g.dk

Samlet vurdering:

(2 i alt)

Hvad synes du?
Log ind for at give din vurdering

Herbert Pundik

Du kan hvis du tør

PRIS kr. 299,00	Antal Læg i kurv

Gemt på Min huskeseddel Kunne ikke tilføjes Min huskeseddel Tilføj Min huskeseddel

Om bogen

Pressen skrev

****** "Han er som altid en suveræn fortæller, der både spiller på alvor og humor (...) en formidabel erindringsbog." - Gerhardt Eriksen, Jyllands-Posten

"Et stærkt personligt vidnesbyrd. En livsfilosofi i fuld udfoldelse og et overbevisende dictum om, at den, som drømmer, også bør handle." - Bo Lidegaard, Politiken

"Det er fascinerende og medrivende læsning (...) En stor bog med blikket langt ud over erindringslitteraturen (...) Sprudler hele vejen igennem af forfatterens kolossale viden og fortællekunst." - Hans Henrik Fafner, Information

"Det samlede værk anbefales helhjertet." - Michael Bach Henriksen, Kristeligt Dagblad

"Med Pundik får man, hvad man ser, der synes ikke at være nogen skjulte dagsordner, ingen hengemt foragt, som kun anes, ingen højtidelige ord, inderlighed eller vrede udråb, der ikke er maksimal dækning for. Det er svært at komme i tanke om nogen, der har levet et mere udvendigt liv, og som lægger præmisserne mere rent frem." - Klaus Wivel, Weekendavisen

Bogen starter i 1970, da Herbert Pundik bliver kaldt tilbage fra Tel Aviv, hvor han og hans kone, Sussi, havde boet siden 1954, for at blive chefredaktør på Politiken. Pundik skildrer livet på Politiken; medarbejderne og kollegerne, om samarbejde og konflikter på bladet og hele den store verden uden for Rådhuspladsen, med alle de initiativer, ikke mindst (stor)politiske, i ind- og udland, som han har taget, ikke mindst for at være med til fremme en positiv udvikling i Mellemøsten. Pundik fortæller også om nogle af de mange besøg af prominente udenlandske gæster, han fik i stand, f.eks. en grotesk middag på Politiken, hvor forfatteren V.S. Naipaul var hædersgæst, og som på grund af dennes mildest talt excentriske optræden var ved at ende i den rene tumult. Pundik fortæller også om sin ældste søn, Uris tragiske skæbne, han omkom under Yom Kippur-krigen i 1973, og om sin anden søn, Ron, og dennes aktive rolle i fredsprocessen.

Uddrag

Jeg gik fra Rådhuspladsen gennem svingdøren ind i Politikens Hus den 2. januar 1970 på vej til mit nye job som avisens ansvarshavende chefredaktør.
    Jeg kan ikke huske hvad jeg tænkte i det øjeblik da min tilværelse ændrede retning. Det er over 35 år siden. Jeg ved imidlertid at jeg var total uforberedt på hvad der ventede mig.
    Jeg var 43 år og havde aldrig før været boss. Vi havde haft vort hjem i Tel Aviv siden Sussi og jeg og vort ældste barn, Uri, var udvandret i 1954. Jeg havde arbejdet som reporter på de samvirkende fagforbunds dagdag, Davar. Fra 1955 havde jeg været dagbladet Informations udenrigskorrespondent, og ti år senere blev jeg ansat i samme funktion på Politiken af en af mine forgængere som chefredaktør, Bo Bremsen.
    Nu, fem år senere, skulle jeg være ansvarshavende chefredaktør ifølge presseloven, som jeg ikke havde læst.
    Jeg ved ikke hvorfra jeg hentede modet til at foretage dette spring fra manden i marken til chefen bag skrivebordet. Måske havde jeg det som Winston Churchill, der om sin tid som soldat i Boerkrigen i Sydafrika har sagt, at "intet er mere stimulerende end at være udsat for kugler - der rammer forbi".

Fra side 13.

Anmeldelser

****** "Han er som altid en suveræn fortæller, der både spiller på alvor og humor (...) en formidabel erindringsbog."
- Gerhardt Eriksen, Jyllands-Posten

"Et stærkt personligt vidnesbyrd. En livsfilosofi i fuld udfoldelse og et overbevisende dictum om, at den, som drømmer, også bør handle."
- Bo Lidegaard, Politiken

"Det er fascinerende og medrivende læsning (...) En stor bog med blikket langt ud over erindringslitteraturen (...) Sprudler hele vejen igennem af forfatterens kolossale viden og fortællekunst."
- Hans Henrik Fafner, Information

"Som pressehistorie og erindringslitteratur befinder begge bøger sig på et meget højt niveau, og det samlede værk anbefales helhjertet."
- Michael Bach Henriksen, Kristeligt Dagblad

"Det er ikke mange forundt at være med til at opbygge en stat og da slet ikke en stat, der var et jødisk hjemland efter 2.000 års eksil, og som i snart 60 år har opsamlet jøder fra over 100 lande. (...) Seks krige har han gennemlevet, fraregnet Anden Verdenskrig. Hans biografi er derfor intet sejrsdokument: Utopien tog en fatal drejning, som den slags har for vane. (...) Det kræver en klog mand at erkende, når ens livsprojekt har slået fejl. Og en viis mand at forsøge at gøre noget ved det.
MED Pundik får man, hvad man ser, der synes ikke at være nogen skjulte dagsordner, ingen hengemt foragt, som kun anes, ingen højtidelige ord, inderlighed eller vrede udråb, der ikke er maksimal dækning for. Det er svært at komme i tanke om nogen, der har levet et mere udvendigt liv, og som lægger præmisserne mere rent frem."
- Klaus Wivel, Weekendavisen