Din indkøbskurv
PrintDen usynlige verden
|
PRIS kr. 279,00 |
|
Om bogen
"Med vanlig veloplagthed kan [Henrik Dahl] fyre sociologiske pointer af på stribe, ikke mindst om nutidens arbejds- og familieliv. (...) En læseværdig bog om alt det, der ikke er værd at se eller skrive hjem om." - Lasse Horne Kjældgaard, Politiken
Den nationale sangskat og de store, nationale forfatterskaber har gennem mere end hundrede år lært os hvad der er værd at se i Danmark. Dermed har vi også indirekte lært hvad der absolut ikke er værd at se på. Det der er værd at se på er frem for alt gammelt. Bykerner fra middelalderen, vikingeskibe eller mindesmærker fra den forhistoriske tid. Det der er værd at se på er også symboler på de store, samfundsbærende institutioner som stat og kirke. Derfor betragter man for eksempel slotte, klostre og kirker som værd at se. Endvidere er det seværdige lig med ting der indgår i den nationale erindring, og endelig har det at gøre med den finere kultur. Derfor er Dybbøl Mølle, der får os til at tænke på et afgørende øjeblik i nationens historie, værd at se. Og det samme er Det Kongelige Teater og Operaen. Det der ikke er værd at se på er alt det modsatte: Nyt i stedet for gammelt. Uden symbol- og erindringsværdi, og dermed rent praktisk. Endelig er det ikke-seværdige lig med det der er uden finkulturel værdi. Det vil sige at det er lavkulturelt eller populærkulturelt. Det paradoksale er at der i det tyvende århundrede skete to ting samtidig. På den ene side lærte generation efter generation sangskatten og den nationale litteratur at kende i skolen. På den måde lærte vi at agte det danske landskab og de steder der var gamle, symbolske og kulturelle. På den anden side byggede generation efter generation i samme periode en helt ny verden, der var spritny, aldeles praktisk og aldeles uden finkulturelle ambitioner. Den nye verden var kort og godt den diametrale modsætning til alt det man lærte at agte i skolen. Eller med andre ord: en verden skabt til foragt. Hvordan blev den verden som vores dannelsesinstitutioner lærte os at foragte egentlig skabt? Og ikke mindst: hvorfor? Hvilke konsekvenser har det for en befolkning at den bygger og bebor en verden som den ifølge sine egne dannelsesinstitutioner bør foragte? Og er den paradoksale udvikling noget man kan gøre noget ved? Det er de spørgsmål Den usynlige verden stiller ? og forsøger at besvare. Den usynlige verden er en underholdende, tankevækkende og uhyre velskrevet bog, om nutidsdanskernes livsudfoldelse og geografiske selvopfattelse.
Uddrag
Den foragtede verden
På dansk har vi begrebet "en seværdighed"; uden tvivl afledt af tysk: "Sehenswürdigkeit". Udtrykket henviser til ting og steder, som ud fra en bestemt betragtning er vigtige og derfor "værdige til at blive set". Ud fra danmarkshistoriens perspektiv kan Roskilde Domkirke kaldes værdig til at blive set, fordi de danske statsoverhoveder siden den sene middelalder er blevet begravet i kirken. Ud fra populærkulturens perspektiv kan Parken kaldes værdig til at blive set, fordi den er det glorværdige fodboldlandsholds hjemmebane. Begge perspektiver er der relativt mange mennesker, der kan lide at anlægge. Men der findes også mere specialiserede perspektiver. Den mikroskopiske by Oldenswort i Sydslesvig er for eksempel værd at se for biografisk interesserede sociologer, fordi Ferdinand Tönnies, en af fagets store pionerer, blev født i byen og man af den grund kan bese et mindesmærke for ham dér.
Der findes beklageligvis ikke et udtryk for det modsatte: ting og steder, der ikke er værdige til at blive set. Ikke desto mindre findes de, og skulle man være så uheldig at havne sådan et sted, kan man siden hen fortælle, hvad man synes om det, ved at sige, at "Gram er ikke noget at skrive hjem om".
Det havde været bekvemt, hvis der havde eksisteret et mere stringent og samlet begreb for "anti-seværdigheder" eller ting og steder, der "ikke er værd at skrive hjem om". For Den usynlige verden handler netop om alle den slags ting, steder og aktiviteter, der ikke er værd at skrive om, og som i den forstand er anti-seværdige.
