g.dk

Samlet vurdering:

(4 i alt)

Hvad synes du?
Log ind for at give din vurdering

Ishmael Beah

Den lange vandring

En drengesoldats erindringer

PRIS kr. 249,00

Gemt på Min huskeseddel Kunne ikke tilføjes Min huskeseddel Tilføj Min huskeseddel

Om bogen

Pressen skrev

"Aldrig har jeg læst en selvoplevet beretning med så stor en knude af medlidenhed i hjertet (...) Denne bog er et uforglemmeligt vidnesbyrd om noget, der både er ubegribeligt og dog rummer ægte hengivenhed (...) Bogen er ikke mindre end nødvendig læsning." - Maria Sjøqvist, Kristeligt Dagblad

"For så vidt er Den lange vandring ikke blot endt som et detaljeret og vigtigt vidnesbyrd om en af de væsentligste og mest brutale krige i vor tid, men også som et helstøbt litterært værk." - Tonny Vorm, Information

"Den lange vandringer en af de væsentligste krigshistorier i vores generation (...) Ishmael Beah er ikke alene kommet helskindet ud af dette kaos, han er også blevet en af krigens mest samvittighedsfulde og veltalende vidner. Hvis vi ignorerer hans budskab, er det til fare for os selv." - Sebastian Junger, forfatter

"Ishmael Beahs gribende erindringer fra sin tid som børnesoldat, fra han var 13, til han blev 16, under Sierra Leones borgerkrig bliver utvivlsomt en klassiker." - Martin Burcharth, Information

Sådan føres krige i dag: af børn, traumatiserede, påvirkede af narkotika og med en AK-47 over skulderen. Det formodes, at omkring 300.000 børnesoldater er involveret i de mere end halvtreds voldelige konflikter, der lige nu finder sted verden over. Ishmael Beah var en af dem.
Hvordan ser krig ud gennem en børnesoldats øjne? Hvordan bliver man en dræber? Hvordan holder man op? Børnesoldater er blevet portrætterede af journalister, og romanforfattere har kæmpet med at forestille sig deres tilværelse. Men det er sjældent, man får en førsthåndsberetning fra én, som selv har udholdt dette helvede - og har overlevet.

Ishmael Beah fortæller i Den lange vandring en stærk og gribende historie. Da han var tolv år, flygtede han fra oprørshæren og vandrede gennem et land hærget af vold og brutalitet. Som 13-årig blev han samlet op af regeringshæren, og selvom han i bund og grund var en mild dreng, opdagede Beah, at han var i stand til at begå virkelig grusomme handlinger. Som 16-årig blev han taget bort fra kampene af UNICEF, og med hjælp fra personalet på et rehabilitationscenter lærte han at tilgive sig selv og genvinde sin menneskelighed.

Den lange vandring er en usædvanlig og tankevækkende beretning, fortalt med hjerteskærende ærlighed.

Læs Gyldendal.dks interview med Ishmael Beah

Uddrag

Der var alle mulige historier i omløb om krigen, som fik det til at lyde, som om det hele foregik i et fjernt land langt borte. Det var først, da flygtningene begyndte at strømme ind gennem vores by, at vi begyndte at forstå, at det faktisk foregik i vores eget land. Familier, der havde vandret flere hundrede kilometer, fortalte om, hvordan deres slægtninge var blevet dræbt og deres huse brændt. Børnene fra disse familier ville ikke se på os, og de for sammen ved lyden af brændehugning eller sten, der landede på bliktagene, når ungerne jagede fugle med deres slangebøsser. De voksne, der fulgtes med disse børn fra krigszonerne, faldt hen i tanker under samtalerne med byens ældste. Bortset fra deres underernæring og træthed var det tydeligt, at de havde set noget, der plagede dem, noget som vi ikke ville forstå, hvis de fortalte os det hele. Indimellem tænkte jeg, at deres historier var overdrevne. De eneste krige, jeg kendte til, var dem, som jeg havde læst om i bøger eller set i film som Rambo: First Blood, og så dem i nabolandet Liberia, som jeg havde hørt om på BBC. Min tiårige forestillingsevne formåede ikke at begribe, hvad det var, der havde stjålet disse flygtninges glæde.

Krigen ramte først rigtigt mig selv, da jeg var tolv år. Det var i januar 1993. Jeg skulle til den nærliggende by, Mattru Jong, med min storebror Junior og vores fælles ven, Talloi, der begge var et år ældre end jeg, for at deltage i nogle venners talentshow. Min bedste ven, Mohamed, kunne ikke komme med, fordi han og hans far skulle ordne deres stråtækte køkken den dag. Vi fire havde startet en rap- og dansegruppe, da jeg var otte. Vi havde stiftet bekendtskab med rapmusikken under et af vores besøg i Mobimbi, et kvarter hvor de fremmede, som arbejdede for det samme amerikanske selskab som min far, boede. Vi tog ofte til Mobimbi for at svømme i poolen og kigge på det store farvefjernsyn og de hvide, som myldrede rundt. En aften kom der en musikvideo med en flok unge, sorte fyre, der talte rigtig hurtigt, i fjernsynet. Vi sad alle fire helt fortryllede af sangen og forsøgte at forstå, hvad de sorte fyre sagde. Da videoen var slut, kom der et tekstskilt op på skærmen. Der stod "Sugarhill Gang, 'Rapper's Delight'". Junior skrev det hurtigt ned på et stykke papir. Derefter kom vi hver weekend for at studere den ny musik i fjernsynet. Dengang vidste vi ikke, hvad det hed. Men jeg var imponeret over, at de sorte fyre kunne tale engelsk så hurtigt og så det passede med rytmen.

