Din indkøbskurv
|
PRIS kr. 289,00 |
|
En fascinerende historie om magt, forræderi og desperat magi fra et mørkt og grusomt univers.
Troldmanden Baldrian har for år tilbage indgået en skæbnesvanger aftale med ånder fra en anden verden. En aftale han ikke har tænkt sig at holde, og som han vil gøre alt for at undgå. Til at hjælpe sig har han sin tjener. En dreng uden navn eller fortid, men med en fremtid de færreste vil misunde ham ...
Fra 10 år.
"Nævn mig Cavallos Fem Principper," vrissede Baldrian.
De var i fuld fart til fods på vej gennem den kæmpestore, mørklagte, gamle By, der bredte sig i mørket omkring dem i al sin smuldrende storhed. Det brogede virvar af brede gader og trange gyder var tæt bebygget med nedslidte, faldefærdige huse, der lurede på dem som vilde dyr i mørket.
Byen. I sin tid hovedstaden i et magtfuldt rige, som nu kun eksisterede i den mærkværdige hjerne hos kejser Frederik den Ottende, der var gemt af vejen et sted bag Paladsets høje mure.
Kejserens forvrængede minder var helt igennem ukendte for Drengen. Hans verden begyndte og sluttede med Bladrian. Netop som de fulgtes hen ad den særligt afskyelig gade ved navn Kattens Røv, faldt midnatsklokken i slag. Det var nu den 27. december.
Baldrian gik hele tiden lidt hurtigere end Drengen, men havde et fast tag i hans frakkeskøder og halede ham på den måde efter sig. Han satte evig og altid Drengen på prøve, både sjæleligt og legemligt.
"Nå?" sagde han utålmodigt.
"Mysterium," gispede Drengen og halsede af sted. "Mysterium og forberedelse og ... undskyld."
Han snublede over en brosten. Baldrian trak ham nærmest hængende i luften rundt om et hjørne og ind i en sidegade. En genvej mod hjemmet. "Hvad kommer så?" hylede Baldrian. "Mysterium og forberedelse og hvad?"
"Vejledning?"
"Vildledning, din idiot!"
"Vildledning," gentog Drengen og fortsatte, inden Baldrian igen fik lejlighed til at skrige op: "Og øvelse og talent. Naturtalent," skyndte han sig at tilføje.
Baldrian brummede anerkendende, men satte ikke farten ned. Drengen tumlede efter ham og havde det største besvær med at gå rigtigt på benene, fordi han blev trukket sidelæns ved frakkeskøderne.
Efter forestillingen havde Baldrian gloet ondt på Drengen i meget lang tid, så der var ingen tvivl om, at der ventede en dundertale af de store. Derefter havde han trukket ham ud af logen, hen ad den smalle korridor, ned ad trappen og videre ud i natten uden så meget som at give sig tid til at indkassere sit honorar. Situationen havde ikke levnet megen tid til at tænke i, men der var noget, som nagede Drengen voldsomt. Turen fra scenen op til den lille loge havde taget ham selv mindst tre minutter. Baldrian havde tilbagelagt den samme strækning på et par sekunder. Sådan havde han i hvert fald fornemmet det, men erfaringen havde for længst lært Drengen ikke at stole på noget som helst af det, han så Baldrian foretage sig. Man kunne aldrig vide sig sikker.
Fra side 17-18
| Om bogen |
| Læs uddrag |