at have forfatterdrømme, og om virkeligheden i Føtex. Man mærker tydeligt inspirationen fra en anden humoristisk forfatter som Ina Merete Schmidt, mens de lakoniske samtaler, Lene fører på jobbet i Føtex, er som sakset fra en Helle Helle-historie. (...) det er godt og underholdende, morsomt og let spiddende."
- Mai Misfeldt, Berlingske Tidende