g.dk

Samlet vurdering:

(1 i alt)

Hvad synes du?
Log ind for at give din vurdering

Peter Øvig Knudsen

Efter drabet

PRIS kr. 99,95 Leveres normalt inden for 1-7 hverdage	Antal Læg i kurv

Gemt på Min huskeseddel Kunne ikke tilføjes Min huskeseddel Tilføj Min huskeseddel

Om bogen

Pressen skrev

"Det er ikke kun emnet, der gør Peter Øvigs bog så fængslende. Han behersker også kunsten at bygge en handling op, så værket bliver spændende som en roman, uden at det går ud over troværdigheden." - Steffen Heiberg, Politiken

"Peter Øvig Knudsens bog er et dygtigt stykke journalistik, velskrevet, veldokumenteret og velargumenteret. Læs og gys!" - Kristian Hvidt, Berlingske Tidende

"Øvig Knudsens største fortjeneste er, at han ved at formidle et indtryk af hele fænomenets mangesidige karakter og dybt modsætningsfyldte natur får brudt tavsheden og får gjort det uden løftet pegefinger. Hermed rejser han alle de spørgsmål, der tidligere ikke blev stillet." - Bo Lidegaard, Weekendavisen

"Et i rigt mål dokumenteret værk, en samling af beretninger, som ryster én i ens sidste forsvarsværker, hvad angår efterkrigsårenes romantisering af den danske historiske virkelighed 1940-45. Forfatteren fortæller med stor kompetence og et bemærkelsesværdigt overblik de hårrejsende historier." - Georg Metz, Information

"Et værk, begået af en meget tænksom journalist, der synes at besidde den nådegave at få mennesker til at tale om fortrængte ting." - Bent Jensen, Jyllandsposten

"Øvig Knudsen dømmer ikke ... Det er en vigtig og vægtig bog, han har skrevet. Den fortjener opmærksomhed." - Aage Trommer, Kristeligt Dagblad

"Efter drabet er historieskrivning og journalistik i høj særklasse." - Tom Ekeroth, Aktuelt

"Et seriøst, sobert og i høj grad læsværdigt værk, der hverken er præget af bagklogskab eller lænestols-filosofi (...) skrevet i dybt respekt for de modstandsfolk, der påtog sig det beskidte arbejde." - Søren Larsen, B.T.

"Et enestående historisk dokument (...) Historien bliver vakt til live, som kun en stor journalist magter det." - Peter Wivel, Berlingske Tidende

Under besættelsen blev fire hundrede danskere likvideret af modstandsbevægelsen. Efter 55 års tavshed trådte en række modstandsfolk frem og fortalte om begivenhederne. Hvordan blev likvideringerne besluttet og gennemført, og hvilke menneskelige konsekvenser har det haft at have dræbt et andet menneske? Bogen afdækker, ud over historierne om Flammen og Citronen, en række kontroversielle kendsgerninger om berømte modstandshelte, som f.eks. den ukendte modstandskvinde, den tidligere nonne Ella von Cappeln.

