g.dk

Samlet vurdering:

(1 i alt)

Hvad synes du?
Log ind for at give din vurdering

Niels Barfoed

En kriger

Portræt af Ole Lippmann

PRIS kr. 199,95 Leveres normalt inden for 1-7 hverdage	Antal Læg i kurv

Gemt på Min huskeseddel Kunne ikke tilføjes Min huskeseddel Tilføj Min huskeseddel

Om bogen

Pressen skrev

"Et mesterværk og uden tvivl årets vigtigste og mest velskrevne bog (...) Spændende som en krimi. Klog som en lærd afhandling" Peter Nielsen, Information

"Et fint, følsomt og realistisk portræt af denne usædvanlige danske kriger." Bent Jensen, Jyllands-Posten

"Et personligt, velskrevet og velillustreret værk, der vil holde mange bundet til lænestolen" Jes Fabricius Møller, Politiken

"I Niels Barfoeds bog møder vi Ole Lippmann i både kamp og kompromis. I sejr og nederlag. Hvad der ikke kan fortælles, antydes (...) Helt i Ole Lippmanns ånd. Det er den, Niels Barfoed mesterligt har grebet og formidlet. Ingen kunne have gjort det bedre." Bo Lidegaard, Weekendavisen

Ikke mange kender Ole Lippmann, men han havde en heltemodig hovedrolle i kampen mod tyskerne under krigen, hvor han som ung major i den engelske hær var med til at berede vejen for befrielsen. Siden var han i Budapest i ?56 som Røde Kors-officer, og han forblev frihedskæmpet hele sit liv ? uden svig, uden bagtanker, uden kompromiser.

Uddrag

ÅH, VAR DÉT HAM! - siger de fleste, når man fortæller dem, at den unge, smalle mand på billederne fra Kastrup Lufthavn den 5. maj 1945 er Ole Lippmann.
     Sejrherrerne, i skikkelse af de allieredes general Dewing, er netop landet, fordi tyskerne i Danmark har overgivet sig. Kapitulationen var en kendsgerning og skulle afleveres formelt i det hovedkvarter, der var forberedt til den engelske general i København.
     Det er Ole Lippmann i den lange, mørke frakke med frihedskæmperarmbindet og med den bløde hat i hånden. Han står for den officielle modtagelse af udsendingen fra SHAEF, de allieredes overkommando. At tage imod befrierne er altså ikke de tilstedeværende danske officerers opgave. De befinder sig i anden række bad den unge civilist i rigtige uniformer, som deres koner lige har fået ud af skabet og børstet og gjort klar.
     Sammen med Dewing skridter Lippmann et æreskompagni af, der består af en række frihedskæmpere, iført kedeldragter, cotten coats, eller hvad der nu var for hånden, med konfiskerede tyske håndgranater i bæltet og hjemmelavede stenguns over armen. De ses på forsiderne af næste dags morgenaviser, men overalt er "frihedskæmperen", der leder Dewing frem, uidentificeret.
     Siden anså englænderen disse få øjeblikke, der skulle gå over i Danmarkshistorien, for en af de farligste opgaver i sin militære karriere. Linjeofficerer ynder ikke partisaner.
     Det er af flere grunde enestående billeder.
     I hvilket andet land i de rygende ruiners Europa kunne man se så fredfyldt et optrin? Det er næsten en fairy tale, svær at fortolke for fremmede, f.eks. en hollænder eller en polak. Utroligt er også, at begivenheden kunne dækkes af en netop befriet og straks velfungerende presse. Sådan foregik det altså, magtskiftet, her i landet, så smertefrit.
     Billederne viser den fredelige afslutning på den "fredsbesættelse", som Lippmann og hans ligesindede ikke havde kunnet acceptere, hvorfor de valgte kampen. Ikke en ærlig politiker er at se. De havde arrangeret sig med tyskerne, så længe det varede. Og nu sad de på deres poster inde i København og lagde sidste hånd på den velforberedte regeringsdannelse.

