g.dk

Samlet vurdering:

(0 i alt)

Hvad synes du?
Log ind for at give din vurdering

Uffe Ellemann-Jensen

Fodfejl

- da Danmark svigtede under Den Kolde Krig

PRIS kr. 169,00

Gemt på Min huskeseddel Kunne ikke tilføjes Min huskeseddel Tilføj Min huskeseddel

Om bogen

Pressen skrev

"Den er fræk og provokerende." - Svend Auken, Politiken

"Uffe Ellemann-Jensen har skrevet en vigtig bog om en væsentlig periode i nyere dansk politisk historie (...) Han er præcis i kritikken og nådesløs i tonen." - Michael Ehrenreich, Kristeligt Dagblad

"Socialdemokratiet står til tørre, men velfortjente, tærsk for gennemført udenrigspolitisk hykleri i efterkrigstiden. Det er tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen der (...) har påtaget sig at uddele pryglene, og det gør han med dæmonisk fryd." - Karsten Svensson, Berlingske Tidende

"Den tidligere udenrigsminister har bevaret sin polemiske snert, og ikke mindst af den grund er hans nye værk værd at læse - også for dem, der er langt fra at dele alle hans synspunkter." - Torben Krogh, Information

"Fodnoteperioden" kaldte vi den, den sidste fase af Den Kolde Krig, hvor Danmark spillede en lidet glorværdig sikkerhedspolitisk rolle. Baggrunden var, at det danske Folketings traditionelle enighed om udenrigs- og sikkerhedspolitik brast til fordel for indenrigspolitiske manøvrer. Som udenrigsminister var Uffe Ellemann-Jensen centralt placeret, og han måtte undervejs inkassere adskillige af de berømte "næser". En højst aktuel beretning fra en aktiv aktør, der oplevede Den Kolde Krig først som soldat, siden journalist og endelig som politiker. Illustreret.

Uddrag

Dette er historien om dengang, Danmark svigtede sine venner og allierede i NATO. Det skete i de sidste år af den Den Kolde Krig. Det er også historien om, hvordan Danmark lidt fodslæbende valgte side under Den Kolde Krig. Om dobbeltspil og fedtspilleri. Men først og fremmest er det historien om, hvordan Danmark brød indgåede aftaler om det fælles forsvar. Hvordan Danmark undergravede den fælles forhandlingsposition over for Sovjetunionen. Hvordan Danmark satte fodnoter i de fælles Nato-dokumenter for at lægge afstand til den fælles strategi. Den handler om "fodnoteperioden", som blev et mørkt kapitel i den danske udenrigspolitiske historie.

Danmark var sluppet forholdsvis uskadt gennem Den Anden Verdenskrig. Men samarbejdspolitikken havde gjort skade på nationens sjæl. Den fik mange til at dyrke forestillingen om, at vi bare var et lille land, som kunne hygge sig i smug. Og det gjorde vi så, i kraft af den skæbneløshed, der stod i grel modsætning til det liv og den virkelighed, som blev andre til del - alle dem, der henslæbte et halvt århundrede i ufrihed bag Jerntæppet. Vi mærkede det ikke. Og når det brændte på, var det ikke vores bord.

I dag er der vokset en ny generation frem, som ikke har oplevet Den Kolde Krig. For dem kan det være vanskeligt at forstå, hvad det hele drejede sig om. At faren og truslerne var virkelighed. Men det er vigtigt, at de lærer af de erfaringer, vi andre gjorde. Så kan de forhåbentlig undgå at gentage vore dumheder. Derfor er fodnoteperioden værd at beskæftige sig med.

Jeg var udenrigsminister i de år. Jeg bærer derfor min del af ansvaret for, at det gik, som det gik. Jeg glemmer aldrig, da en amerikansk udenrigsminister i en fortrolig samtale sagde til mig, at hvis alle europæere opførte sig som danskerne, så var der ikke noget NATO. Han havde ret. Derfor føler jeg et stærkt personligt behov for at få fortalt historien - som jeg selv oplevede den. Det var et flertal i Folketinget, der formulerede fodnoterne, imod regeringens stemmer - og det var regeringen, der måtte præsentere dem for vore allierede. Jeg var modstander af den politik, der blev udtrykt gennem fodnoterne, men jeg accepterede at blive siddende som minister i en stadigt vanskeligere klemme mellem mine egne holdninger og den politik, et flertal i Folketinget ville tvinge mig til at føre.
Jeg lagde aldrig skjul på mine holdninger. Men jeg kunne blive siddende, fordi det aldrig lykkedes at samle et flertal for at fjerne mig fra posten. Vores regering valgte at klæbe til taburetterne for at undgå, at Socialdemokraterne kom tilbage til magten. For det var jo, hvad hele spillet gik ud på. Socialdemokraterne prøvede at bruge sikkerhedspolitikken til at vælte regeringen ved at lave et "alternativt flertal" sammen med venstrefløjen og De Radikale. Det flertal kunne nok enes om at sende regeringen i byen med meldinger, som var stik imod, hvad Socialdemokraterne selv gjorde, da de havde regeringsansvaret. Men de kunne ikke enes om at tage konsekvensen og fyre regeringen. Derfor nøjedes de med at give mig "næser", så de mente, jeg ikke havde repræsenteret deres holdninger tilfredsstillende. Det var dansk indenrigspolitik, når den er værst.

Det gik ud over Danmarks internationale anseelse. Og det gik ud over Danmarks sikkerhed. Heldigvis endte det godt - og det gjorde det, fordi vore allierede fulgte den strategi, som et flertal i det danske Folketing ville have dem til at opgive. Vore allierede satte Moskva stolen for døren. Og det førte til, at Sovjetunionen gik i opløsning, Den Kolde Krig ophørte. Og truslerne mod Danmarks sikkerhed forsvandt.
Men der dukkede nye trusler op, og dem skal vi håndtere i dag.

Fra bogens forord

Anmeldelser

"Den er fræk og provokerende."
- Svend Auken, Politiken

"Uffe Ellemann-Jensen har skrevet en vigtig bog om en væsentlig periode i nyere dansk politisk historie (...) Han er præcis i kritikken og nådesløs i tonen."
- Michael Ehrenreich, Kristeligt Dagblad

"Socialdemokratiet står til tørre, men velfortjente, tærsk for gennemført udenrigspolitisk hykleri i efterkrigstiden. Det er tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen der (...) har påtaget sig at uddele pryglene, og det gør han med dæmonisk fryd."
- Karsten Svensson, Berlingske Tidende

"Den tidligere udenrigsminister har bevaret sin polemiske snert, og ikke mindst af den grund er hans nye værk værd at læse - også for dem, der er langt fra at dele alle hans synspunkter."
- Torben Krogh, Information