Uddrag

Forord

Omkring fire hundrede danskere blev under besættelsen likvideret af andre danskere. Nogle af dem blev skudt i hovedet, når de en aften åbnede deres entrédør, andre fik en morgen en kugle i nakken på vej til arbejde, fordi de blev regnet for at være til fare for modstandsbevægelsen.
    Jeg kendte intet til denne del af modstandskampen, før en god ven fortalte mig om likvideringerne en nat i sommeren 1999. Da jeg begyndte at undersøge sagen og skulle forklare andre, hvad jeg brugte min tid på, gik det op for mig, at næsten ingen i min egen generation - født femten-tyve år efter besættelsen - og endnu færre i de følgende generationer anede, at danskere på denne måde skød hinanden under krigen. Langt de fleste havde forestillet sig, at det kun var tyskerne, der skød danskere - og omvendt. "Danskere som likviderede andre danskere ... jamen, hvorfor?" lød det.
    I generationen før min egen havde flere en fornemmelse af, at modstandsfolkene foretog likvideringer, men de færreste kunne sætte tal på eller forklare de nærmere omstændigheder. Kun blandt mennesker over halvfjerds, der selv som store børn eller unge havde oplevet krigen, vidste de fleste besked. Men også blandt disse øjenvidner til besættelsen, og selv blandt modstandsfolkene, var den egentlige viden om likvideringerne begrænset og emnet tydeligvis omgærdet af ubehagelige følelser, fortrængning og mytedannelse.
    Grundene til dette ubehag er mange og forståelige. Likvideringerne fandt ikke sted i åben kamp, ansigt til ansigt mellem to lige parter. Der var i stedet tale om overraskelsesangreb, snigdrab, skud i ryggen - i langt de fleste tilfælde var den dræbte ikke klar over, at han eller hun skulle dø, før skuddet lød. I modsætning til sabotageaktionerne, som var rettet mod virksomheder, der samarbejdede med tyskerne, og hvor man bestræbte sig på at undgå tab af menneskeliv, var der tale om regulære henrettelser. 'Det værste job' er likvideringerne blevet kaldt blandt modstandsfolk, og det var sjældent et job, som de udøvende bagefter omtalte med stolthed eller glæde.
    Efter befrielsen besluttede de ledende modstandsfolk - og senere også regeringen - at omstændighederne omkring likvideringerne ikke skulle undersøges af politiet, og at alle parter var bedst tjent med at begrave emnet i tavshed og glemsel. Det betyder, at stort set ingen af de fire hundrede drab er blevet efterforsket af normale politimyndigheder eller forelagt en domstol. I 1940'ernes Danmark var der desuden ikke noget, der hed psykologbistand eller krisehjælp. Fortrængning var stadig den almindeligt anerkendte metode til at behandle voldsomme traumer, både kollektivt og individuelt. Derfor stod de oftest meget unge kvinder og mænd, som havde udført likvideringerne, efter krigen alene tilbage med deres oplevelser: Som atten- eller tyveårige at have dræbt et andet menneske.
    Beretningerne om likvidatorer, som efter krigen har begået selvmord, er talrige. Hvis man ikke selv har været i situationen, er det formentlig umuligt for alvor at sætte sig ind i, hvad det indebærer at slå et andet menneske ihjel. Nogle af de modstandsfolk, jeg har talt med, har forklaret, at det ikke er så ligetil, som det kan se ud på film, selv med et skydevåben. Et menneske kan overleve adskillige skud i kroppen, og den mest sikre metode var derfor at skyde i hovedet. Helst skulle skuddene affyres på så nært hold, at drabsmanden risikerede at blive sprøjtet til med blod og hjernemasse.
    Også blandt de pårørende til de likviderede har eftervirkningerne været voldsomme. Forældre har mistet deres unge sønner og døtre, mænd og koner har mistet deres ægtefæller, børn og unge har mistet fædre, mødre eller søskende. Foruden smerten ved at miste en elsket eller nærtstående har tabet også været forbundet med stor skam. Under og efter krigen blev samtlige likvideringer nemlig omtalt som 'stikkerdrab' eller 'stikkerlikvideringer', og offentligheden måtte derfor tro, at alle de likviderede havde gjort sig skyldige i stikkeri, altså mod betaling at have angivet danske frihedskæmpere til den tyske besættelsesmagt og dens politi, Gestapo. Konsekvensen for de modstandsfolk, som blev angivet, var ofte arrestation, tortur og måske henrettelse.
    De første likvideringer i Danmark fandt sted i sommeren 1943, men var på dette tidspunkt af besættelsen stadig en sjældenhed. Først efter at den danske regering afbrød sit samarbejde med tyskerne og trådte tilbage i slutningen af august 1943, måtte modstandsbevægelsen for alvor tage stilling til spørgsmålet om at dræbe landsmænd. I løbet af foråret og især sommeren 1944 steg antallet af likvideringer fra nogle stykker til op mod femten-tyve drab om måneden. I november 1944 passerede tallet for første gang tredive på én måned, og i krigens sidste måned, april 1945, blev over ét hundrede mennesker likvideret af modstandsfolkene.
    Mens det danske politi stadig havde fungeret i besættelsens første fire år, ændrede situationen sig radikalt efter den 19. september 1944, da politiet blev arresteret og interneret af tyskerne. Herefter stod danskerne i en situation, som er enestående i vores historie: Der var intet politi til at opklare forbrydelser og eftersøge de skyldige, selv ikke i forbindelse med drab. Det er næsten umuligt i dagens fredelige og velordnede danske samfund at forestille sig, hvor utrygt og kaotisk livet har været under sådanne omstændigheder. Især i København steg kriminaliteten dramatisk, efterhånden som flere og flere blev fristet af krigens mørke og politiløsheden. For hovedstadens borgere blev væbnede røverier, overfald, pengeafpresning og drab en del af hverdagen - og nogle gange blev forbrydelserne endda foretaget i modstandsbevægelsens navn.
    På de følgende sider gives kun nogle få blikke ind i denne ubehagelige, men vigtige side af krigens danske virkelighed. De fleste historier mangler stadig at blive fortalt.

