g.dk

Samlet vurdering:

(5 i alt)

Hvad synes du?
Log ind for at give din vurdering

Ina Merete Schmidt

Fåresyge

PRIS kr. 199,00 Leveres normalt inden for 1-7 hverdage	Antal Læg i kurv

Gemt på Min huskeseddel Kunne ikke tilføjes Min huskeseddel Tilføj Min huskeseddel

Om bogen

Pressen skrev

"Genuint sjov (...) fremragende, fantastisk, fedt! (...) Der er ikke noget der IKKE lykkes." - Lars Bukdahl, Weekendavisen

"Ina Merete Schmidt er en forfatter, man skal holde øje med. Hendes anden roman skuffer ikke de forventninger, som debutbogen affødte (...) Vil man læse en god roman af en yngre forfatter, så er 'Fåresyge' hermed anbefalet. (...) Ina Merete Schmidt har alvoren med sig, Miriam er ikke en papfigur, der kun skal være sjov, og det er netop fordi, der er en solid baggrund at spille op af, at den rastløse humoristiske energi kan folde sig ud, som den gør. - Mai Misfeldt, Berlingske Tidende

"En muntert drillende balanceøvelse om et ægteskab på kanten af afgrunden (...) Ina Merete Schmidt [er] en eminent iagttager. (...) Ironien - den gode, danske - har hun lagt den fortællende Miriam i munden, mens selve handlingen løber af med realismen og ud ad psyko-gyserens sligrende tangent." - Lise Garsdal, Politiken

Miriam er illustrator og er taget med sin lægemand Lars til Norge, hvor han har fået et vikariat. De er flygtet fra Danmark, da deres nyfødte datter døde af vuggedød, og den norske bygd skulle være en ny begyndelse. Det bliver den også, men ikke på den måde, Mariam og Lars havde regnet med. Miriam har taget en opgave med fra sit forlag: Hun skal illustrere en tjekkisk børnebog med får, men hun får kun tegnet nogle grimme skævbenede nogle og går ellers rundt i det store hus, mens Lars hele tiden er på arbejde. Hun isolerer sig fra Lars, der vistnok har en affære med en veldrejet sygeplejerske på lægehuset, og bliver mere og mere mærkelig, går rundt om natten og observerer naboerne, specielt en fyr, der hedder Svein Espenakken, der hver nat graver på en grav og lusker rundt i mørket i lange underhylere. Fåresyge er en stærkt underholdende roman om en livskrise og en hård depression.

Uddrag

1

Han var lige blevet kaldt igen. Bilulykke i en tunnel i dalen.
    Han kom ud af sengen og tog lynhurtigt sit tøj på. Ambulancen ville hente ham to minutter senere ved lægekontoret nede i byen. Der var ingen grund til at køre op til ulykkesstedet i egen bil. Det gik hurtigere med ambulancen.
    I lyset fra natlampen prøvede jeg at stille skarpt på viserne på vækkeuret. Den var halv tre.
    "De trækker vejret," sagde han og hankede op i lægetasken.
    Ude i entreen hjalp jeg ham med at få overtøjet på.
    "Lars?" sagde jeg.
    "Ja?"
    Han ventede utålmodigt på resten af sætningen, mens han raslede med bilnøglerne mod sit lår.
    "Ikke noget," sagde jeg.
    Så var han udenfor. Gassede bilen op. Støv fra gruset i indkørslen hvirvlede op, da han i høj fart bakkede ud.
    Et pindsvin på vej fra én busk til en anden rullede sig sammen til en lille bold.
    Jeg tog mig selv i at vinke til ham, som om han skulle ud på en længere rejse.
    Bilens karakteristiske dieselmotorrallen blev svagere og svagere, efterhånden som han kom længere ned ad vejen.
    Man mistede hurtigt fornemmelsen af tiden. Det kunne være nat. Det kunne være tidlig morgen. Om sommeren er det stort set lyst døgnet rundt så højt mod nord.
    På bare tæer og kun iført trusser og undertrøje listede jeg ud på gruset og ud på vejen for at se efter bilen. Jeg så ham dreje ud på hovedvejen og forsvinde.

