g.dk

Samlet vurdering:

(3 i alt)

Hvad synes du?
Log ind for at give din vurdering

Harald Voetmann

En alt andet end proper tilstand

PRIS kr. 229,00 Leveres normalt inden for 1-7 hverdage	Antal Læg i kurv

Gemt på Min huskeseddel Kunne ikke tilføjes Min huskeseddel Tilføj Min huskeseddel

Om bogen

Pressen skrev

"Harald Voetmann er tilbage med nye, orange tekst-pytter af indvoldsdråber, med frydefuld væmmelse formelig labber anmelderen dem i sig. (...) Hvor skønt og ubehageligt, det er at læse den. (...) 'En alt andet end proper tilstand' [er] forfatterskabets bedste. (...) Med svedne øjenbryn står forfatteren i de Sades nedbrændte klosterskole og er i betænkelig grad mere undergravende underholdende end nogensinde, hugtand for hugtand." - Lars Bukdahl, Weekendavisen

"Stilistisk superbe ulækkerheder for eksempel tilsat filosofiske fif og fiksfakserier ... et helt ubændigt sprogligt talent ... når [Voetmann] er bedst ... er han ... chokerende god. Her er hverdagen blevet en trist komedie af kosmiske dimensioner. Verden er et ælte af materie, blinde drømme og latterligt begær; alting flyder alligevel ud i regnen." - Tue Andersen Nexø, Information

En alt andet end proper tilstand er fjerde novellesamling fra den egensindige prosaist Harald Voetmann Christiansen. Underlig, grotesk og grotesk morsomt!

Uddrag

Scener fra kejser Othos liv

Otho løsner knuden under hagen. Nu strammer det ikke længere. Han tager parykken af og lægger den på bordet foran sig. Den holder sin form perfekt, selv nu, viser et perfekt aftryk af hans lidt kegleformede isse. Af alle de ting, han ejer, er parykken den, han holder mest af. Og den har kostet, i sin tid. Står man på så tilpas lang afstand af Otho, at man ikke kan se den tynde snor, som borer sig ind i ansigtshuden, ville man ikke ane, at det var en paryk. Håret er fra Germanien, men det er farvet med safran for at blive mere gyldent. Otho stryger parykken med sin venstre hånd. Håret er ikke helt så blødt, som det har været. Han lader det smyge sig ind mellem alle fi ngrene, kører håndfladen hen over det, og så håndryggen. Han tænker på den pige, der har spiret håret. Det må have været en lille pige, så blødt hår. Han lukker øjnene og ser hende for sig. Han har ofte tænkt på hende og har et klart billede af, hvordan hun har set ud. I en grovfi bret særk og med nøgne snavsede tæer. Han kan forestille sig, hvilken skæbne hun har lidt, og han ønsker at kunne møde hende efter døden. Han vil trøste hende, fortælle hende, at hendes gyldne hår, i det mindste, har prydet en kejsers hoved. Han kan klart se sig selv træde frem for den lille skalperede pige, hendes blik er fyldt med stolthed og misundelse. Han ved, hvordan hun er død. Den parykmager, han købte håret fra, har kvalt hende, skalperet hende og skåret alle de dele fra, der kunne sælges som amuletter i Rom. Måske har han voldtaget hende først, for at amuletterne ikke skulle være uheldssvangre. Otho stryger parykken, han tænker på al frygten under den lille skalp. Gid hun kunne have vidst, hvad der skulle ske med håret. Han kan ikke undgå at føle sig sært beslægtet med hende. Med hendes hår har han gjort sig elsket af hæren og folket. Otho kan se det hele for sig. Han har allerede tænkt historien igennem mange gange. Parykjægeren sover i sin vogn. Kusken er instrueret, han ved, hvornår han skal stoppe vognen og give signal til sin herre. Pigen har været nede at hente vand, eller vasket tøj måske. Hvad den slags nu gør. Parykjægeren er trådt ud af vognen, med søvn i øjnene, lidt irriteret over at være nødt til at arbejde straks oven på sin middagslur, men sådan er det med den slags, når lejligheden byder sig. Han har foræret hende en farvet glasperle eller et egernskind eller en spurv i et lille bur. Nej, en perle bare, en mørkeblå glasperle. Otho kan se, hvor stor perlen er i den lille håndflade, og hvor store øjne pigen gør, da hun ser den. Han kan se den lille piges indlærte og overfladiske mistro til fremmede drukne i grådighed, og hun betænker sig ikke et øjeblik på at følge med ham ind i vognen, da kusken siger til hende, på hendes eget sprog, at hun kan få mere derinde. Parykjægeren kvæler hende med de bare hænder. Måske er det først dér, med de grå labber om halsen, at pigen fortryder. I så fald er det i det øjeblik, at han, Otho, skulle have vist sig for hende, i triumfatordragt, iført hendes hår, som nu er gyldnere end nogensinde. Da ville hun se, at der fandtes en lille belønning for hendes store lidelser. Parykjægeren skalperer hende, fjerner fi ngre, tæer og tænder. Han har først fjernet glasperlen fra hendes hånd, så han kan bruge den en anden gang. Tillader hende ikke at tage den skat, hun gav sit liv for, med i døden. Kusken kaster den knuste lille krop i fl oden. Flodens gud græder sine plumrede tårer på bunden. Otho knuger parykken i venstre hånd. Han har også lyst til at græde, men har allerede grædt mere over den paryk end over noget eller nogen anden i verden, og han véd, at han ikke ville være i stand til at græde lydløst. Akkurat i nat nytter det ikke noget, at vagterne hører ham hulke. Otho er klog nok til i nat at tænke på sit ry i eftertiden.

