Din indkøbskurv
|
PRIS kr. 169,00 |
|
Albert og hans frygtløse lillesøster Selma skal med resten af familien på ferie. Men charter er for dyrt for to voksne og fire børn, så deres papfar får den geniale ide at købe en stor bil og selv køre til Italien. Men allerede dagen efter bryder bilen sammen, og sælgeren har overhovedet ikke tænkt sig at betale for reparationen.
Albert og Selma har til gengæld heller ikke tænkt sig at tage til takke med regn og rusk ved Roskilde Fjord! Noget må gøres, men hvordan skaffer man lige 30.000 til en ny motor, når man kun er 8 og 10 år gammel? Det ved Selma, og Albert lader sig overtale - også selvom det indebærer en forbrydelse eller to...
Hvis du er til skøre personer, opfindsomme børn, farlige rockere og ikke mindst masser af gode grin, er Ferietyveriet en bog for dig. Dreng eller pige, stor eller lille, men nok ikke meget over 80, medmindre du er som Skorstenen, Albert og Selmas papfarfar.
Jeg spænde ned ad trappen, så snart dørklokken bimlede, men Selma kom alligevel først. Udenfor stod min papsøster Amalie og hendes mor. Solen skinnede på Amalies røde hår, så hun lignede en tobenet ildebrand.
"Det er ikke så godt, I kommer," Sagde Selma alvorligt og så på Amalies mor. "Mor og Morten er taget på ferie."
"Er de på ferie!" Amalies mor skubbede solbrillerne op i panden.
"Ja, det er de sikkert," sagde Amalie. "Eller de er døde og gået i forrådnelse." Hun skubbede Selma til side, gik forbi hende og tildelte mig et nik. "Håber du har støvsuget denne gang, Einstein."
"Gør det selv, heks," sagde jeg og rakte tunge. Mange gange har jeg nedkaldt forbandelser og ulykker over Amalies hoved, men den slags bider nok ikke på en heks. Hun er fjorten år, men tror hun er voksen og helvedes klog. Desværre er hun det, min mor kalder rap i replikken, mens jeg er en smule langsom. Jeg tænker, før jeg taler. Hver anden weekend 'hugger' Amalie mit værelse. Så deler Selma, min 8-årige lillesøster, sit med mig.
Jeg er ti år og hedder Albert, ligesom Einstein. Det er ham, der fandt ud af, at alt er relativt.
"Hvad er det for noget med ferie, Albert?" spurgte Amalies mor mig. "Det passer ikke, vel?"
"Jo, jo," sagde jeg, så alvorligt jeg kunne. "De fik en billig billet til øh ... Paris."
Selma skjulte et fnis. "Skorstenen kommer og passer os," tilføjede jeg. Det sidste fik Selma til at hoste.
"Skorstenen! Men han er jo 86 og på plejehjem ..."
"87. De kører ham herud i en kørestol," sagde Selma.
"Jamen, årh." Amalies mor truede af os. "I tager pis på mig."
I det samme kom Morten hjem med en masse feriekataloger under armen. Amalies mor hilste og skyndte sig så af sted igen.
"Ferietid!" råbte Morten og kaldte alle sammen.
"Hvor skal vi hen?" spurgte jeg.
Fra side 7-8

| Om bogen |
| Læs uddrag |
| Læs om Daniel Zimakoff |