Din indkøbskurv
|
PRIS kr. 269,00 |
|
Succes og glamour. Stjerneliv i overhalingsbanen. Det er den side af medaljen, vi kender. Den anden så helt anderledes ud. For Noller kunne overhovedet ikke styre indtaget af rusmidler. Alt fra smøger over alkohol til stoffer og medicin blev en nødvendig del af showet. Men hvordan vender man skuden, når man er så langt ude, at man er ved at miste alt - også livet?
Tanken med denne bog er at vise, at det er muligt at komme over på den anden side, selv om det hver dag kræver en aktiv indsats at holde dæmonerne i ave! En misbruger er ikke alene, for hans/hendes nærmeste betyder det - ud over at deres liv bliver et rod - at de får en rolle som medmisbrugere.
Det er Nollers egen historie, der er bogens røde tråd, for den rummer alle aspekter af et misbrugerliv. Men hans kone, børn og bror Jørgen supplerer. En misbruger er nemlig ikke alene, mennesker i hans omgivelser indtager rollen som medmisbrugere. Bogen indeholder desuden faktasider om AA og andre behandlingsinstitutioner, og der sættes pot på dansk misbrugerbehandling.
Gennem hele bogen fornemmes glæden over det nye liv.
Dette er historien om en misbruger, der fandt en udvej. På sin vis både slutter og begynder historien tidligt om morgenen den 13. februar 1997.
Rundt omkring i landet vågner danskere op til en radioavis med nyt om avisernes anmeldelser af Bille Augusts filmatisering af Frk. Smillas Fornemmelse For Sne. Der er flere nyheder om en kommende alliance mellem SAS og forskellige internationale flyselskaber. Landet over ligger skolebørn i sengen med søvndrukne øjne og glæder sig til den kommende vinterferie.
For den dengang 43-årige Niels Olsen begynder dagen som så mange andre i hans og familiens hus i Bondebyen i Lyngby. Han har det meget skidt. Hænderne ryster. Niels sveder. Hans hjerte opfører sig om en løssluppen galophest. Niels har dårlig samvittighed. Gennem længere tid har han haft det, som opholdt han sig i et mentalt grænseland, hvor det er svært at skelne normalitet fra det abnorme. Niels er uendelig træt langt ind i sjælen. Mest af alt er han træt af sig selv. Og nå ja, i øvrigt er han tørstig og trænger til en stesolid for lige at tage toppen.
Igennem 19 år har han levet sammen med Kirsten Bentsen. I lige så lang tid har hun på sin side været en alkoholikers faste partner. I mellemtiden har de fået tre børn og etableret et fælles liv. Når Niels var nogenlunde ædru, har hans og Kirstens fælles tilværelse været begunstiget af megen glæde, omsorg og kærlighed. I andre, smertelige perioder har deres fælles liv været domineret af løgn, brudte løfter, fortielse, svigt, bedrag og manipulationer.
Fire måneder tidligere, i oktober 1996, følte Kirsten egentlig, at Niels havde fået så meget styr på sit alkoholmisbrug, at det var på tide med en rejse for den lille familie.
Dengang 14-årige Camilla, Christoffer, 12, seks måneder gamle Simon, far og mor skulle fejre fars nye liv med en rejse, hvor de endelig skulle være sammen som en rigtig familie. Men da Niels dukkede op i Kastrup Lufthavn, var han endnu en gang stærkt påvirket efter en rejse til Tyskland. Det lykkedes ham ikke at blive ædru i løbet af rejsen.
Kirsten. Camilla. Christoffer. De besluttede sammen at lade Niels være Niels. Ikke bare i London, men også da de senere vendte hjem til Lyngby. Der var ikke mange følelser tilbage for en mand, som tilsyneladende ikke ønskede eller magtede at gøre op med sine dæmoner og dermed skabe basis for et normalt, trygt familieliv.
Livet gik videre i Bondebyen. Da Niels fire måneder senere endnu en gang vendte hjem efter en tur i byen, var det slut med Kirstens tålmodighed. Lige præcis den dag, den 13. februar 1997 var der ikke mere håb eller forsoning tilbage i kvinden, der havde giftet sig med den tidligere popstjerne. Efter næsten 20 års samliv var hun udtømt.
Kirsten smed Niels ud af huset med ordene:
- Det er nok. Jeg gider ikke mere.
Efter endnu en døgnlang druktur vendte han hjem og bad Kirsten om en chance. Han ville stoppe sit misbrug. Lige nu og her.
- Lad os se, lød svaret.
Ikke bare Kirsten, men også Camilla og Christoffer ville se det ske, før de troede det. Niels Olsen lod sig indlægge på behandlingshjemmet Majorgården. Siden har han været ædru.
Opholdet på Majorgården bliver starten på en lang og kærlighedsfyldt, men også problematisk rejse for Niels og hans familie. Det skulle vise sig at blive en stor udfordring for Niels' ædruelighed, da hele Danmark og det meste af Nordeuropa i 2000 lærte ham at kende under navnet Noller på grund af en enkelt, tre minutter lang popsang med titlen Fly On The Wings Of Love.
Fra side 7-8
| Om bogen |
| Læs uddrag |