                                                                                 *

Pigerne fra Memphis står på tempeltrappen og synger. De har lukkede øjne, deres ansigter er vendt mod solen. Det er middagstimen. Otho er klædt i en hvid linnedskjole med et rødt silkebælte. Han er sminket med pudder, øjensort og kindrødt. Han er ung. På toppen af parykken ligger et stykke parfumeret fedt og smelter. Den tykke væske driver ned over hans ansigt, det svier i øjnene, den søde stank af sandeltræ. Hans lille hjulbenede skikkelse krabber nervøst omkring bag alteret. Han har en lang dolk i den ene hånd og en sistrum i den anden. (Hvad er en sistrum, åh du Almægtige Olympiske Fortæller? En sistrum er en hellig rangle, der som enhver anden rangle kan tjene til at vække morens opmærksomhed. Moren er i dette tilfælde Isis. Otho skal forestå en ofring til Isis, fem flamingoer. Olympen skutter sit mægtige sig. Den kan faktisk ikke lide at bruge ordet flamingo. Den ville hellere have brugt Othos eget ord, en phoenicopter, fem skrigende pinke phoenicoptere skal Otho slagte i dag). Pigerne fra Memphis synger om, hvordan Isis rejser verden rundt for at samle stumperne af Osiris' parterede legeme. Othos to slaver, som også er klædt i hvide kjoler, hiver den første flamingo op af buret. Den ene holder om hovedet, den anden om benene. De lægger den på alteret, udstrakt. Otho kan ikke lide tanken om det blod, der snart skal fl yde. Han har ikke svært ved at dræbe, men har aldrig brudt sig om at se blod. Pigerne fra Memphis synger om Isis' tårer, der gør havet salt. Allerede med den første flamingo går det galt. Otho hugger ikke hårdt nok til, hugget går ikke igennem halsen. Flamingoen skræpper vildt og får vristet sig fri af de to slavers greb. Pigerne fra Memphis synger om, hvordan Osiris' knuste knogler rasler af begejstring i Isis' favn. Flamingoen får rejst sig op, basker med vingerne. Hovedet og den øverste del af den lange hals hænger og dingler, den nederste del af halsen er rejst og sprøjter en varm stråle ud. Det dinglende hoved er stadig i stand til at skræppe. Der er intet udtryk i de gule øjne. Blodet sprøjter op på Othos kjole, og der hænger en sky af lyserødt dun over alteret. Pigerne fra Memphis synger om, hvordan Osiris' afskårne lem bliver stift i Isis' hånd, i det øjeblik hun samler det op fra jorden. Det ord i hymnen, som betyder "samler op", betyder egentlig "plukker". Olympen beklager, at denne nok så vigtige detalje ikke kan fremgå ordentligt. Otho bliver panisk. Han hugger vildt omkring sig med dolken, men der er ingen kraft i hans hug. Hans kjole er drivvåd af blod foran. Hans ansigt er én stor kage af sminke, sved, parfumeret fedt og flamingoblod. "Så dø dog, forpulede phoenicopter!" skriger han. Den modbydelige blanding er kommet i hans øjne, det brænder. Han har lukket øjnene og svinger vildt omkring sig med dolken og ranglen. Slaverne tør ikke gribe fat om flamingoen, af frygt for at blive ramt. Flamingoen basker med vingerne, skræpper stadig. Den kan stadig rokke med det lange lyserøde rør, som blodet sprøjter fra, og det ser ud, som om den bløder på Otho i ren trods. Så lykkes det flamingoen at lette fra alteret. Den fl yver et par meter op i luften, kæmper for at holde sig oppe. Det regner blod ned på Othos paryk og på slavernes glatragede isser. Så tumler den omkring og falder død om i sandet med et blødt klask. Pigerne fra Memphis synger om Isis og Horusbarnet, de synger, at Isis' mælk er gul og sød.

