Din indkøbskurv
|
PRIS kr. 129,95 Leveres normalt inden for 1-7 hverdage |
|
Far sidder hos sin dreng inde på børneværelset. I et hus i Brønshøj. Det er aften, og Far skal fortælle drengen en godnathistorie. ?Der står to elefanter lige i udkanten af junglen et sted nede i Afrika. I Congo. De står i skyggen og fordriver tiden.? ?Og hvad så?? spørger drengen og kan godt lide et ord som Congo, fordi det lyder varmt og brunt. Congo. ?Den ene elefant hedder Conrad, og den anden hedder Lille Nu, og Conrad er ved at fortælle Lille Nu en løgnehistorie, den slags kan elefanter godt lide.? - Sådan begynder Historien, den første historie i denne samling af fortællinger af Kim Fupz Aakeson, udkommet fra 1995 til 2003. Fortællinger til alle dem, der ligesom drengen i historien, godt kan lide ord som Congo, fordi det lyder varmt og brunt. Eller ord som farmand eller storvildtjæger eller rokketand eller monstermor eller ... Kim Fupz Aakeson læser selv historierne højt. Indhold: Historien Drengen der lå i sin seng, mens hans far og damefrisøren så på Rokketand Pigen der fik rigtig mange søskende Farmanden Så blev farfar et spøgelse En pige, en løve, en storvildtjæger Min uartige mund Poulsens pirater Da Gud fik en hobby Prinsessen der altid havde ret Mor Og så er det godnat!
Far sidder hos sin dreng inde på børneværelset. I et hus i Brønshøj. Det er aften, og Far skal fortælle drengen en godnathistorie.
"Der står to elefanter lige i udkanten af junglen et sted nede i Afrika. I Congo. De står i skyggen og fordriver tiden."
"Og hvad så?" spørger drengen og kan godt lide et ord som Congo, fordi det lyder varmt og brunt. Congo.
"Den ene elefant hedder Conrad, og den anden hedder Lille Nu, og Conrad er ved at fortælle Lille Nu en løgnehistorie, den slags kan elefanter godt lide."
"Fortæl videre," siger Lille Nu og puffer til Conrad. "Du skal ikke gå i stå midt i det hele."
"Jeg skal lige finde på mere," siger Conrad og klør sig med snablen. "Hvor kom jeg til?"
"Du kom næsten ikke til noget," siger Lille Nu. "Du begyndte bare, det var noget med en far og en lille dreng i et hus i Brønshøj. Drengen skulle have en godnathistorie."
"Nå, ja." Conrad klør sig med sin snabel.
"Brønshøj," siger Lille Nu, bare for at prøve ordet.
"Og hvad var det så for en historie, gamle Conrad ville fortælle Lille Nu ..." Far synes, han hører en lyd inde i stuen og går i stå midt i det hele, midt i historien. Men det er nok ikke noget. "Fortæl mere," siger drengen. Han er utålmodig. "Hvad var det for en historie?"
"Er det en uhyggelig historie?" spørger Lille Nu og kommer helt til at gyse.
"Uhyggelig og uhyggelig" brummer Conrad. Han synes noget bevæger sig inde i tykningen. Men det er nok ikke noget, og han tænker, så det knager, for at finde på noget spændende. "En lille smule uhyggeligt skal det være."
"Skal det?" spørger Lille Nu og flytter på benene.
"Måske er der nogen på vej ind gennem et af deres vinduer inde i stuen, måske ..."
"Åh," siger Lille Nu og er glad for, at han ikke bor i Brønshøj.
Far tænker ikke mere over lyden inde i stuen. Han fortæller, at mens Conrad har travlt med at finde på en historie, sniger en berømt storvildtjæger sig ind på to elefanter med sit gevær. "En meget berømt storvildtjæger, der har skudt en masse store dyr."
"Har han også skudt elefanter?" spørger drengen og håber det bedste.
"Ikke endnu," siger Far. "Men han vil meget gerne ..."
"Er det sådan en uhyggelig historie, der ender dårligt?" spørger Lille Nu og får en kuldegysning til.
"Det ved man ikke altid på forhånd," siger Conrad. "Ting sker."
Lille Nu nikker.
"Jamen hvad med storvildtjægeren?" spørger drengen sin far. "Det er lidt for uhyggeligt med den storvildtjæger og geværet."
"Ja, storvildtjægerne," siger Far og krummer ryggen og lister sig rundt i værelset. "Storvildtjægeren sniger sig nærmere, han putter blanke patroner i sit gevær. Elefanterne snakker og snakker og opdager ingenting."
"Uha," siger drengen og tager sin fars hånd.
"Jeg bryder mig ikke om historier med storvildtjægere," siger Lille Nu til Conrad.
"Nej, nej," siger Conrad og vifter beroligende med sine store ører. "Der er heller ikke nogen storvildtjægere med i min historie, men drengen og hans far er så travlt optaget af godnathistorien, at igen af dem opdager, at der er en indbrudstyv, der er kravlet ind gennem vinduet i deres stue, en tyv, der tømmer skuffen med sølvtøj ned i sin sæk."
"Aj," siger Lille Nu og rykker helt tæt ind til Conrad.
Conrad siger: "Men pludselig kommer indbrudstyven til at høre lidt af historien inde fra børneværelset. Indbrudstyven hører det med, at storvildtjægeren putter blanke patroner i sit gevær."
Fra fortællingen Historien.
| Om CD'en |
| Læs uddrag |