Din indkøbskurv
|
PRIS kr. 175,00 |
|
"Fornøjelig læsning, til tider informerende, hele tiden veloplagt i tonen."
- Lasse Ellegaard, Politiken
Torben Weirup skriver med beundring, begejstring og undren om London; om gallerierne og museerne, vinbarene og pubberne, om storbyens karrierebevidste mænd og kvinder, og med kulturhistoriske afsnit om Themsen, undergrundssystemet, haverne og pladserne.
BLÅ TIMER
De første ankommer hen imod 18. Halv syv er alle bordene optaget, og ved 19-tiden er det vanskeligt at få kontakt med bartenderne bag disken. Kontorlondon har fri.
De fleste skynder sig mod busstoppestederne og undergrundsstationerne for at komme hjem til rækkehuset i forstaden en, halvanden eller to timers rejse med nær- og fjerntog væk, men en pæn del bank-, børs- og forsikringsfolk, ansatte i de store selskaber i City eller i den offentlige forvaltning skal på bar. Nu! Og det uanset, om det er den traditionelle pub med det tobakspatinerede indre og de imponerende trækonstruktioner, der skyder sig frem som en ø i rummet, de cool vinbarer eller de nyeste, loungeagtige cafeer, der i begyndelsen af årtusindet synes at afløse mange af de foregående par tiårs stål-og-glas-steder for i stedet at låne af inspirationen fra dengang i 1960erne. Gamle stole, tunge gardiner og portierer, corny malerier på væggene og internationale livsstilsmagasiner på bordene. Nogle har sat medlemmer af et af netværkerne stævne et bestemt sted, men de fleste synes blot at vælge det nærmeste vandingshul. Det er som med flod og ebbe på værtshusene i det indre London. De er gerne fyldt omkring frokosttid, når ansatte fra de omkringliggende kontorer i små flokke går ud for at få en sandwich og en øl eller en salat ledsaget af et velvoksent glas hvidvin. Man kan også se gentlemen af den helt gamle skole, der drikker gin til frokost. Om eftermiddagen er barerne - bortset fra turister og ensomme mænd - stort set tomme; indtil altså denne alkoholiske rushhour sidst på dagen, når kontorfolket har fri. Undtagelserne er selvfølgelig i weekender, når der er bold på storskærmen, og de virkelige eksperter samles over et par pints for at vurdere præstationerne. Også dét er stort. Det var ved sådan en lejlighed, en tandløs mand, der i påfaldende grad lignede Kasketkarl som folkepensionist, en søndag eftermiddag, mens Arsenal spillede mod guderne må vide hvem, lærte mig at drikke Guinness sammen med mørk rom. Det sidste serveret i et lille glas med et par isterninger. Sådan tror jeg ikke, Long John Silver med træbenet tog den på ekspeditionen mod Skatteøen.
Men nu er det sidst på eftermiddagen, først på aftenen, den lange arbejdsdag er slut, og det er åbenlyst, at der er et stort behov for at mødes, for det kniber med pladsen inden døre, så er temperaturen blot lidt over frysepunktet, kan man på afstand se flokke af i reglen slipseklædte mænd i jakkesæt stå foran beværtningerne, som var de til reception. Hvad de på sin vis også er, om end de i hvert fald indledningsvis først og fremmest er kommet for at møde gamle forbindelser frem for at træffe nye bekendte. Snakken og samtalerne går om gode handler og gårsdagens fodboldkamp, om boligpriser og investeringsplaner, om film og fitnesscentre, kvinder og restauranter. De taler også og måske især om andre ting, men dem vender vi tilbage til.
Der er absolut flest mænd - men nogle kvinder er der også, og de, der falder i øjnene, falder på dette tidspunkt navnlig i to meget forskellige kategorier. Den ene slags er dem, der har overordnede stillinger. De er drengenes ligemænd, de kan tale med - og de kan sagtens klare et glas af både det ene og det andet, mens de lige analyserer markedet for handel med rapsolie. De er velklædte. De har habitlignende dragter på, dyre tasker og nylonstrømper. Deres sko har kostet halvdelen af deres sekretærs månedsløn. Til gengæld, minder de hinanden om, har indehaveren af forretningen i Belgravia lovet, at de holder resten af livet.
