g.dk

Samlet vurdering:

(1 i alt)

Hvad synes du?
Log ind for at give din vurdering

Dorthe de Neergaard

Eventuelle pårørende

PRIS kr. 199,00

Gemt på Min huskeseddel Kunne ikke tilføjes Min huskeseddel Tilføj Min huskeseddel

Om bogen

Pressen skrev

"Dorthe de Neergaard debuterer stilsikkert og overbevisende som voksenforfatter. (...) 'Eventuelle pårørende' bliver svær at overse. Det er en meget stilsikker og overbevisende skæbneskildring, som falder smukt ind i en lavmælt, nordisk tradition og ikke bærer det mindste præg af at være en debut. (...) En meget fin og gribende - og alt andet end grådkvalt - fortælling." - Henriette Bacher Lind, Jyllands-Posten

"Absolut en flyvefærdig udgivelse." - Leonora Christina Skov, Weekendavisen

Helle er en stille eksistens, hjemmehjælper i København og forbi den tidligste ungdom. Hun har et udviklet omsorgsgen og tager sig af andre, mens hendes eget følelsesliv er tilknappet. Om dagen lever hun gennem de gamle og svagelige mennesker, som hun passer. Helle næres af deres fortællinger og spejler sig i deres liv. Men ingen får mulighed for at komme tæt på hende. Ikke før hun får anvist en yngre tilskadekommen mand, der formår at åbne nogle af hendes lukkede døre. Når Helle er alene, indsamler hun døde fugle rundt omkring i byen, anbringer dem i sin frostboks derhjemme for siden at begrave dem efter mørkets frembrud på Assistens Kirkegård. Dette ritual præger hendes dage, ligesom synerne gør det om natten, når hun ikke kan sove og ser pigen Anna Iben for sig. Men hvem er denne pige, og hvorfor studser Helle en dag over en dødsannonce, som efterlyser eventuelle pårørende til en nyligt afdød kvinde?

