g.dk

Samlet vurdering:

(1 i alt)

Hvad synes du?
Log ind for at give din vurdering

A. S. Byatt

Den lille sorte bog

Fortællinger

PRIS kr. 229,00

Gemt på Min huskeseddel Kunne ikke tilføjes Min huskeseddel Tilføj Min huskeseddel

Om bogen

Pressen skrev

"Der er beundringsværdig kunstnerisk disciplin og eksistentielt overskud hos den britiske forfatter, som efterhånden må siges at stå som en af vor tids allermest betydningsfulde. Og er forfatteren i mesterklasse, er oversætteren Claus Bech det så sandelig også." - Lars Ole Sauerberg, Jyllands-Posten

"A.S. Byatt kan kunsten at skrive historien i rummet mellem den korte og lange fortælling. Og det i et dystert leje, der dog får modspil af hendes suveræne sprogbrug (...) Alle tilværelsens sider repræsenteres i disse forunderlige og elegante fortællinger." - Mads Rosendahl, Kristeligt Dagblad

"Litteraturen bliver nærværende og dybt fysisk tiltrækkende i hendes forfatterskab (...) Byatt er mesterlig, raffineret og enkel, nærende og skræmmende, spændende. Så det er dagens bog at synke hen i. Læsning!" - Bettina Heltberg, Politiken

"Forvent det uventede. A.S. Byatts intelligente gyserfortællinger overholder fine traditioner - og tilføjer besættende nyt (...) En mesterfortæller er A.S. Byatt." - Klaus Rothstein, Weekendavisen

I Den lille sorte bog udfolder A.S. Byatt sine evner som fortæller i fem sære, mørke ? og ikke mindst litterært gnistrende ? historier om kunst, krig og kærlighed.

Uddrag

Der var engang to små piger, der så eller troede de så en ting ude i skoven. Pigerne skulle evakueres, sendes væk fra storbyen med et tog fuldt af børn. Alle børnene havde en lille mærkat med deres navn fæstet med en sikkerhedsnål på frakken og små mapper eller skuldertasker foruden den obligatoriske gasmaske. De havde strikkede halstørklæder, huer eller hatte, og mange af dem havde stikkede fingervanter for enden af lange elastikker, der var ført gennem ærmerne og op over skulderene inde i frakken, så ti uldfingre hang og dinglede som et par ekstra hænder på et fugleskræmsel. De havde alle sammen bare ben og slidte sko og strømper i ål. De fleste havde sår på knæene i skiftende stadier af friskhed og skorpedannelse. De var i den alder, hvor børn ofte falder, og knæene var et udsat sted. Med deres kufferter, der i visse tilfælde var så store, at de næsten ikke kunne slæbe dem, og med de øvrige pakkenelliker, dukker, legetøjsbiler og tegneserier, lignede de et uordentligt regiment af dværge, der kom trampende hen ad perronen.
De to små piger havde ikke mødt hinanden før og blev gode venner i toget. De deltes om en plade chokolade og skiftedes til at tage bidder af et æble. Den ene gav den anden en side at sit Beano-blad. De hed Penny og Primrose. Penny var tynd, mørk og højere, muligvis også ældre end Primrose, som var buttet, lyshåret og krøllet. Primrose bed negle og havde en fløjlskrave på sin fine grønne frakke. Penny var bleg på en blodfattig, gennemsigtig måde med et blåligt skær i de fintformede læber. Ingen af dem vidste, hvor de skulle hen, eller hvor lang tid togrejsen ville vare. De vidste ikke engang, hvorfor de skulle afsted, for ingen af dres mødre havde væet i stand til at forklare dem, at de var i fare. Hvordan bærer man sig også ad med at sige til et barn: Jeg er nødt til at sende dig væk, fordi fjendens bomber falder ned fra himlen, og fordi byens gader kan brænde som en skovbrand af murværk og tømmer, men selv bliver jeg her trods den daglige fare for at blive levende begravet, ædt op af flammer, kvalt af gas og måske til sidst overfaldet af en grå hær, der kommer rullende i kampvogne gennem forstæderne eller sejlende i ubåde op ad floden med buldrende kanoner? Mødrene (der overhovedet ikke lignede hinanden) opførte sig på samme måde og forklarede ingenting, for det var det nemmeste. Deres døtre, vidste de, var alligevel for små til at forstå det eller forestille sig det.
I toget diskuterede pigerne, om det var en slags ferie eller en straf eller måske lidt af hvert. Penny havde læst en bog om spejdere, men børnene i toget så ikke ud til at være blåmejser eller ulveunger, lignede kun en broget flok vildfarne børn. Begge de to små piger havde en idé om, at de måske ikke alle sammen var specielt artige, og at det kunne være grunden til, at de blev sendt væk. Det glædede dem, at de kunne betragte hinanden som "søde". De blev enige om at holde sammen. Sidde ved siden af hinanden og den slags.

Fra novellen Tingen i skoven

Anmeldelser

"Der er beundringsværdig kunstnerisk disciplin og eksistentielt overskud hos den britiske forfatter, som efterhånden må siges at stå som en af vor tids allermest betydningsfulde. Og er forfatteren i mesterklasse, er oversætteren Claus Bech det så sandelig også."
- Lars Ole Sauerberg, Jyllands-Posten

"A.S. Byatt kan kunsten at skrive historien i rummet mellem den korte og lange fortælling. Og det i et dystert leje, der dog får modspil af hendes suveræne sprogbrug (...) Alle tilværelsens sider repræsenteres i disse forunderlige og elegante fortællinger."
- Mads Rosendahl, Kristeligt Dagblad

"Litteraturen bliver nærværende og dybt fysisk tiltrækkende i hendes forfatterskab (...) Byatt er mesterlig, raffineret og enkel, nærende og skræmmende, spændende. Så det er dagens bog at synke hen i. Læsning!"
- Bettina Heltberg, Politiken

"Forvent det uventede. A.S. Byatts intelligente gyserfortællinger overholder fine traditioner - og tilføjer besættende nyt (...) En mesterfortæller er A.S. Byatt."
- Klaus Rothstein, Weekendavisen

Om bogen

Læs uddrag

Anmeldelser

1. udgave
Hæftet , 287 sider
ISBN: 9788702041637
Gyldendal 2007
Oversat af: Claus Bech

Den lille sorte bog

Fortællinger

Om bogen

Uddrag

Anmeldelser