                                                                                 *

Otho tager dolken i højre hånd og begynder at skære neglene af den venstre. Hans hænder er små og hans fi ngre buttede, men han har lært at bevæge hænderne elegant; det plumpe materiale har han beåndet med elegance. Dette er Othos fortjeneste, ikke Fortunas. På højre hånds langfi nger sidder den signetring, som er blevet båret af alle kejsere siden Augustus. I den bleggrønne sten er skåret et billede af Augustus i triumf. Fortuna fl yver ind foran triumfvognen og kroner Augustus med en laurbærkrans. I vognen bag Augustus står en slave og hvisker ham i øret: "Husk at du er et menneske." Selv i dette miniatureportræt kan man tydeligt genkende Augustus' markante profi l. Otho tænker på, hvilken slags fi ngre der kan skabe en så sirlig kunst. De slanke fi ngre, man skal have for at kunne skære et sådant portræt. Nu skærer han neglene på højre hånd. Den er grim, ja, men den er velholdt. Ikke et hår, ikke et ar, og huden er blød som dejg. Othos hænder er skabt til at kærtegne mennesker, som lukker øjnene imens og tænker på en, hvis ydre nok er skønnere, men hvis hænder sandsynligvis er mindre bløde. Hændernes blødhed er ret beset Fortunas fortjeneste, for det skal hun takkes. Hvad Othos hænder ikke har foldet sig om i tidens løb. For det skal hun også takkes. Otho lægger dolken fra sig, griber med begge hænder om et glaseret soyver fra bakken, fører det til munden, smovser i det bløde kød.

                                                                                 *

Otho kradser et brev ned med en pind på en vokstavle. Olympen har sat sig på hans skulder, i form af en gylden loppe. Den stikker hovedet frem under hans lilla silketunika og læser med. Otho skriver:

Marcus Salvius Otho hilser sin kære Messalina. Lad os håbe, at din kamp for at leve bliver længere end min kamp for at dø. Min sejr vil give en svag genlyd fra sig i så lang tid, at jeg vil vove at kalde det evigheden, og din sejr vil kun være midlertidig. Det er altid vigtigt, at man vælger sin modstander med omhu. Anstreng dig nu for at have det godt.

Olympen trækker sit hoved ind under tunikaen og kravler længere ind, i håb om at kunne hygge sig derinde i varmen og måske forfriske sig med en mundsmag af Othos blod. Men Othos krop er hårløs. Olympen glider ned ad Othos skulder, begynder at kure ned over brystkassen. Der er intet, den kan hage sig fast i her. I faldet prøver Olympen forgæves at vikle et følehorn med tusind glitrende øjne rundt om Othos højre brystvorte, men brystvorten er glat; hvad pokker er dét, den er smurt i? Nardusolie, skriger Olympen, mens den kurer ned over Othos glatte maveskind, titusinde glitrende tunger hænger ud af dens gab, og for enden af hver dingler titusinde klaser af opspærrede angstfyldte øjne.

Fra side 163-168.

Anmeldelser

"Harald Voetmann er tilbage med nye, orange tekst-pytter af indvoldsdråber, med frydefuld væmmelse formelig labber anmelderen dem i sig. (...) Hvor skønt og ubehageligt, det er at læse den. (...) 'En alt andet end proper tilstand' [er] forfatterskabets bedste. (...) Med svedne øjenbryn står forfatteren i de Sades nedbrændte klosterskole og er i betænkelig grad mere undergravende underholdende end nogensinde, hugtand for hugtand."
- Lars Bukdahl, Weekendavisen

"Stilistisk superbe ulækkerheder for eksempel tilsat filosofiske fif og fiksfakserier ... et helt ubændigt sprogligt talent ... når [Voetmann] er bedst ... er han ... chokerende god. Her er hverdagen blevet en trist komedie af kosmiske dimensioner. Verden er et ælte af materie, blinde drømme og latterligt begær; alting flyder alligevel ud i regnen."
- Tue Andersen Nexø, Information

Om bogen

Læs uddrag

Anmeldelser

1. udgave
Hæftet , 208 sider
ISBN: 9788702065053
Gyldendal 2008
Omslag: Katrine Naumann

En alt andet end proper tilstand

Om bogen

Uddrag

Anmeldelser