Da likvideringerne aldrig blev undersøgt af politi og retsvæsen, er omstændighederne omkring de fire hundrede drab selv i dag meget dunkle. Modstandsbevægelsen gennemførte i årene efter befrielsen en form for undersøgelse i en mindre del af likvideringssagerne, men resultatet af disse undersøgelser har hidtil været holdt hemmelige, også for de pårørende til de likviderede. Det betyder, at selv antallet af likvideringer er usikkert. Intet sted findes en samlet liste over hvilke drab, der blev kaldt stikkerlikvideringer under og efter krigen. Tallet 350 nævnes i litteraturen om besættelsestiden, men min egen gennemgang af de hidtil lukkede arkiver tyder på, at antallet af likvideringer snarere er omkring de fire hundrede.
    Hemmeligholdelsen af omstændighederne omkring likvideringerne har fra begyndelsen af mit arbejde gjort spørgsmålet om lukkethed kontra åbenhed til et tema. Jeg husker stadig min første opringning i efteråret 1999 til en modstandsmand, som halvvejs gennem mine famlende forsøg på at komme ind på det følsomme emne, afbrød mig med fast og høj, næsten råbende stemmeføring: "Du må ikke spørge mig, om jeg har skudt nogen. Uanset hvad jeg svarer, vil det være løgn."
    Selv om modstandsfolkene dengang i fyrrerne var en slags antiautoritære ungdomsoprørere, var de samtidig præget af deres tid. Den smerte og uro, som må følge efter at have taget et andet menneskes liv, blev for det meste behandlet med tavshed. Mange har aldrig fortalt deres børn eller ægtefælle, at de likviderede under krigen. Først i en høj alder, efter at børnene og måske især vi, børnebørnenes generation, er begyndt at stille spørgsmål, har enkelte af de involverede opdaget, at det kan være vigtigt for dem selv og de kommende generationer at fortælle om begivenhederne dengang.
    Langt de fleste af de modstandsfolk, som jeg undervejs i mit arbejde kontaktede, har dog sagt nej tak til at deltage. I mange tilfælde var deres erindringer tydeligvis for smertefulde, i andre tilfælde fandt de det principielt forkert at rode op i datidens ubehagelige begivenheder. At så relativt få besluttede sig for at deltage - ofte først efter lange overvejelser - kan give bogen en svaghed: De, som har indvilget i at fortælle, er i de fleste tilfælde dem, som bedst har været i stand til at leve med, at de under krigen begik drab - måske fordi de både dengang og siden har været overbevist om, at de handlede rigtigt.
    I de første måneder af 2000 stillede tre modstandsfolk op til interview i en artikelserie, jeg på det tidspunkt skrev til Weekendavisen: Jørgen Jespersen, Gunnar Dyrberg og Hugo Horwitz. Min interesse i likvideringerne handlede dengang snarere om de etiske overvejelser og psykologiske konsekvenser, som måtte være forbundet med at begå drab, end om selve modstandskampen og besættelsen. I mødet med modstandsfolkenes beretninger udvidede min interesse sig dog hurtigt til også at omfatte andre aspekter.
     Under vores første møde satte Jørgen Jespersen pludselig navn og billede på en af de likviderede, da han fortalte, at den mand, han skød på en villavej i Glostrup, var far til Leif Panduro, og derefter voksede mit interessefelt til også at omfatte de dræbte. Da det i mit fortsatte arbejde gik op for mig, hvor tabubelagt og myteomgærdet emnet var, begyndte jeg også at undersøge baggrunden for hemmeligholdelsen. Siden fulgte nye opdagelser og efterhånden også en ny erkendelse om modstandskampen og besættelsestidens Danmark - eller måske er det rigtigere at tale om en ny forvirring.
    Jeg er ofte i det seneste år, ikke mindst af modstandsfolk, blevet præsenteret for den indvending, at vi, som ikke selv levede under besættelsen, aldrig vil kunne forstå, hvad der foregik dengang, og især ikke hvad der drev datidens mennesker. Måske har disse mennesker ret: Nogle ekstreme oplevelser lader sig kun vanskeligt formulere og er derfor tilsvarende svære for os andre at fatte. Men jeg mener alligevel, vi efterkrigsmennesker har en forpligtelse til i det mindste at lytte til datidens erfaringer. Ikke for at dømme nogen, men for bedre at være i stand til at forstå, hvordan mennesker reagerer i ekstreme og pressede situationer som under en krig.