Senere, da Junior kom på kostskole i sjette klasse, blev han venner med nogle drenge, som lærte ham mere om fremmed musik og dans. I ferierne havde han kassettebånd med hjem til mig og lærte mine venner og mig at danse til det vi nu fandt ud af var hip-hop. Jeg elskede dansen, og specielt nød jeg at lære teksterne, fordi de var poetiske og udvidede mit ordforråd. En eftermiddag kom far hjem, mens Junior, Mohamed, Talloi og jeg var i gang med at lære teksten til "I Know You Got Soul" af Eric B. & Rakim. Han standsede i døren til vores murstenshus med bliktaget og lo. Så sagde han: "Forstår I overhovedet, hvad det er, I siger?" Han gik, førend Junior kunne nå at svare, og slog sig ned i sin hængekøje under frugttræerne med mango, guava og appelsiner, hvor han tændte for BBC?s nyheder på radioen. "Se, det er rigtigt engelsk ? det skulle I hellere tage og lytte til," råbte han.
Mens far lyttede til nyhederne, lærte Junior os, hvordan vi skulle bevæge os til musikken. Vi bevægede skiftevis vores højre og venstre fod fremad og tilbage samtidig med, at vi gjorde det samme med armene og rystede overkroppen og hovedet. "Det hedder 'den løbende mand'," sagde Junior. Bagefter øvede vi os i at mime de rapnumre, som vi havde lært udenad. Inden vi skiltes for at passe vores aftenpligter med at hente vand og rense lamper, sagde vi "Peace, son" eller "I'm out," fraser vi havde samlet op i rapteksterne. Udenfor begyndte fuglenes og fårekyllingernes aftenkoncert.

Den morgen, vi tog til Mattru Jong, stoppede vi vores rygsække med notesbøgerne med sangtekster og proppede lommerne fulde af bånd med rapmusik. Vi gik i hængerøvsbukser, og indenunder havde vi boxershorts og træningsbukser til at danse i. Under vores langærmede bluser havde vi ærmeløse undertrøjer, T-shirts og fodboldtrøjer. Vi havde tre par sokker på, som vi trak ned og foldede for at få vores crapes* til at se helt rigtige ud. Da det blev for varmt senere på dagen, tog vi noget af tøjet af og slængte det om skuldrene. Vi var rigtig smarte. Ingen af os kunne vide, at denne usædvanlige tøjstil skulle vise sig at være nyttig. Eftersom vi regnede med at vende tilbage næste dag, sagde vi ikke farvel til nogen eller gav besked om, hvor vi gik hen. Vi vidste ikke, at vi forlod vores hjem for aldrig at vende tilbage.

Vi besluttede at gå de femogtyve kilometer til Mattru Jong for at spare penge. Det var en smuk sommerdag, solen var ikke for varm, og turen føltes ikke lang, som vi gik der og sludrede om alt muligt, drillede og jagtede hinanden. Vi havde slangebøsser med, som vi skød med efter fugle og aber, der forsøgte at krydse jordvejen. Undervejs gjorde vi holdt flere gange for at bade i de floder, vi kom til. Ved en flod med en bro over hørte vi en bil i det fjerne og skyndte os op på land for at se, om vi kunne komme med op at køre. Jeg kom op før Junior og Talloi og løb over broen med deres tøj. De troede, at de kunne nå at indhente mig, inden bilen nåede broen, men da de indså, at det var umuligt, spænede de tilbage mod floden, og netop som de var midt på broen, kom bilen. Pigerne i vognen lo, og chaufføren dyttede ad dem. Det var enormt skægt, og under resten af turen forsøgte de forgæves at tage hævn.

Vi kom til Kabati, min bedstemors landsby, ved totiden om eftermiddagen. Min bedstemor var kendt som Mamie Kpana. Hun var høj, og hendes perfekte kindben og store, brune øjne stod så fint til hendes smukke, aflange ansigt. Hun stod altid med hænderne i siden eller foldet bag hovedet. Når jeg så på hende, var det tydeligt, hvor min mor havde sin smukke, mørke hud, sine ekstremt hvide tænder og de fine halsrynker fra. Min bedstefar eller kamor - læreren, som alle kaldte ham - var en kendt, lokal arabiskkyndig og naturlæge for landsbyen og dens omegn.

