g.dk

Samlet vurdering:

(1 i alt)

Hvad synes du?
Log ind for at give din vurdering

Martin Hall

Den sidste romantiker 1+2

PRIS kr. 149,00

Gemt på Min huskeseddel Kunne ikke tilføjes Min huskeseddel Tilføj Min huskeseddel

Om bogen

Pressen skrev

***** "En intellektuel kraftpræstation." - Ekstra Bladet

"En pragtfuld skælmsk og overskudsbugnende fantasi." - Politiken

"Sex, drugs and rock'n'roll blandet op med højtravende eksistensfilosofi og spiddende kulturkritik." - Berlingske Tidende

***** "Martin Hall har skabt en stor, hudløst ærlig roman om sin generation." - Nordjyske Stiftstidende

"Det store 80'er testamente." - Information

"En nydelse af læse, præcis og rammende i sine øjebliksbilleder." - Fyens Stiftstidende

***** "Et af de bedste signalementer af det danske kulturliv (eller mangel på samme) i de seneste 25 år." - Citadel

I Martin Halls monumentale roman Den sidste romantiker - et gigantisk epos, der strækker sig over 25 år, fra 1980 til 2005 - følger vi jeg-fortælleren, en ung og senere moden forfatter, på sin dannelsesrejse gennem 80'ernes dekadente undergrundsmiljøer og 90'ernes glitrende medie-overdrev frem til den voksne mands nøgternhed. Hele tiden med spørgsmålet hængende over hovedet: Hvorledes bevarer man idealerne i en verden, der konstant smuldrer omkring en?

Uddrag

Sommeren 1980. Jeg var 18 år, 1,82 høj og cirka 73 kg tung. Da Ronald Reagan blev valgt som USA's præsident i november, var jeg nede på omkring 65. Nogle ville nok mene, det skyldtes al den amfetamin, jeg tog, men det var lige så meget en holdningssag. Jeg betragtede mig selv som kunstner, en forfatter in spe, og havde altid haft svært ved at tage fede kunstnere alvorligt. I øvrigt var det et spørgsmål om prioriteter; man glemmer tit, hvor flade folk var dengang. Stod valget mellem at gå i byen eller købe vitaminpiller, siger det næsten sig selv, hvad man gjorde. Og jeg var endda kun halvdagsansat. Som biblioteksassistent på kommunens filialbibliotek på Frederiksberg Hospital - et ikke specielt inspirerende job, men i det mindste kunne man købe billige amfetaminprodukter hos nogle af portørerne. Jeg går ud fra, at de stjal det rundt omkring på afdelingerne.

Det var mig, der skubbede bogvognen rundt sammen med bibliotekarerne. De var alle sammen kvinder og helt vilde med Fay Weldon. Erica Jong og Marilyn French var stadig okay, men Fay Weldon, det var virkelig hot property på det tidspunkt. Jeg var mere til Rimbaud og Baudelaire og engelske encyklopædier med middelalderlige træsnit af heksebrændinger. Jeg delte de fleste af mine hobbyer med Max Burmeister. Max var min ven. Også selvom han så forfærdelig uncool ud, overvægtig og med et par John Lennon-briller, der lignede noget, som én gang for alle var blevet påmonteret hans ansigt ved et kirurgisk indgreb. Max var ikke mere end nogle år ældre end mig, 24, men lignede allerede en opfedet udgave af det dér Dostojevskij-portræt af Perov, der er brugt i flere opslagsværker. Og så boede han stadig hjemme hos sine forældre i en bungalow i Rødovre! Hans yndlingslekture var bøger om massemordere og pornoblade som Nugget, et kulørt magasin om invalide menneskers seksuelle adfærd.

Max' største fornøjelse var dog uden sammenligning at indvie én i sit smertende sjæleliv, hvilket, kombineret med hans dybe forkærlighed for stimulanser, periodevist gjorde ham ganske ulidelig. Han blev frygtelig intens, når han var på speed. Han ville gå ufattelige længder for at forklare sig selv, for at blive forstået og for at blive tilgivet; Det var det eneste, han forlangte af din omverden - at man lyttede til ham, og at man tilgav ham hans fejltagelser, hvor mange der så end måtte være. Hans ihærdighed på det ene område kendte ingen grænser. Han ville gøre hvad som helst for at undgå at virke kedelig. Sådan var det dengang: Alt kunne tilgives, bare ikke kedelige mennesker. Vi spildte enorme mængder af tid på den måde. Alt skulle prøves, også selvom det overhovedet ikke sagde én noget. Det var ligesom med Kinder-ægget, man køber det på grund af løftet om noget mere, men bagefter melder tomhedsfølelsen sig øjeblikkeligt. Faktisk var langt det meste af det, vi rendte rundt og foretog os, noget, vi udelukkende gjorde for at være sikre på, at vi ikke gik glip af et eller andet. Ingen anede, hvad der var det rigtige at gøre, så man krydsede bare ting af på listen. Især Max.

Fra side 11-12

Om Martin Hall

Martin Hall, født 1963, er en enestående multikunster. Han udgav sin første plade som 17-årig med avantgarde-ensemblet Ballet Mécanique, hvis debut-album The Icecold Waters Of The Egocentric Calculation fra 1981 gang på gang fremhæves som et af nyere dansk musikhistories væsentligste værker. Han har siden udgivet en lang række plader som både solist og komponist samt en stribe bøger. Derudover har han skrevet og instrueret flere multimedie-opførelser samt arbejdet sammen med teater- og dansegrupper samt med videokunst, design, film, installationskunst, radio og tv. Den sidste romantiker markerer hans gennembrud som forfatter.

Læs mere om Martin Hall

Anmeldelser

***** "En intellektuel kraftpræstation."
- Ekstra Bladet

"En pragtfuld skælmsk og overskudsbugnende fantasi."
- Politiken

"Sex, drugs and rock'n'roll blandet op med højtravende eksistensfilosofi og spiddende kulturkritik."
- Berlingske Tidende

***** "Et af de bedste signalementer af det danske kulturliv (eller mangel på samme) i de seneste 25 år."
- Citadel

"Ualmindelig underholdende."
- Urban

"Hylende morsom satire skrevet med en særdeles veldrejet pen."
- Gaffa

***** "Martin Hall har skabt en stor, hudløst ærlig roman om sin generation."
- Nordjyske Stiftstidende

"Det store 80'er testamente."
- Information

**** "Sjældent fængslende portræt af 80'erne og 90'erne."
- Femina

***** "En rus af en roman."
- Costume

"En nydelse af læse, præcis og rammende i sine øjebliksbilleder."
- Fyens Stiftstidende

**** "En bidende og medrivende fortælling."
- Woman