Men sådan er det ikke. Derfor vil jeg først indkredse, hvad begrebet "anti-seværdighed" rummer, og bagefter forklare, hvorfor jeg opfatter det, der umiddelbart klassificeres som ikke værd at skrive hjem om, som både meget væsentligt og interessant.
Set ud fra flertalskulturens og den kollektive bevidstheds synspunkter (og det er dem, jeg gennem hele bogen forholder mig til, hvis jeg ikke udtrykkeligt gør opmærksom på andet), er der mange steder i Danmark, der i højeste grad er seværdige. Med støtte i blandt andet den internationale rejselitteratur vil de fleste mene, at det historiske København, som helhed betragtet, er en seværdighed - og at denne seværdigheds-helhed rummer en betydelig mængde af del-seværdigheder: Tivoli, Amalienborg, Den Lille Havfrue, Christiania og så videre. De fleste vil nok også mene, at sporene efter vikingerne er værd at se, hvad der er muligt mange steder i landet.
Næsten lige så mange tænker formentlig, at der er en buket af domkirker, slotte og herregårde, man burde bese. Og har man mere tid til rådighed, kunne det også være en idé at bese nogle landsbykirker, nogle af de større købstæder og nogle af de landskaber, der bedst tilfredsstiller det romantiske natursyn.
I modsætning til København, hvor man kan bruge flere dage, er der ikke andre seværdigheder i Danmark, der er så store, at det tager en hel dag at bese dem. Derfor må man tænke i regionale pakker. En nordsjællandspakke kunne gå til Roskilde (domkirke og vikinger), eventuelt langs Roskilde fjord (romantisk natur) til Frederiksborg slot og Kronborg (slotte). En sydsjællandspakke kunne gå til Gisselfeld (slot/herregård), Gåsetårnet i Vordingborg (slot), Elmelundemesterens udsmykninger af kirkerne i Fanefjord, Keldby og Elmelunde (landsbykirke) og Møns klint (romantisk natur). En fynspakke kunne gå til Egeskov (slot) og Svendborg/ Svendborgsundområdet (købstadsromantik og naturromantik). En sydjyllandspakke kunne gå til Dybbøl Mølle (nationalt mindesmærke), Ribe (domkirke og vikinger), Vadehavet (romantisk natursyn) og Jelling (flere vikinger og mere religion). En østjyllandspakke kunne gå til Århus (domkirke og købstadsromantik) og Djursland/Rosenholm (romantisk natur og herregård).
Alt, hvad der er seværdigt, er i en eller anden betydning af udtrykket historisk. Det er ikke nogen tilfældighed. Hvad der i Danmark anses for i højeste grad seværdigt, er det samme som i resten af Europa og i det meste af den øvrige verden: de fysiske rester af fortidens religion, statsmagt og kultur. Selvom det ikke kan måles på en præcis skala, er alt, hvad der anses for ikke-seværdigt, i en eller anden forstand det modsatte: verdsligt i stedet for religiøst. U-nationalt (for eksempel: privat eller transnationalt) i stedet for nationalt. Lavkultur i stedet for højkultur. Praktisk i stedet for symbolsk. Og frem for alt: nyt i stedet for gammelt. Selvom begrebet og måleinstrumentet, som kunne fastslå graden eller omfanget, ikke findes, giver det mening at sige: "Det maksimalt ikke-seværdige" ville være noget helt nyt, der var fuldkommen praktisk, verdsligt, u-nationalt og - for så vidt som begrebet kultur overhovedet var vel anbragt - dertil også lavkulturelt.
Alt, hvad der i Danmark regnes for seværdigt, er ikke bare historisk. Det er også udtryk for dansk identitet. Vikingerne anses for at være danskernes forfædre. Domkirkerne udtrykker den danske kristendoms historie. Herregårdene og slottene de danske magthaveres historie. Købstæderne det danske borgerskabs historie. Landskaberne det særligt danske ved topografien.