Inde i huset satte jeg vand over til te. Jeg ville alligevel ikke kunne falde i søvn igen.
    Fra køkkenvinduet betragtede jeg fjeldet ovre på den anden side af fjorden. En blød dyne af grantræer pakkede bjerget ind helt op til trægrænsen. Herefter var kun et par skaldede birketræer, som ikke syntes at have bemærket, at det var for koldt for dem at gro dér.
    Jeg kom i tanke om huset hjemme i Dragør. Måske lå de nye ejere nu og sov trygt i deres senge efter nogle hårde uger med istandsættelse og indflytning. De kunne være glade. De havde købt vores hus til en god pris. Ejendomsmægleren havde fundet masser af punkter i tilstandsrapporten, som trak ned. "Vi skal jo ikke glemme, at det er et gammelt hus," sagde han hele tiden. "Og selvom gamle huse er populære, er de tit fulde af svamp, der giver astma. Og det véd folk. De kigger efter det, så jeg ved snart ikke, hvad jeg skal mene om de skjolder, som jeg fandt på væggen i bryggerset."
    Jeg savnede ikke haven. Lille og overbeplantet. Jeg havde hadet at luge og male stakittet, men jeg kunne ikke lade være med at savne hængekøjen mellem spærene i arbejdsværelset, brændeovnen, det utætte vindue i soveværelset, der peb, når det blæste og som var skyld i utallige af mine forkølelser, de bogstavelig talt skrå brædder i stuen eller køkkenet med de faldefærdige låger, der emmede af hundrede års madlavning.
    Den nye familie havde sikkert allerede bestilt HTH til at komme forbi med et splinternyt samtalekøkken i stål. Lige til at spritte af. Det kriblede i fingrene på dem for at komme i gang med mukkerten og brækjernet og få det gamle køkken revet ned. Det mindede dem for meget om nedlagte gårde i Jylland.
    I virkeligheden havde jeg ikke meget at have mine følelser i med hensyn til huset. Vi nåede kun at bo der i knap tre år, og før jeg fik set mig om, fandt jeg mig selv stående i et gult køkken i et hus på en norsk villavej på et fjeld mellem tre større fjelde, mens jeg ventede på, at Lars skulle komme tilbage fra arbejde.
    Kedlen tudede lige bag mig. Jeg drak min te siddende ved spisebordet. Læste lidt i en tre dage gammel Aftenposten. To drenge var blevet forbrændt på en spejderlejr, hvor de havde hældt sprit på et blussende bål, for at få mere gang i den gode lejrbålsstemning. Kæmpe flammer. En spejderleder var løbet ned til en sø med den mest forbrændte af spejderdrengene i armene og fået ham i vandet. Så var ambulancen endelig kommet. Lederen udtalte til avisen, at han ikke nåede at tænke så meget. Han handlede bare. Dagens mand i skysovs.
    Jeg tænkte på Lars ude i tunnellen og gik ud på terrassen for at kigge efter redningshelikopteren. Den var blevet tilkaldt og var nu på vej ind over fjeldene. Hospitalet lå to timers kørsel mod syd, men med helikopter kunne det gøres på tyve minutter.
    Jeg håbede, at de implicerede ikke var omkommet. Mest fordi det ville tage uforholdsmæssigt lang tid før Lars kom hjem igen, hvis de var døde. Dødsattest og så videre. Det bedste er, hvis man kan få de nødstedte op i helikopteren levende. Så er aben givet videre, og man kan køre hjem i seng.
    Jeg havde lyst til at flygte ud af landet. Tanken om at sidde i huset på fjeldet og vente på, at Lars blev træt af sit arbejde som landsbylæge, var skræmmende. Desuden gik det ikke så godt med mine illustrationer. Jeg følte mig ikke inspireret. Kunne ikke finde ro. Forlæggeren havde givet mig lov til at arbejde på afstand, men havde hverken set eller hørt fra mig, siden jeg rejste.
    Bogen hed Lille lam og var skrevet af en tjekkisk forfatter. Nysgerrigt lam møder ulv, og stor morale opstår.
    I min skitsebog tegnede jeg min forestilling om et tjekkisk lam: Afpillet med kager af jord og ekskrementer siddende i ulden. Kuglerunde skelende øjne. Klove der træder sig selv over klovene. Det var svært at være loyal over for figuren.
    Jeg klappede skitsebogen sammen. Det førte ikke til noget, kunne jeg mærke.
    I stedet tog jeg tøj og sko på og gik ud på vejen for at gå en tur. Jeg håbede at se en elg. Man forstår ikke, hvor store de er, før man står over for en. Når man ser den på et billede, tror man, at den er på størrelse med en ko, men det er meget forkert.
    De andre huse lå stille hen. Ikke engang en hund gøede. Man lå og sov. Jeg var den eneste i hele byen eller måske i hele Sogn- og Fjordane med søvnbesvær.
    Da jeg kom nærmere et gammelt grønt træhus med hvide skodder, hørte jeg lyden af en spade, der blev stukket i jorden, muld der ramte en bunke muld, kviste der blev kvast, grene der blev knækket eller skubbet til side.
    Jeg gik over og stillede mig på lur bag en tilbygning til det grønne hus, der stødte op til vejen.
    En ældre mand i overall og sixpence var i færd med at grave et hul i sin have. Han virkede stærk på trods af sin fremskredne alder. Jeg genkendte ham som den mand, jeg tit mødte på vejen, når han kom kørende i sin udtjente blå Saab på vej til byen efter kolonialvarer.
    Jeg tænkte, at han skulle have gravet en ny septiktank ned og først for sent var kommet i tanke om, at de kom med selve tanken den følgende dag.
    Langt nede ad vejen kunne man høre en dieselmotor komme nærmere. Manden med spaden hørte det også og holdt inde med at grave. Hans blik gled ud på vejen og over på tilbygningen, hvor jeg befandt mig. Hans ansigt var blegt. Det lignede angst.
    Jeg blev pludselig flov over at stå og udspionere ham. Hvad ragede det egentlig også mig, hvad han fik tiden til at gå med klokken fire om morgenen.
    Lars kom kørende op ad vejen. Da han fik øje på mig, satte han farten ned.
    Jeg gjorde tegn til, at han bare skulle køre videre, lade som ingenting, men han misforstod og bremsede lidt hasarderet op.
    Bilen holdt i tomgang. Lars lænede sig ind over passagersædet og rullede vinduet ned.
    "Hvad laver du inde i busken, Miriam?"
    Lars havde tilsyneladende ikke opdaget, at noget var på færde inde i haven.
    Takket være Lars havde manden med spaden fået øje på mig, og han stod nu bare og gloede forundret, da jeg tittede frem fra mit skjul og hoppede ind i bilen til Lars.
    "Jeg var ude at gå en tur," sagde jeg til Lars, som umiddelbart satte bilen i bevægelse. "Du véd, at jeg har svært ved at sove."
    Ud ad sideruden så jeg manden tørre sig om næsen og genoptage arbejdet med spaden.