Vi spiste og hvilede lidt ud i Kabati, inden vi tog hul på de sidste ti kilometer. Bedstemor ville have os til at overnatte, men vi fortalte hende, at vi ville komme tilbage den følgende dag.
"Hvordan behandler ham jeres far jer for tiden?" spurgte hun venligt, men bekymret.
"Hvad skal I i Mattru Jong, hvis I ikke skal i skole? Og hvorfor ser I så tynde ud?" fortsatte hun, men vi undveg hendes spørgsmål. Hun fulgte os til landsbyens udkant, og mens hun stod og fulgte os med øjnene, da vi gik ned ad bakken, tog hun sin vandrestok over i den venstre hånd, så hun kunne vinke farvel og velsigne os med den højre.

Et par timer senere var vi i Mattru Jong, hvor vi mødtes med vores gamle venner, Gibrilla, Kaloko og Khalilou. Om aftenen gik vi ud til Bo Road, hvor gadehandlerne solgte mad til langt ud på natten. Vi købte kogte jordnødder, og mens vi spiste, snakkede vi om, hvad vi skulle næste dag og planlagde at gå hen og kigge på stedet, hvor talentshowet skulle finde sted, og øve. Vi overnattede på Khalilous veranda, hvor der stod en smal seng, som vi alle fire sov på tværs i (Gibrilla og Kaloko gik hjem) med fødderne hængende ud over kanten. Jeg lå bedre end de andre, fordi jeg var den mindste af os.

Næste dag blev Junior, Talloi og jeg i Khalilous hus og ventede på, at vores venner skulle komme fra skole ved totiden. Men de kom tidligt hjem. Jeg var ved at gøre mine crapes rene og hjalp Junior og Talloi, som lavede armbøjningskonkurrence, med at tælle. Gibrilla og Kaloko gjorde os selskab på verandaen og deltog i konkurrencen. Talloi spurgte forpustet, hvorfor de kom så tidligt tilbage. Gibrilla forklarede, at lærerne havde sagt, at oprørshæren havde angrebet Mogbwemo, vores hjem. Skolen var aflyst indtil videre. Vi stivnede. Ifølge lærerne havde oprørerne angrebet mineområderne om eftermiddagen. De uventede geværsalver havde fået folk til at flygte i alle mulige retninger. Fædre var kommet løbende hjem fra arbejde, blot for at finde husene tomme uden spor efter deres familie. Mødrene græd, mens de løb til skoler, floder og vandposter for at finde deres børn. Børnene løb hjem for at finde deres forældre, som gik rundt i gaderne og ledte efter dem. Da geværilden tog til, opgav folk at finde deres kære og flygtede ud af byen.

Fra side 9-12

Om Ishmael Beah

Ishmael Beah, f. 1980 i Sierra Leone. Blev som 13-årig hvervet til hæren. Kæmpede i to år som børnesoldat. Som 17-årig flyttede han til USA, hvor han afsluttede de sidste to år af gymnasiet i FN's internationale skole i New York.

i 2004 tog han bachelorgrad i statsvidenskab fra Oberlin Universitet.

Han er bl.a. tilknyttet Human Rights Watch'-komite for børns rettigheder og har ved flere lejligheder talt i FN om krigsramte børns vilkår.

I Den lange vandring (2007) beretter han sin historie.

Bogen er solgt til udgivelse i omkring 30 lande.

Læs Gyldendal.dk's interview med forfatteren her

Læs mere om Ishmael Beah

Anmeldelser

"Aldrig har jeg læst en selvoplevet beretning med så stor en knude af medlidenhed i hjertet (...) Denne bog er et uforglemmeligt vidnesbyrd om noget, der både er ubegribeligt og dog rummer ægte hengivenhed (...) Bogen er ikke mindre end nødvendig læsning."
- Maria Sjøqvist, Kristeligt Dagblad

"For så vidt er Den lange vandring ikke blot endt som et detaljeret og vigtigt vidnesbyrd om en af de væsentligste og mest brutale krige i vor tid, men også som et helstøbt litterært værk båret af en selvsikker og sprudlende stemme, der låner fra både afrikansk folklore, Shakespeares tragedier og amerikansk hip hop uden på noget tidspunkt at miste sit eget originale tråd. Med tanke på rædslerne, han har oplevet og overlevet, tør man knapt efterlyse flere bøger fra Ismael Beahs hånd. Det gør vi nu alligevel."
- Tonny Vorm, Information

"Den lange vandringer en af de væsentligste krigshistorier i vores generation. Brugen af børnesoldater er blandt den moderne verdens største onder, og dog vi ved så lidt om det, fordi børnene opsluges af den krig, de tvinges til at føre. Ishmael Beah er ikke alene kommet helskindet ud af dette kaos, han er også blevet en af krigens mest samvittighedsfulde og veltalende vidner. Hvis vi ignorerer hans budskab, er det til fare for os selv."
- Sebastian Junger, forfatter til Den fuldkomne storm. En sand beretning om mennesker i kamp med havet og Døden i Belmont

"Ishmael Beahs gribende erindringer fra sin tid som børnesoldat, fra han var 13, til han blev 16, under Sierra Leones borgerkrig bliver utvivlsomt en klassiker."
- Martin Burcharth, Information