Det kan kun lade sig gøre ved at tilsløre, at der også var vikinger i det nuværende Slesvig, Norge og Sverige. Ved at tilsløre, at specielt den katolske kirke var transnational, men at også den protestantiske kirke er en dansk franchise af noget, der er betydeligt større. At Danmark er blevet styret af tyskere i store dele af sin historie - og at adelen i øvrigt var transnational og kun lejlighedsvis betjente sig af dansk. At borgerhusene som regel havde udenlandske forbilleder, og at de formuer, de er bygget for, i mange tilfælde stammer fra international handel. Samt at der ikke er noget specielt dansk ved den tredje istid, som har skabt det typiske, danske landskab - hvorfor mange steder i både Slesvig og Skåne til forveksling ligner Danmark.
Agtelsen og foragten er forsiden og bagsiden af den samme mønt. Derfor kan man ikke skrive om det usynlige - hvilket er det samme som det foragtede - Danmark uden samtidig at skrive om det agtede og synlige Danmark. Men hvorfor så skrive om den foragtede og usynlige verden?
Svaret på spørgsmålet giver næsten sig selv, hvis man går nogle linjer tilbage. Det maksimalt foragtede, og dermed maksimalt usynlige, er det nye, praktiske, verdslige og overnationale. Samt, hvis en kulturel dimension kan komme på tale, det lavkulturelle. Det vil sige: noget, der er nøjagtig ligesom den verden, de fleste af os lever i det meste af tiden. Ud fra de principper, der fordeler agtelsen og foragten på ting, steder og aktiviteter, er danskernes dagligliv noget, der leves i en temmelig usynlig, og dermed foragtet, verden.
Men kan det ikke være lige meget, lyder det næste, logiske spørgsmål. Nej, det tror jeg ikke - ud fra, hvad der allerede er sagt om forskellen på det uheldige oversyn, som opstår ved en fejl, og det systematiske oversyn, som skyldes storstilet foragt. At være socialt usynlig, hvad enten det skyldes, at man var sort i halvtredsernes USA, eller det skyldes, at man opholder sig på usynlige steder i dagens Danmark, har i forskellig grad de samme konsekvenser: Når man er usynlig for andre, bliver man også usynlig for sig selv - fordi det, man er for andre, og det, man er for sig selv, ikke kan adskilles. Når det drejer sig om en hel livsverden af steder, ting og handlinger, der bliver usynlig, er det grundlæggende problem, at det i sidste instans medfører, at den slags steder, ting og handlinger i kraft af deres usynlighed kun med største besvær kan bruges til at opbygge den personlige eller den fælles identitet.
For at give et eksempel: Er man vokset op i en by som København, er man vokset op i en by, hvor både stederne, bygningerne og menneskenes karakter er beskrevet i et utal af romaner, digte og film. Selv om man måske ikke som voksent og modent menneske vil bruge de allerede eksisterende beskrivelser til at beskrive sig selv og det miljø, man stammer fra, har man det langt lettere end den, der kommer fra - for eksempel - Mjolden. For hvor københavneren så at sige kan sætte af fra de beskrivelser, andre har gjort af ham og hans miljø, når han eller hun stævner ud på den lange rejse mod en selvstændig personlighed, består den mulighed ikke for folk fra Mjolden. I modsætning til københavnere har de ikke engang noget navn. Derfor foreligger der naturligvis ikke nogen beskrivelse af, hvordan de er som "stamme", og der foreligger ikke nogen beskrivelse af, hvordan Mjolden er som opvækstmiljø. Ethvert arbejde med at opbygge en selvstændig personlighed må, for den, der kommer fra Mjolden, ske helt fra bunden. Til forskel fra folk fra København, Århus eller for den sags skyld Mols, ligger der ikke så meget som et enkelt, lille stykke halvfabrikata, der kan hjælpe et menneske fra Mjolden frem mod udviklingen af andre personligheder end den fuldkommen traditionelle og ensartede, der netop udmærker sig ved, at den ikke kræver en selvstændig stillingtagen eller et selvstændigt arbejde.
Men behøver man interessere sig for måden, hvorpå det seværdige Danmark er blevet seværdigt, blot for at udstrække "se-værdigheden" til den del af Danmark, der er usynlig? Kan man ikke bare insistere på, at folk skal have respekt for den usynlige verden, de fleste af os lever i?
