g.dk

Samlet vurdering:

(0 i alt)

Hvad synes du?
Log ind for at give din vurdering

Astrid Saalbach

Fingeren i flammen

PRIS kr. 99,00 Leveres normalt inden for 1-7 hverdage	Antal Læg i kurv

Gemt på Min huskeseddel Kunne ikke tilføjes Min huskeseddel Tilføj Min huskeseddel

Om bogen

Pressen skrev

* * * * * *"Blændende (...) Næsten umulig at slippe romanen, før det sidste blad er vendt. Fingeren i flammen er psykologisk spændingskunst af først klasse (...) Et godt bud på årets bedste danske roman."- John Chr. Jørgensen, Ekstra Bladet

"Astrid Saalbachs nye, meget underholdende og uhyggelige roman om den smukke violinist Claire er et blændende studie i kvindelig skønhed."- Erik Svendsen, Jyllands-Posten

"Ikke alene en velskreven, flot gennemført psykologisk skildring, men også en fin udfoldelse af noget så enkelt som overbærenhed og tolerance." - Erik Skyum-Nielsen, Information

"Stemmelejet, uroen - for ikke at sige uhyggen - i de fine modulationer gør Astrid Saalbachs roman til noget særligt." - Liselotte Wiemer, Weekendavisen

* * * * * "En fængslende læseoplevelse."
- Mai Misfeldt, Berlingske Tidende

Claire har lige fra barnsben været meget smuk, der er blevet lagt mærke til hendes skønhed, og hun har lært at spille på den, både bevidst og ubevidst. Nu er hun voksen, enlig mor med en lille dreng og går på Musikkonservatoriet. En dag anklager hun sin lærer for at have forgrebet sig på hende - hvad skete der?

Uddrag

Med spidsen af pege- og langfinger dupper Claire foundation på. Porcelain beige året rundt, også om sommeren, hvor den egentlig er for lys, selvom hun holder sig fra solen.
Det er hendes farve.
Den lille blodsprægning på kinden ligner en diminutiv vinge. En dag vil hun have den fjernet, sammen med pigmentfejlen i panden. Ikke fordi hun tror, andre lægger mærke til den, men fordi hun selv gør. Hvis det ikke var for den, ville hendes ansigt være perfekt.
Men det bliver det ikke ved med at være, tiden går, og sætter sine spor. Endnu kan man ikke se dem, men en dag vil man kunne. Hun vil blive straffet for den dårlige vane hun har med at rynke panden, når hun er bekymret. Og for at sove på maven. Aften efter aften prøver hun at tvinge sig selv til at falde i søvn på ryggen, fordi det skulle give færre rynker, men ender altid på maven.
Jeppe hopper rundt udenfor og snakker med sig selv. Han bumber ind i døren til badeværelset. - Mor? kalder han, som om han er bange for at hun skal være stukket af gennem vinduet eller ejendommens ventilationssystem.
- Hm, siger hun og dupper lidt ekstra foundation på, hvor det første lag ikke har dækket helt.
Beroliget hopper han videre.
Mascaraen er for fugtig, hun må tørre børsten af i et stykke toiletpapir, før hun bruger den. Bagefter tegner hun øjnene op med kohl for at give sit blik mere dybde og fjerner de små klatter på huden rundtom med en vatpind fugtet med spyt.
Hvor mange uger, eller måneder, måske år af sit liv har hun ikke brugt på den måde, foran spejlet i forskellige badeværelser? Latterligt, men det er et ritual, hun skal igennem, før hun synes hun kan vise sig nogen steder. Om jorden så gik under, ville hun gennemføre det. Kun om natten, når hun ligger i sengen, har hun sit eget ansigt.
Læberne bliver tegnet op med en rødbrun blyant. Hun kommet til at tegne udenfor og må tørre det af igen og begynde forfra. Efter at have vaklet mellem to beslutter hun sig for en læbestift.
Der lyder et brag. Jeppe har væltet noget. Hvad må hun vente med at finde ud af.
Den flade, sorte æske med rouge går op med et lydløst klik. Tre nuancer af den samme farve ligger deri. Hun kører en stor blød pensel rundt i den ene og lader den så danse let hen over hvert kindben.
Hun betragter sit ansigt tæt på, og langt fra, og fra hver side, kritisk, som en maler betragter sit billede. Så tager hun fat på håret. Skal hun sætte det op eller lade det hænge løst?
Jeppe er stille. Hun kalder.
- Ja? svarer han, lidt for hurtigt, inde fra stuen.
Det ene øjenbryn virker bredere end det andet. Med en pincet retter hun det til. Det bliver for smalt på midten. Knækket over øjet for skarpt. Nu er hun nødt til at plukke det andet også, hvis de ikke skal være forskellige.
Læberne har fået for meget. Hvis hun skulle til fest, kunne det gå an, men det er formiddag, og hun skal ikke noget særligt. Kunsten er at få det til at se naturligt ud. Med rensecreme og en serviet tørrer hun dem af og begynder forfra, først med at tegne dem op og så med at fylde ud, med en lysere farve.
Et spænde i håret, og så er hun færdig.
Hun læner sig frem og smiler til sig selv. Lidt stift, som om det var til en anden. En hun ikke kender så godt. Så river hun sig løs og lukker døren op.

Fra side 7-8

Om Astrid Saalbach

Astrid Saalbach, f. 1955, dansk dramatiker og forfatter, uddannet som skuespiller. Hendes realisme er symbolsk ladet og konfronterer os med vores måde at leve på, fx skuespillet Den usynlige by (1986), der udspiller sig på et plejehjem. Saalbach har været en fornyende kraft i dansk dramatik med trilogien Morgen og aften (1993), Det velsignede barn (1996) og Aske til aske, støv til støv (1998), der med sans for nutidigt sprog giver et samtidskritisk og foruroligende billede af det moderne menneske.

Hun har også skrevet noveller og romaner, fx Den glemte skov (1988). Den hun er (1999) er en delvis selvbiografisk roman om bl.a. skuespilleruddannelsen. I 2005 udkom novellesamlingen Månens ansigt, som første gang udkom i 1985, i en revideret udgave med 4 nye noveller. Senere samme år kom romanen Fingeren i flammen, der i pressen bl.a. blev omtalt som et blændende studie i kvindelig skønhed.

Læs mere om Astrid Saalbach

Anmeldelser

* * * * * *"Blændende (...) Næsten umulig at slippe romanen, før det sidste blad er vendt. Fingeren i flammen er psykologisk spændingskunst af først klasse (...) Et godt bud på årets bedste danske roman."
- John Chr. Jørgensen, Ekstra Bladet

"Astrid Saalbachs nye, meget underholdende og uhyggelige roman om den smukke violinist Claire er et blændende studie i kvindelig skønhed."
- Erik Svendsen, Jyllands-Posten

"Ikke alene en velskreven, flot gennemført psykologisk skildring, men også en fin udfoldelse af noget så enkelt som overbærenhed og tolerance."
- Erik Skyum-Nielsen, Information

"Stemmelejet, uroen - for ikke at sige uhyggen - i de fine modulationer gør Astrid Saalbachs roman til noget særligt."
- Liselotte Wiemer, Weekendavisen

* * * * * "En fængslende læseoplevelse."
- Mai Misfeldt, Berlingske Tidende