Fra jeg skrev mine første artikler, har spørgsmålet om anonymitet været påtrængende. Hidtil havde langt de fleste beretninger om likvideringer savnet navne på både likvidatoren og den likviderede, ligesom de nærmere omstændigheder ofte var sløret til ukendelighed. Efter månedlange overvejelser har jeg i denne bog, med enkelte undtagelser, valgt at medtage de elementære fakta: Tid, sted og navne på de personer, som er relevante for hver enkelt likvidering.
    Jeg har truffet dette valg af flere grunde. For det første har jeg kunnet konstatere, hvor upræcise - for nu ikke at sige direkte fejlagtige - mange af de eksisterende beskrivelser af likvideringer har været. En del af forklaringen må være, at beretninger uden eksakte oplysninger ikke lader sig kontrollere af andre, og at forfatterne til disse beretninger derfor, bevidst eller ubevidst, kan viderebringe oplysninger og beskrivelser uden tilstrækkeligt hold i virkeligheden. For det andet har sådanne anonymiserede beretninger ingen dokumentarisk og historisk værdi, fordi de næsten altid er uden henvisning til hverken skriftlige eller mundtlige kilder. Beretningerne får derfor i værste fald blot karakter af fiktion og underholdning. For det tredje er det vigtigt for mig, at oplysningerne i denne bog ikke alene kan kontrolleres og gennemgås kildekritisk, men også kan bruges af modstandsfolk, pårørende til likviderede, forskere og andre, som er interesseret i at gå videre med undersøgelser af nogle af likvideringerne. Dette vil kun være muligt, hvis navne og data er tilgængelige.
    Jeg har gjort enkelte undtagelser fra dette valg. Dels har jeg anonymiseret navne på afdøde personer i nogle enkelte tilfælde, hvor nære pårørende, som har forsynet mig med oplysninger, har betinget sig ikke at få familiens særprægede efternavn nævnt. Dels har jeg anonymiseret navne på nulevende likvidatorer, som ikke selv har ønsket at træde frem med deres beretning, og som ikke tidligere offentligt har været sat i forbindelse med likvideringerne.
    Under mit arbejde har jeg bestræbt mig på at kontrollere alle faktuelle oplysninger, vel vidende at nogle fakta kan og vil blive anfægtet, om ikke af andre grunde så simpelthen fordi ikke alene den eksisterende litteratur om emnet, men også de offentlige myndigheder - politi, retsvæsen, ministerier - ofte er uenige om endog de mest elementære fakta, eksempelvis navnes stavemåde og tidspunktet for nogle af likvideringerne. I min egen tekst har jeg i hvert enkelt tilfælde truffet et valg mellem de forskellige muligheder, mens jeg i alle citater har bibeholdt den citeredes formulering og stavemåde.
    Jeg er journalist, ikke historiker, og mit vigtigste værktøj har været interviewene med de involverede. Undervejs i arbejdet har jeg dog i stigende grad - efterhånden som arkivtilladelserne indløb - suppleret øjenvidneberetningerne med oplysninger fra en række arkiver. På det punkt ligger mine undersøgelser i forlængelse af den forskning, som tidligere har beskæftiget sig med emnet. Det drejer sig om Ditlev Tamms doktordisputats fra 1984 om 'Retsopgøret efter besættelsen', som indeholder et kapitel om likvideringerne, og om Stefan Emkjærs historiespeciale fra 1998 om 'Stikkerlikvideringerne'.
    På grund af ønsket om at gøre mit arbejde gennemsigtigt og kontrollerbart har jeg bestræbt mig på udelukkende at viderebringe beretninger og faktuelle oplysninger, som kan føres tilbage til navngivne mundtlige eller skriftlige kilder. De mundtlige kilder er de likvidatorer eller efterkommere, jeg har interviewet, og for dem alle gælder, at de har haft lejlighed til at gennemlæse og godkende hele det kapitel, hvori deres udtalelser er citeret. De skriftlige kilder er bøger og arkivstof, og disse kilder er alle opført kapitelvis i noter bag i bogen med informationer om forfattere, journalnumre og lignende, som skulle gøre det muligt for andre interesserede at finde dem frem.
    I den nyere danmarkshistorie er besættelsestidens erfaringer unikke. Siden 1945 har vi ikke haft en krigssituation her i landet, og vi har ikke prøvet at leve uden politi. Under krig og lovløshed kan vores handlinger med ét blive afgørende for liv og død, og derfor påtvinger krigen hver enkelt menneske en ganske særlig psykologisk og etisk udfordring. Ved at se besættelsestidens realiteter i øjnene i al deres kompleksitet kan vi måske undgå at undervurdere den udfordring. Og undgå at falde for fristelsen til at tro, at krig er en enkel sag.