I Danmark gør vi en ihærdig indsats for at nivellere de synlige forskelle på de klasser, som jo selvfølgelig da stadig er der, selv om vi ynder at lade som om, det modsatte er tilfældet. Hvad indkomstudjævningen ikke sikrer, klarer vi selv for gennem vores bekendelse til en afslappet tøjstil og en grundlæggende tillid til tilbuddene i Føtex og Bilka. Det er på mange arbejdspladser lidt pinligt, hvis der er nogle af kollegerne, der er for velklædte, for det virker jo, som om de tror, de er noget, måske bedre end vi andre, og det ville jo ikke kunne passe. Ikke i et land hvor alle er lige gode og lige interessante at høre på og absolut ikke ængstelige for at demonstrere deres inkompetence i et fjernsynsprogram.
Omvendt er det trods alt ikke umuligt for en målbevidst sekretær - eller blot en studerende med et fornuftigt lommepengebudget - at købe sig en ægte Louis Vuttion-taske eller gå hos den samme frisør som sin kvindelige chef. Markeringen af klasseforskellene bliver derfor mere subtile i Danmark. Det kan man ikke påstå, de er på barerne i den blå time i London, når kontorfolket for en stund skyller efter, inden de tager hver til sit eller fortsætter ud i restaurations- og nattelivet.
Udover de kvindelige executives er deres sekretærer der nemlig også. Ikke med dem - men med mændene. Nogle rigtig billige duller i korte kjoler, klodsede sko med høje hæle og bare ben. Mange kvinder i England går i bare ben store dele af året, nærmest uanset hvor koldt det er. Sådan gør vi bare, var der en af dem, der forklarede, det er tradition, og efter Tv-reklamerne at dømme er der tilsyneladende også et potent marked for selvbrunere; et fluidum kvinder smører på benene for at få dem til at se ud, som om de lige er kommet tilbage fra en ferie i det sydlige Frankrig. Det virker blot ikke altid lige overbevisende, men som en norsk forretningsmand, jeg tilfældigt løb ind i på Hamptons, en udmærket vinbar bag National Gallery hvor jeg ofte er kommet til mig selv oven på en stor kunstoplevelse, gav udtryk for, så er den virkelige grund til, at kvinderne selv i koldt vejr ikke bruger strømpebukser, at så kan de hurtigere kan få trusserne af.
For selv om man trækker de mindst 90 procent fra, man kan tilskrive den traditionelle maskuline overdrivelse, siges det, at der er masser af casual sex mellem pigerne nederst i kontorhierarkiet og dem, der - om man så må sige - er placeret over dem. Der er - i hvert fald på et tidspunkt af tilværelsen (eller i det mindste døgnet) - fælles interesser mellem besiddelsesløse kvinder og knap så besiddelsesløse mænd. Hver har noget, den anden gerne vil have, og som et eller andet filosofisk gemyt fortalte mig på en bar, kan man sammenligne de billige duller med påfugle, hvor hannen spreder sit slæb - eller sin hale - bestående af mellem hundrede og halvandet hundrede forlængede overhaledækfjer med store øjepletter. De overdriver med andre ord deres kvindelighed - eller måske snarere: understreger deres tilgængelighed - ved at bruge kortere nederdele end almindelige pæne piger og ved at lade brysterne vælte ud, som var de popstjerner.
På engelsk findes ligefrem udtrykket tarte up, der kan oversættes til noget i retning af at maje sig ud som en billig dulle, fordi man skal i byen, og de piger er ikke blot billige at se på. De er angiveligt også nemme. Ligesom Rose i Tv-føljetonen Fint skal det være, tror de - lyder forklaringen - igen og igen på, at denne gang - til forskel fra alle de foregående gange, de har spredt benene på et skrivebord, i en bil eller på et hotelværelse - venter der forude en fremtid præget af social fremgang. Den slags har som bekendt praktisk taget altid sin pris, men man kan jo betragte den erotiske investering som en slags udbetaling, og de fleste vil kunne konstatere, at bytteforholdet varer ægteskabet igennem og frem til det næste. Det synes i hvert fald at være en omstændighed, der gælder de fleste andre end lige akkurat en selv.
Fra side 8-12.
"Fornøjelig læsning, til tider informerende, hele tiden veloplagt i tonen."
- Lasse Ellegaard, Politiken
"Torben Weirup fortæller om sit helt eget London, og det gør han godt. (...) Torben Weirups bog om London er klassisk essaystik, journalistik og rejsebeskrivelse som i gamle dage, først og fremmest personligt. Weirup lader sig villigt suge ind i byen, helt uhysterisk og usentimentalt. (...) Det er værd at have Weirup med i flugten, så er man stadig alene, og dog."
- Niels Lillelund, Jyllands-Posten
| Om bogen |
| Læs uddrag |
| Anmeldelser |