Din indkøbskurv
|
PRIS kr. 99,00 Leveres normalt inden for 1-7 hverdage |
|
"Simultanprosa. Svend Åge Madsens nye roman improviserer sig frem, st-st-stammer, slår sludder, taler i munden på sig selv, fortæller dobbelt, tre- og firdobbelt og går alt i alt i vitalt forfjamsket ungdom." - Lars Bukdahl, Weekendavisen
Efter en munter nat med den underskønne, amerikanske kvinde Mabel kommer den unge jazz- og skriveglade Jesper til at banke hovedet ind i et varmerør, da han står ud af sengen. Han er så uheldig herved at miste sin ubevidsthed og kan fremover ikke længere handle instinktivt. Fra dette punkt tilbyder historien flere fortsættelser. I en version bliver Jesper fx jazz-musiker, i en anden skribent. Hver enkelt episode spalter sig videre ud i flere muligheder, som udfordrer Jesper til at tage stilling. Ofte vælger han galt og må gå tilbage til udgangspunktet, og på den måde udfordres også læseren, når skiftende, bl.a. aktuelle politiske og etiske, emner angribes fra forskellige vinkler i forskellige sammenhænge.
1. Hvori Jespers lykkepil tog en ny retning.
Jesper var nemlig lykkelig. Eller i hvert fald næsten. Han var så lykkelig at have det sort på hvidt, hvor mange kan påstå det? At have papir på sin lykke? Beviset stammede fra et spørgeskema i Ude og hjemme, som hans mor holdt og som han åbenlyst foragtede. Og i smug bladede i. For han vidste godt at en naturlig ung mand ikke vedkendte sig at læse dameblade. Jesper var en naturlig ung mand.
Det hele fremgik tydeligt af spørgeskemaet hvor man så ærligt som muligt skulle besvare spørgsmål som: Ønsker De ofte at Deres job var mere interessant? Hyppigt, af og til, sjældent, aldrig. Sjældent. Hudløst ærligt. Jesper studerede, og det er vel ikke noget job?
Oplever De hele tilværelsen som en daglig trummerum? Hyppigt, af og til, sjældent, aldrig. Sjældent. Det var kun en overgang, her i studietiden, bagefter ville verden åbne sig for ham. Hvor tit griber De Dem i at ønske at Deres partner var mere opfindsom? Aldrig.
Efterfulgt af en facitliste der uomtvisteligt afslørede om man var lykkelig. 96 point: De lyver for Dem selv. 72 til 95 point: De kan prise Dem lykkelig. 48 til 71 point: De har meget at være glad for, men der er også noget at rette op på. Under 48 point var det den rene ulykke.
Hvor ofte sidder De og blader ørkesløst i et ligegyldigt ugeblad? Sjældent, eller, for at være helt ærlig, af og til, grænsende til hyppigt.
Jesper havde revet dobbeltsiden ud og udfyldt skemaet med det sandhedskærlige, selvbeskuende sind som artiklen krævede. 74 point: Lykkelig med pil nedad. Og havde gemt de tre sider i den aflåste skuffe som et trofæ: Har De fundet lykken?
Den fjerde side, som fulgte med skemaet hvad enten man ville det eller ej, bestod af billedet af Raquel, en pige med viltre, lyse lokker og et indtrængende blik. Blikket var så bønligt at Raquel næsten kunne overtale Jesper til at tage sine ærlige svar op til genovervejelse. For han anede at han var sluppet billigt til nogle af pointene. Sker det tit at Deres partner gør noget der irriterer Dem grænseløst? Aldrig. 3 point.
Jesper havde bestemt ikke grund til at klage over sin partner. Han gik tur med Raquel og hørte til hendes placering på lykketabellen. Hun hævdede elskværdigt at det forbedrede hendes lykkestatus at få lov at spadsere med Jesper i tankerne. I virkeligheden drømte hun kun om at han skulle komme og udfri hende.
"Simultanprosa. Svend Åge Madsens nye roman improviserer sig frem, st-st-stammer, slår sludder, taler i munden på sig selv, fortæller dobbelt, tre- og firdobbelt og går alt i alt i vitalt forfjamsket ungdom (...) Han har med med Michael Strunge læst 'kontrol' bagfra og som i den oldgamle Lystbilleder atter fået en en roman til at rime på uro."
- Lars Bukdahl, Weekendavisen
| Om bogen |
| Læs uddrag |
| Anmeldelser |