Din indkøbskurv
|
PRIS kr. 299,00 Leveres normalt inden for 1-7 hverdage |
|
Monografi om Michel de Montaigne, en af renæssancens største humanister og skaber af essaygenren. Bredal tegner med afsæt i Italiensrejse 1580-81 ti tidssvarende billeder af Montaigne som romer, elsker, essayist, borger, kriger, katolik, opdrager, patient, turist og mand. Rigt illustreret.
FARVEL
Château de Montaigne, den I. marts 1580:
"Hvis jeg havde tilhørt et at de folkeslag som efter sigende
stadig lever under de oprindelige naturloves sødmefyldte
frihed, kan jeg forsikre dig for at jeg hellere end gerne
havde malet mig selv i hel figur - og splitternøgen."
Montaigne stod ved skrivepulten i sit tårn. Vinmarkerne var på spring neden for vinduerne, det var sydfransk forår, og han var i et overdådigt humør. Han var i færd med at skrive forord til den lille bog i to bind, han netop havde afsluttet: Les Essais de Messire Michel, Seigneur de Montaigne, chevalier de l'Ordre du Roi et gentilhomme ordinaire de sa chambre. Titlen var måske lidt lang og tung, men det var forordet til gengæld ikke, det havde noget skælmsk, noget befriet og boblende over sig. Først forsikrede han med tungen i kinden, at det var en "ærlig og oprigtig bog", den kære læser havde fået i hånden; dernæst gjorde han opmærksom på, at bogens eneste formå var "privat og personligt", ja, "udelukkende beregnet på at være til glæde og gavn for min familie og mine venner, så de, når de har mistet mig (hvilket de snart vil gøre), kan genfinde nogle træk ved min karakter og indstilling til tingene (...)". Døden er sat i parentes, hvad den ganske vist ikke bliver mindre nært forestående af, men tonen er høj og drilsk og direkte: "Jeg vil have, at man skal se mig som jeg er til daglig, ligefrem og naturlig, afslappet og uforstilt, for det er jo mig selv jeg skildrer."
Et selvportræt altså, i al fortrolighed. Montaigne havde gerne gjort det til et nøgenbillede, men lader trods alt den almindelige velanstændighed sætte sine grænser. Han klukker lidt og får pludselig lyst til at stille sit forord helt på hovedet og gøre det til en afslutning frem for en begyndelse: "Jeg er altså, kære læser, selv indholdet i min bog, så det ville være helt urimeligt om du skulle spilde din tid på så ubetydeligt og ligegyldigt et emne. Farvel da. På Montaigne, den første marts femtenhundredeogfirs."
Ydmygheden er fornøjeligt forstilt, og for resten er det et gammelt retorisk trick sådan at sige farvel i et forord frem for goddag. Montaigne var en trænet litterat, ikke mindst ud i det romerske. Alligevel er hans indledningsvise "farvel" mere end bare retorik: Det er et farvel, et signal til afgang. For manden ved skrivepulten har truffet en stor beslutning, han vil rejse sin vej. Så snart den lille bog er trykt færdig inde i Bordeaux hos bogtrykker Millanges (Montaigne har ingen forlægger, han betaler selv for udgivelsen), så vil han stikke nogle eksemplarer i saddeltaskerne, svinge sig op på sin hest og ride ud i verden. Hans slot, hans vinmarker, hans hustru, datter, tjenestefolk, alt og alle må have det så godt, for nu vil Montaigne på tur, og det skal være en grand tour: først op til kongen i Paris for at forære ham Les Essais, så ned gennem den stridende kristenhed (Montaigne siger aldrig Europa), gennem Tyskland, Schweiz, Østrig og Italien til Venedig og så til Rom. Åh, Rom!
Fra side 11-12.
| Om bogen |
| Læs uddrag |