Din indkøbskurv
|
PRIS kr. 69,95 Leveres normalt inden for 1-7 hverdage |
|
"En af de mest illusionsløse og usentimentale romaner, den nyere danske litteratur har præsteret." - JyllandsPosten
"Det er blændende godt skrevet med skarp intelligens, psykologisk indsigt og skønhed." - Kristeligt Dagblad
Romanen fortæller historien om Irene Beckmann, der i en alder af 56 må indse, at hendes liv rummer hemmeligheder, hun ikke anede eksistensen af. Da hendes mand forlader hende, må hun indse, at en fase i hendes liv er slut. I en dagbog, hun har fået af sin mor, læser hun, at den mand, hun hele sit liv har regnet for sin far, har været stand-in for en anden. I jagten på sit nye liv kører Irene Beckmann ned gennem Europa for at opsøge sin biologiske far og finde de svar, hun mangler.
Stammerne spredes omkring hende i takt med gummisålernes rytme på den fugtige sti. Luften er stadig kølig efter nattens regn. Skovbunden er dækket af anemoner, et sted vokser de tæt op ad en gammel stammes rødder, og hun kommer til at tænke på en gammel, rynket hånd. Hun føler, at hun kunne fortsætte i det uendelige uden at blive træt, uden at møde nogen eller tænke på noget særligt, og uden at skoven ville holde op. Som om buen ikke begyndte lige bag træerne, den grønne forstad med fredelige veje og villaer bag tætklippede hække. Hun vil ikke tænke på noget, og det lykkes næsten, hendes krop er ikke andet end en porøs, pulserende maskine, og hendes tanker er lige så usammenhængende som fuglenes kvidren. Solen trænger gennem skylaget, da hun løber tilbage, den skinner diffust på gruset i indkørslen og på magnolien foran køkkenvinduet. Hans bil holder ikke længere ved siden af hendes, han er kørt, mens hun var i skoven.
Han vågnede ikke, da hun stod op, og hun var allerede gået i seng, da han endelig kom hjem aftenen før. Hun lå med ryggen til ham og lukkede øjne, mens han klædte sig af og gjorde sig umage med ikke at vække hende. Hun støtter hænderne mod en af carportens stolper og strækker ud, før hun tømmer postkassen og låser sig ind i huset. Hun lægger brevene på køkkenbordet uden at sortere dem. Den lille lampe på kaffemaskinen lyser, hun slukker for den. Før ville hun have følt en snert af irritation eller et strejf af ømhed, alt efter sit humør. Han glemmer altid at slukke den maskine. Hun sætter vand over og drysser te i potten og stiller sig ved køkkenvinduet. Hun betragter magnoliens blade, der allerede er begyndt at åbne sig. De bliver selvfølgelig nødt til at tale sammen, men ingen af dem lader til at kunne finde de rette ord, det rette tidspunkt.
Hun standser på vej gennem stuen. Hun står mellem møblerne og ser ned over plænen og den lille sø for enden af haven. Trækronerne spejler sig mørkt i det lysende vandspejl. Hun fortsætter ud på badeværelset. Ruden i brusekabinen er stadig spættet med små dråber. Efterhånden strejfer de kun hinanden undervejs gennem døgnet, som tilfældigt forbipasserende. Men sådan har det været i perioder, siden børnene flyttede hjemmefra, det er ikke noget i sig selv. Hun klæder sig af og stiller sig foran spejlet, hvor han for lidt siden har stået og barberet sig. Hun hilser på sit spejlbillede med et ironisk drag om munden, der ikke har spor med ironi at gøre. Hun har aldrig kunnet se sig selv i et spejl, uden at det trak lidt i mundvigene, som om hun er forbeholden over for det, hun ser. De mørkegrønne øjne og det sorte, bølgede hår, de kraftige øjenbryn, den skarptskårne næse, det alt i alt kantede ved hendes træk. Hun farver sit hår i nøjagtig den farve, det ville have haft, hvis hun ikke var begyndt at blive gråhåret allerede i trediverne, men det er også hendes eneste protest mod alderen.
"En af de mest illusionsløse og usentimentale romaner, den nyere danske litteratur har præsteret."
- JyllandsPosten
"Det er blændende godt skrevet med skarp intelligens, psykologisk indsigt og skønhed."
- Kristeligt Dagblad
| Om bogen |
| Læs uddrag |
| Anmeldelser |