Uddrag

Jeg var våd af sved. Men der var koldt i Anna Ibens side af sengen, og lagnet var krøllet. Jeg trillede om på siden og snusede til puden. Den lugtede ikke af noget. Hun lugter af ingen ting. Luft, måske. Eller kulde.
    Jeg stod op.
    Dynen lå i køkkenet. Hjørnet var bøjet ind mod brystet, præcis som den svane, jeg måtte finde en dag. Men betrækket var beskidt, nusset faktisk. De er også sejlivede, svanerne. Eller dør alene. Jeg måtte se at få det vasket, altså bare sådan en dag ved lejlighed. Det hastede jo ikke. Jeg samlede dynen op og trak den med ind i seng. Jeg lagde mig. Dumme krummer gnavede i mine ben. Så jeg satte mig op og børstede dem ned på gulvet. Glattede lagnet. Lagde mig. Snusede til puden, lukkede øjnene. Ventede. På at fjerene skulle blive varme og tunge. Det tager tid. Fjer er ikke i sig selv varme. Ikke engang om sommeren.
    Endelig.
    Endelig blev jeg træt.
    - Kom, Anna Iben, kom tilbage.
    Hun kommer ikke.
    Jeg åbnede øjnene.
    Solen sneg sig ind mellem gardinerne og tegnede en snavset streg på væggen. Savsmuldsknopperne bulede ud og ud og kastede lange skygger. En hel væg fuld af buler. Jeg stak hånden op under blusen og tørrede sveden mellem brysterne ned på maven.
    Så.
    Nu.
    Jeg slog dynen til side og svingede benene ud over sengekanten. Træet var glat mod mine haser. Jeg sank sammen, strøg hånden over huden. Den blå stribe var der stadig. Jeg havde håbet, den var væk, men den snoede sig bare videre op ad benet, hen over knæet og et godt stykke op ad låret. Jeg fulgte stregen. Trykkede bulen ind og slap, trykkede ind og slap. Den blev ved. Den vældede ud.
    Ude i køkkenet havde nogen fejet gulvet, men kun på midten. Jeg satte vand over, åbnede køleskabet og bagefter frostboksen. Jeg satte mig på gulvet foran lugen og indåndede kulden. Sveden blev en glat ishinde. Fluer summede og prikkede mod ruden.
    "Godmorgen alle sammen. Har I sovet godt?"
    De svarede ikke.
    Fugle kan ikke tale.
    De to gråspurve lå skævt. De andre lå fint. Også kanariefuglen. Lille, fin og frossen. Og gul. Jeg rettede på de to. Isen knasede og dryssede støv ned over alle poserne. Kroppene var så små og hårde. De kunne godt ligge tættere. Jeg pressede dem sammen. Det var bedre. Meget, meget bedre. Jeg måtte snart have dem i jorden. De havde ligget længe nok nu.
    - Sjusk, slet og ret, siger mor.
    Jeg lirkede to gifler ud af posen uden at skubbe til samlingen, smækkede frostboksen i, så køleskabet. Brødristeren spruttede, da de landede side om side på metaltrådene. Spinkle røde tråde, der drejede om sig selv, rundt og rundt. Lange røde tråde varmede dem, tøede dem op, gjorde dem spiselige. Vandet i elkedlen susede. Jeg rettede mig op. Jeg måtte på toilettet. Åbnede køleskabet igen og tog smørret ud. Sprang ud, satte mig. Benene i entreen, kroppen i skabet.
    Vandet susede, buldrede, bragede, klikkede fra, så blev alt stille. Jeg måtte afkalke den kedel en dag. Min lyd var alene. Rislede, sivede, så døde den ud. Jeg blev siddende og lagde kroppen ned mod benene. En brystvorte ramte hver sit lår bag blusen. Jeg svajede fra side til side. Det kildede. Så foldede jeg armene om benene og masede brysterne ind i sig selv. Nede fra gaden lød skraldevognens bakkebibben, en mand råbte, en morgenflaske klirrede, en cykel ringede. Jeg trængte til at få klippet negle på tæerne. Så rettede jeg mig op og trak papiret af rullen. Hængslet skramlede, dejligt højt, så tørrede jeg mig og trak ud. Vandet drønede, kæden fra cisternen raslede, og håndtaget knaldede ind i væggen. Jeg rømmede mig og samlede avisen op.
    Nej, og så var jeg lige ved at glemme giflerne. Jeg skyndte mig tilbage og vendte dem. De var tæt på at have fået for meget på den ene side, men jeg nåede det. Solen bankede og hamrede på ruden, men små grå dråber var vokset sammen til et gardin. Så effektivt. Nu ville det være dumt at pudse det. Det passede mig fint, at der var knap så varmt i køkkenet. En kraftig flue summede tungt, så jeg lukkede den ud.
    - Man skal ikke holde på folk, siger mor.
    Jeg hældte vandet over tebladene, så dampen slog op om mit ansigt. Mere fugtig hede. Jeg trak emmen ind og rykkede i teposen, til vandet sortnede.
    Så var den færdig, jeg skænkede, skar giflerne over og smurte dem med smør, helt ud til siderne. Så tog jeg avisen og det hele med ind i stuen. Koppen satte jeg i vindueskarmen oven på ringene fra i går og måske fra i forgårs, eller den anden dag. Det er svært kun at have en ring, de breder sig. Jeg anstrengte mig for ikke at møde mandens blik på den anden side af gaden. Jeg orkede ikke at hilse i dag, så jeg vendte ryggen til, tog en tår te og slog op på navnesiden.
    Ingen døde.
    Ingen jeg kendte i hvert fald. Kun en Elsa Godtfredsen var buret inde i sørgeranden. Elsa Godtfredsen, født 2. februar 1939, Solbjerg, Frederiksberg, er afgået ved døden, findedag den 16. juli. Eventuelle pårørende bedes rette henvendelse til Københavns Kommune, Sundhedsforvaltningen, Administrationscenteret. Sådan en stakkel. Ligge der. Uden pårørende. Sådan ville ingen af mine ende. Teen drev ind i mig og ruskede liv i mig. Nænsomt, nænsomt. Det ville blive en god dag.
    Så var det om på vejrudsigten. Stadig sol. Store, runde, gule, glade sole lo hele ugen fuld. 28 til 32 grader. Vandtemperaturen, den kunne jeg ikke bruge til noget. Nu måtte det stoppe. De ville alle sammen dø af hedeslag. Jeg ville ikke have en eneste tilbage, når sommeren var forbi, hvis det fortsatte på denne her måde.
    Jeg dryssede krummerne ned i hånden og gik ind i sengen med dem. Så manglede jeg bare dagens kabinebad. Det skylder man. Jeg trådte ind i kassen, lågen skramlede, åbnede for vandet, skruede op for det kolde og skyllede natten af mig. Ligge der i heden. Alene uden pårørende. Altså. Efter badet var huden sval og tør, men kun et øjeblik, så kom sveden. Spildt arbejde. Jeg tog tøj på. Skjorten klistrede til ryggen.
    Inde i stuen lå avisen. Jeg gik ind til den. Hilste på naboen. Goddag, nikkede jeg, en gang ned - ikke op. Aldrig op igen. Kun ned. Han løftede hånden. Aldrig vinke, kun op, så langsomt ned.
    Jeg tændte en smøg, den bedste på dagen, og foldede avisen sammen. Den var krøllet i ryggen. Jeg glattede den og blev sort af tryksværte. Hedebølgen fortsætter, stod der med store bogstaver. Jeg tog en tår te, den var ikke så varm nu, jeg ville sætte koppen fra mig, men jeg kunne ikke ramme ringene. Sjusk. Slet og ret. Så foldede jeg avisen en gang til og pressede den sammen, tog et hvæs. Foldede. Ude i køkkenet smed jeg avisen direkte i skraldespanden, selv om den godt kunne gå til genbrug.

Fra s. 5-9 i 'Eventuelle pårørende' af Dorthe de Neergaard.

Anmeldelser

"Dorthe de Neergaard debuterer stilsikkert og overbevisende som voksenforfatter. (...) 'Eventuelle pårørende' bliver svær at overse. Det er en meget stilsikker og overbevisende skæbneskildring, som falder smukt ind i en lavmælt, nordisk tradition og ikke bærer det mindste præg af at være en debut. (...) En meget fin og gribende - og alt andet end grådkvalt - fortælling."
- Henriette Bacher Lind, Jyllands-Posten

"Absolut en flyvefærdig udgivelse."
- Leonora Christina Skov, Weekendavisen

Om bogen

Læs uddrag

Anmeldelser

1. udgave
Hæftet , 176 sider
ISBN: 9788702064629
Gyldendal 2008
Omslag: Alette Bertelsen - Imperiet

Andre bøger af Dorthe de Neergaard