Din indkøbskurv
|
PRIS kr. 179,00 |
|
"Man er altid i godt selskab med Knud Sørensen (...) Med sin undergundige fortællekunst og lune sans for anekdoter har Knud Sørensen præsteret endnu en medrivende bog, denne gang erindringsbilleder fra et Danmark, som nu er væk, men dog stadig lever." - Johs. H. Christensen, Jyllands-Posten
Ligefremme og uprætentiøse erindringer, der ikke byder på de store dramaer. Det handler om hverdagslivet, men det er ægte og renfærdigt fra ende til anden: om opvæksten i hjemmet i Hjørring, hvor der herskede præcision på alle områder, og intet var overladt til tilfældighederne. Om livet under krigen, om kærligheden til skolekammeraten Anne Marie, som han var sammen med, indtil hun døde i 2005. Om studietiden i København, og til han og Anne Marie slår sig ned på Mors.
Jeg greb fat i det stykke af tiden, der skulle blive mit, lørdag den 10. marts 1928, en vinterdag uden sne, men med en temperatur, der svingede mellem nul og fem graders frost. Det var vistnok kl. nitten, det skete, for min far fortalte mig engang, at jeg lige netop nåede at overdøve Pressens Radioavis, noget som jeg senere lærte at afholde mig fra.
Men altså ikke den dag, og min far fik næppe heller ro til at læse dagens Vendsyssel Tidende og gik derfor glip af at læse om, at Staunings forslag om importafgift nu for anden gang var blevet nedstemt i Folketinget, efter at det endnu en gang var afvist af Madsen-Mygdals Venstre-regering og dens støtter. Han fik heller ikke læst, at 'De Hjemløses Tog er opløst i Ro' i Vejle, og at politiforstærkningen fra København var sendt tilbage, efter at Vejle Kommune havde givet de arbejds- og hjemløse morgenmad og forsynet dem med en madpakke til hjemrejsen, uden at avisen fik forklaret, hvor en hjemløs har sit hjem. Heller ikke nyheden om en modrevolutionær bevægelse i Rusland fik han tid til at studere. Og at englænderne havde produceret en kæmpe-flyvemaskine til hele tyve passagerer, og at der på Lolland var født en kalv med to haler, hvoraf den ene udgik fra panden, forblev han sikkert uvidende om.
Alt det fordi jeg blev født som et velskabt barn med normal lyd i et trygt hjem, hvor faren havde fast arbejde.
Det med fast arbejde var noget i retning af en lykke. For det gjaldt for mange, at tiden trods en vis økonomisk fremgang i samfundet som helhed var en hård og utryg tid.
Arbejdsløshedsprocenten lå på omkring de femten, og det at være arbejdsløs blev af mange betragtet som noget i retning af uafvendelig skæbne. Fra det halve år jeg gik i søndagsskole midt i trediverne - ikke efter mine forældres tilskyndelse, men fordi nogle af mine legekammerater skulle gå der - husker jeg, at vi blev spurgt, hvad vores fædre lavede. Flere svarede 'arbejdsløs', og det blev åbenbart betragtet som en stillingsbetegnelse på lige fod med trafikassistent eller ekspedient eller manufakturhandler. Jeg husker også, at det meget tit ringede på døren derhjemme, og udenfor stod en mand med kasketten i hånden og spurgte, om der kunne blive en skilling eller en madpakke til en rejsende. Sådan kaldte de sig, de arbejds- og hjemløse, 'rejsende'. Tit spurgte de også, om de ikke kunne grave have eller gøre andet forefaldende arbejde for et måltid mad. Vi havde ingen have, men det var mange madpakker med en spegepølsemad, en leverpostejmad med asie og en ostemad, som sådanne rejsende kunne gå videre med. Ind i lejligheden kom de aldrig. Der boede trygheden og jeg.
Fra side 5-6
"Man er altid i godt selskab med Knud Sørensen (...) Med sin undergundige fortællekunst og lune sans for anekdoter har Knud Sørensen præsteret endnu en medrivende bog, denne gang erindringsbilleder fra et Danmark, som nu er væk, men dog stadig lever."
- Johs. H. Christensen, Jyllands-Posten
| Om bogen |
| Læs uddrag |
| Anmeldelser |