     Ole Lippmann var ikke egentlig frihedskæmper, selvom han bærer det obligatoriske armbind og udnævnes til at være det i billedteksterne på avisforsiderne dagen efter. Hvem han er, aner ingen noget om. Han var kaptajn i The Buffs (eng. major), han var faldskærmschef og de allieredes repræsentant i Danmark og dermed den frie verdens direkte bindeled til den hjemlige modstandsbevægelse. Hans britiske uniform kom først med en senere maskine.
     Han havde opereret under jorden i Danmark de tre forudgående måneder. Han havde været observatør i Frihedsrådet og de allieredes medlem, af det såkaldte kommandoudvalg, Frihedsrådet "krigsministerium," som planlagde den kamp, som måske ville bryde ud. Han havde været her for at forbedre øjeblikket på den bedst mulige måde - af hvad art det så måtte blive. At det skulle forme sig lige akkurat sådan, som det gjorde - på billedet man ser hvordan - så uproblematisk, var der ingen garanti for. Det kunne være kommet til kamphandlinger på dansk jord; undergrundshæren, de såkaldte ventegrupper, kunne være sat ind, Danmarks havne og flyvepladser kunne være blevet krigsskuepladser. I princippet kunne landet vært blevet én stor slagmark. Det var tyskernes valg.
     Det øjeblik, da Lippmann, personfikationen af den hemmelige alliance mellem de allierede og de kæmpende danskere, endelig trådte frem i dagens lys, var hans stjernestund. Og som sagt en skelsættende time i Danmarkshistorien. Billederne fra den 5. maj vækker lyst til at stille mange spørgsmål, små og store, kortsigtede og langsigtede. Hvad bragte den mørke unge mand med det faste udtryk så vidt? Hvordan fik han den rolle? Og hvor går et ungt menneske hen efter et øjeblik som dette? Hvad skete der, da han fik sin uniform? Og da han lagde den igen for good, hvordan brugte han så livet?
     Det sidste spørgsmål er så meget mere omfattende, fordi han brugte det af al kraft. Langt mere, end hvad den hidtidige sparsomme litteratur om ham lader ane. Krigen var kun starten.
     Ole Lippmann var som ganske ung allerede en betydelig erhvervsmand. Han drev hele sit aktive liv familiefirmaet Simonsen & Weels Eftf. A/S, der handlede med sygeplejeartikler og hospitalsudstyr; han var formand for dets bestyrelse fra 1951 til 1988. Han beklædte også andre store bestyrelsesposter i dansk erhvervsliv, som f.eks. D.F.D.S. Tidligt blev han en højt estimeret samfundsborger, der passede vigtige tillidshverv i bestyrelserne for Frihedsfonden og 4. Maj Kollegierne, Det Udenrigspolitiske Selskab o.m.a.
     Men han ledsagede sit professionelle liv på usædvanlig og tilsyneladende paradoksal vis med en anden, ofte dristig udfoldelse i kulissen. Han interesserede sig for efterretning - og troede på dens værdi. Som frihedskæmper gik han aldrig på pension. Derfor blev denne bog større end forventet.

Fra side 7-9

Anmeldelser

"Det er et mesterværk og uden tvivl årets vigtigste og mest velskrevne bog (...) Spændende som en krimi. Klog som en lærd afhandling (...) Der findes værker, som efterlader en med en helt ny forståelse og indsigt. Der findes værker, hvorefter verden ikke længere er den samme. Sådan en bog er 'En kriger'."
Peter Nielsen, Information

"Et fint, følsomt og realistisk portræt af denne usædvanlige danske kriger."
Bent Jensen, Jyllands-Posten

"Et personligt, velskrevet og velillustreret værk, der vil holde mange bundet til lænestolen i juledagene."
Jes Fabricius Møller, Politiken

"I Niels Barfoeds bog møder vi Ole Lippmann i både kamp og kompromis. I sejr og nederlag. Hvad der ikke kan fortælles, antydes (...) Helt i Ole Lippmanns ånd. Det er den, Niels Barfoed mesterligt har grebet og formidlet. Ingen kunne have gjort det bedre."
Bo Lidegaard, Weekendavisen