Lars satte mig af uden for garagen, før han kørte ind og parkerede helt.
    "Et brækket kraveben, et lårbensbrud og nogle småknubs."
    Sådan forklarede han ulykken i tunnellen for mig, mens han steg ud af bilen.
    Jeg mumlede et eller andet om airbags, da vi gik ind i huset, men han virkede træt og ligeglad, så jeg gjorde ikke mere ud af det.
    Han ville ind i seng i en fart. I princippet kunne de ringe ham op igen med det samme med en ny ulykke. Søvnen var vigtig. For ham.
    "Jeg sætter mig lige ud i køkkenet med nogle tegninger," sagde jeg.
    Lars sendte mig et nik inde fra sengen og vendte sig så om på maven. Han var vant til mit natteroderi. Det var sådan, jeg bedst arbejdede, troede han.
    I min skitsebog tegnede jeg en grundig blyantstegning af manden. Hullet han gravede. Spaden. Hans hænder, der arbejdede med den. Derefter en tuschtegning af et lig. Hovedet delt fra kroppen. Brysterne skåret af. Igennem akillessenerne var der trukket en tynd wire.
    Kvinde først i tyverne. Lyshåret. Heftig makeup. En tatovering på det ene skulderblad. Yin og yang. Ingen ligpletter endnu. Det var ikke mange minutter siden, hun trak vejret.
    Lars' snorken gik tydeligt gennem de tynde papvægge.
    Jeg tog min skitsebog under armen og listede ind til ham. Satte mig i fodenden og betragtede ham. Han så bedst ud, når han sov. Jeg lavede et par skitser af ham. Kul på groft papir. Og gik så pludselig selv ud som et lys.

Fra side 7-13.

Anmeldelser

"Genuint sjov (...) fremragende, fantastisk, fedt! (...) Der er ikke noget der IKKE lykkes."
- Lars Bukdahl, Weekendavisen

"Ina Merete Schmidt er en forfatter, man skal holde øje med. Hendes anden roman skuffer ikke de forventninger, som debutbogen affødte (...) Vil man læse en god roman af en yngre forfatter, så er 'Fåresyge' hermed anbefalet. (...) Ina Merete Schmidt har alvoren med sig, Miriam er ikke en papfigur, der kun skal være sjov, og det er netop fordi, der er en solid baggrund at spille op af, at den rastløse humoristiske energi kan folde sig ud, som den gør.
- Mai Misfeldt, Berlingske Tidende

"En muntert drillende balanceøvelse om et ægteskab på kanten af afgrunden (...) Ina Merete Schmidt [er] en eminent iagttager. (...) Ironien - den gode, danske - har hun lagt den fortællende Miriam i munden, mens selve handlingen løber af med realismen og ud ad psyko-gyserens sligrende tangent."
- Lise Garsdal, Politiken

Om bogen

Læs uddrag

Anmeldelser

1. udgave
Hæftet , 200 sider
ISBN: 9788702062823
Gyldendal 2008
Omslag: Ida Balslev-Olesen

Fåresyge

Om bogen

Uddrag

Anmeldelser