Din indkøbskurv
|
PRIS kr. 199,95 Leveres normalt inden for 1-7 hverdage |
|
Efter at have udgivet Den ny Danmarkshistorie blev der for alvor lagt op til debat, da Søren Mørch i 1996 kom med Den sidste Danmarkshistorie. Her bydes for alvor til afskedsreception med nationalstaten i denne meget provokerende Danmarkshistorie, hvor Søren Mørch påpeger, at den først begyndte 1850 og sluttede godt 100 år senere. Denne nye udgave af bogen er let revideret og uden illustrationer. En folkeudgave i udstyr som 25 statsministre!
Jeg er født i gamle dage. Jeg kan huske besættelsen, krigen og befrielsen. Da jeg var barn kørte man med hestevogne, fyrede med tørv og havde lokum med spand. I skolen så jeg en neger. Jeg var barn, negeren var voksen. Hans alder var ubestemmelig, som voksnes alder er for børn, men han havde grå hår i det krusede sorte. Denne neger var berømt over hele landet. Han var vistnok viceskoleinspektør i Nakskov eller på en anden sydhavsø. Jeg tror, han rejste rundt til skoler og fortalte ? om hvad ved jeg ikke. Det betydningsfulde, interessante og mindeværdige var ikke det, han fortalte, men at han var neger, sort og med kruset hår. Sådanne mennesker var uhyre sjældne og bemærkelsesværdige, da jeg var barn. Deres antal i hele kongeriget Danmark må dengang have kunnet tælles på én hånds fingre. Vi kendte kun negre fra bøgerne om Lille Sorte Sambo og Den store Bastian, men her var han lyslevende og virkelig. Jeg kan huske fornemmelsen i fingrene af hans hår mere end et halvt århundrede efter. Vi blev nemlig stillet op i en række alle 32 børn i klassen og fik lov til én efter én at gå op og mærke på hans hår, mens han sad ved katederet og bøjede hovedet ned til siden. Nu til dags ville man ikke kunne imponere danske børn ved at vise en levende neger frem. Jeg lever derfor i den sikre forvisning, at jeg har oplevet en historisk periode slutte og en ny begynde. Det sker ikke i enhver generation. Vi af den gamle skole har nærmere forbindelse med de slægtled, der gik forud for os, end med dem, der kommer efter os. I min oplevelse er der via negeren og fornemmelsen af hans hår en udmærket forbindelse bagud i tid til dengang under 2. verdenskrig i Jørlunde Centralskole. Derfra igen er der talrige linier via mine forældre til mine bedsteforældre og oldeforældre, som jeg i min barndom har hørt så meget om, at jeg næsten synes, jeg kender dem. De levede efter nogle standarder og målstokke, som vi nogenlunde var fælles om, og som trak klare og uafbrudte spor tilbage til engang i 1800-tallet. Det er en gave, som ikke overrækkes enhver generation af historikere ? at få lov til at overvære, at en epoke holder op og en ny begynder. Man kan måske sige, at det selvfølgelig er ret overflødigt, at jeg udbreder mig til mine samtidige om, hvordan det viser sig, og hvordan det føles, for det ved vi jo alle sammen godt; men alligevel ? fordi det er så specielt ? vil jeg nu godt dvæle lidt ved det. Jeg har tidligere skrevet om Danmark fra 1880 til 1960. Det var i den periode, det lykkedes at afskaffe den primære fattigdom. Det var på den tid, Danmark blev urbaniseret. Fra omkring 1960 var det ikke længere et bondeland, som det havde været i de forudgående 4-5.000 år. Der ligger nogle delelinier der omkring, men hvad med før og hvad med efter?
Fra side 11-12
| Om bogen |
| Læs uddrag |