Fra side 11-16.

Anmeldelser

"Det er ikke kun emnet, der gør Peter Øvigs bog så fængslende. Han behersker også kunsten at bygge en handling op, så værket bliver spændende som en roman, uden at det går ud over troværdigheden."
- Steffen Heiberg, Politiken

"Peter Øvig Knudsens bog er et dygtigt stykke journalistik, velskrevet, veldokumenteret og velargumenteret. Læs og gys!"
- Kristian Hvidt, Berlingske Tidende

"Øvig Knudsens største fortjeneste er, at han ved at formidle et indtryk af hele fænomenets mangesidige karakter og dybt modsætningsfyldte natur får brudt tavsheden og får gjort det uden løftet pegefinger. Hermed rejser han alle de spørgsmål, der tidligere ikke blev stillet."
- Bo Lidegaard, Weekendavisen

"Et i rigt mål dokumenteret værk, en samling af beretninger, som ryster én i ens sidste forsvarsværker, hvad angår efterkrigsårenes romantisering af den danske historiske virkelighed 1940-45. Forfatteren fortæller med stor kompetence og et bemærkelsesværdigt overblik de hårrejsende historier."
- Georg Metz, Information

"Det er en fin og afbalanceret bog om et vanskeligt og til dels fortrængt emne i nyere Danmarkshistorie ... Det er et værk, begået af en meget tænksom journalist, der synes at besidde den nådegave at få mennesker til at tale om fortrængte ting."
- Bent Jensen, Jyllandsposten

"Øvig Knudsen dømmer ikke ... Det er en vigtig og vægtig bog, han har skrevet. Den fortjener opmærksomhed."
- Aage Trommer, Kristeligt Dagblad

"Efter drabet er historieskrivning og journalistik i høj særklasse og i den kombination noget af det bedste og mest læsværdige, der er udkommet i den bølge af bøger, der har ønsket at gøre billedet af besættelsen en anelse mindre mytetungt."
- Tom Ekeroth, Aktuelt

"Et seriøst, sobert og i høj grad læsværdigt værk, der hverken er præget af bagklogskab eller lænestols-filosofi ... Bogen er skrevet i dybt respekt for de modstandsfolk, der påtog sig det beskidte arbejde."
- Søren Larsen, B.T.

"Det er det, der er det stærke ved Peter Øvigs bog: Den giver ikke blot et mere nuanceret billede af modstandskampen. Den er en nødvendig lektion i menneskekundskab."
- Carsten Jensen, Politiken

"Et enestående historisk dokument ... Historien bliver vakt til live, som kun en stor journalist magter det."
- Peter Wivel, Berlingske Tidende