Det tror jeg ikke. Sagen er nemlig den, at forholdet mellem agtelse og foragt er systematisk. Hvis foragten for bestemte steder i Danmark kunne sammenlignes med det hændelige oversyn, hvor bargæsten må vente lidt for længe på sin drink eller den spørgelystne på at stille sit spørgsmål, var det nok at appellere til, at vi alle hver især var lidt mere opmærksomme, så vi ikke - billedligt talt - overså de mere diskrete og tilbageholdende typer.
Men foragten for bestemte steder i Danmark er mere i familie med det odiøse oversyn, der bunder i social eller etnisk diskrimination, end den er i familie med det hændelige og beklagelige oversyn. Den er direkte forårsaget af den måde, hvorpå vi specielt i den sidste tredjedel af 1800-tallet skabte det kompleks af agtelse, der tilsammen er lig med det seværdige Danmark.
Foragten for bestemte steder i Danmark skyldes, selvom det umiddelbart kan lyde mærkeligt, det store arbejde med at forstå det nye Danmark, et par generationer af vores bedste lyrikere og romanforfattere påtog sig efter nederlaget til Slesvig-Holstenerne i 1864. Ikke fordi de pågældende kunstnere lærte os foragt for bestemte steder. Men fordi deres agtelsesprojekt og moderniseringen af Danmark passede så dårligt sammen.
De store, kanoniske kunstnere, som beskrev det nye Danmark, lærte os at se med agtelse på bestemte sider af Danmark. Samtidig byggede politikerne, de økonomiske iværksættere og såmænd også helt almindelige mennesker et Danmark, der var det diametralt modsatte af det Danmark, vi lærte at agte af vores sangskat og af vores nationale romaner. Det er et af de helt store paradokser, man må kende til, for at forstå mentaliteten i det moderne Danmark og de paradokser, den er kendetegnet ved.
Konsekvensen af, at foragten for det moderne Danmark ikke er udtryk for tilfældige uheld, men er ganske systematisk, er, at der ikke opstår en agtelse af det nye, det verdslige, det praktiske, det u-nationale og det lavkulturelle, før der er gennemført et forholdsvis konsekvent opgør med den måde, hvorpå det seværdige Danmark blev skabt i slutningen af 1800-tallet.
De agtelses-strukturer og foragt-strukturer, som opstod dengang, er der imidlertid en næsten enstemmig tilslutning til i Danmark - på tværs af stort set alt, hvad der ellers findes af politisk uenighed. Så gavnligt, det end kunne være for folks identitetsfølelse, at de kunne skabe den ud af deres nutid og ud af deres almindelige dagligliv, skal man altså fra begyndelsen gøre sig klart, at det er noget, der har meget lange udsigter.
Fra s. 13-19 i 'Den usynlige verden' af Henrik Dahl.
Om Henrik Dahl
Der udover har han bidraget til antologien Epostler. En antologi og skrevet Borgerlige ord efter revolutionen (sammen med Christine Antorini, Lars Goldschmidt, Signe Wenneberg og Jens Reiermann, Det ny systemskifte (sammen med Christine Antorini og Lars Goldschmidt.
Anmeldelser
"Fortæl os om den praktiske virkelighed, de fleste af os lever i, med alle dens S-tog, veje, tankstationer, parcelhuse, svømmehaller. indkøbscentre, kantiner og kursussteder. Sådan lyder Henrik Dahls opråb til kunstnerne i en ny bog, der er værd at læse, om alt det, der ikke er værd at se eller skrive hjem om. (...) Med vanlig veloplagthed kan [Henrik Dahl] fyre sociologiske pointer af på stribe, ikke mindst om nutidens arbejds- og familieliv."
- Lasse Horne Kjældgaard, Politiken
| Om bogen |
| Læs uddrag |
| Læs om Henrik Dahl |
| Anmeldelser |
1. udgave
Hæftet , 328 sider
ISBN: 9788702066715
Gyldendal 2008
Omslag: Harvey Macaulay - Imperiet
Salgs- og leveringsbetingelser
Datapolitik
Mød andre boglæsere på www.minbogdinbog.dk
KRIGEREN, BORGEREN OG TABEREN
PRIS kr. 79,95
Det faderløse samfund
PRIS kr. 349,95
Stormogulen
PRIS kr. 399,00