Din indkøbskurv
PrintDen femte revolution
Fortællinger fra hjernens tidsalder
|
PRIS kr. 299,00 Leveres normalt inden for 1-7 hverdage |
|
Om bogen
"En af de mest øjeåbnende og vel også vigtige populærvidenskabelige udgivelser, der længe har set dagens lys i Danmark. (...) Emmer (...) af vitalitet, viden og fortælleglæde. Lone Frank er langsomt, men sikkert begyndt at indtage tronen som landets fremmeste videnskabsforfatter efter Tor Nørretranders." - Lars Henrik Aagaard, Berlingske Tidende
"Formidabel videnskabsformidling (...) en fremragende og alsidig introduktion til hjerneforskningen, som igen bekræfter Franks format som en af landets mest kompetente videnskabsjournalister. " - Dennis Nørmark, Jyllands Posten
"Lone Frank tager læseren med på en spændende rejse til hjerneforskningens yderste revler. (...) En kyndig og uhyre velskrivende forskningsformidler, og hendes samtaler med nogle af feltets førende aktører giver et inspirerende indblik i neurovidenskabens menneskesyn og fremtidsdrømme." - Christian Graugaard, Politiken
At udforske hjernen er det samme som at udforske hvad mennesket er. Den femte revolution er en guide rundt i hjernen og i frontforskningen i hjernen, men først og fremmest er Den femte revolution en opdagelsesrejse i hjernens krinkelkroge, fuld af sjove, bizarre og oplysende eksempler.
Uddrag
Kapitel 1
I HÆLENE PÅ DEN FEMTE REVOLUTION
Situationen en pinlig. Der løber tårer ned over mit ansigt, og jeg er sikker på, at den venlige mand, som står ved min højre arm og taler til mig, har lagt mærke til dem. Jeg forsøger at blinke vandet væk fra øjnene, lukker og åbner igen og igen uden at det nytter alverden. Formaldehyden fra den hvide plastikspand foran mig bliver ved med at dampe op og angribe de sarte slimhinder. Jeg har en desperat lyst til at komme langt væk fra spanden, men det er helt umuligt. Jeg står og holder på en menneskehjerne - en halv menneskehjerne for at være helt nøjagtig - for forsøger samtidig at koncentrere mig om at lytte til manden, som gestikulerer og forklarer og forventer deltagelse. Hjernen, som hviler i min åbne højre hånd, er flækket på langs og blotter sit indre med hulrum og snirklede strukturer. Der er noget mindreværdigt over den måde, den halverede lillehjerne hænger og dingler ud over mit håndled.
"Du vil skrive en bog om hjernen, siger du. Så er det vel på sin plads at begynde med at se en på nærmeste hold, skulle jeg mene. Kan du din anatomi? Hvis vi starter med det lette, så er det tykke hvide bånd her corpus callosum." Hjernebjælken, ja. "Det er dens 200.000 tværgående nervefibre, som får de to hjernehalvdele til at kommunikere. Jeg kalder det hjernens Brooklyn Bridge."
Det er ikke første gang, George Tejada er kommet med den bemærkning, og det er ikke den første hjerne, han studerer på klos hold. Som biolog leder han håndteringen af væv her på Harvard Brain Tissue Ressource Center, verdens største hjernebank, og han har personligt fingrene i samtlige de omtrent tre hundrede menneskehjerner, som hvert år bliver doneret til forskning og ender her i Mailman-bygningen på McLean Hospital i Belmont uden for Boston. George, som alle kalder ham, er en spinkel midaldrende mand klædt i det uformelige grønne tøj, man kender fra operationsgange. Hans karseklippede gråsprængte hår og knappe bevægelser giver ham en udstråling af effektivitet og foretagsomhed, men den spanske accent gør ham blød i kanten. Alt i alt en mand, man trygt kan betro at tage vare på sine efterladte organer.
"Her er hippocampus." George rækker hånden over og lader en lillefinger løbe langs en runding tæt ved hjernens underside. "Det er den, der sørger for at gemme alle dine erindringer. Uden hippocampus er du ingen."
I teorien kender jeg udmærket funktionen af den lille snoede pølseagtige struktur, men jeg har aldrig set den i virkeligheden, så jeg bøjer mig længere ned over hjernen. Jeg er nu ikke rigtig i stand til at skelne noget særligt i den lyse brunlige masse, men kan faktisk kun tænke på i hvor høj grad hjernevævet minder om henkogte champignoner. Til gengæld får de stærke dampe mig til at tabe en tåre ned på hjernestammen. George opdager det ikke eller lader som ingenting, vender bare hjernen om og beder mig lægge mærke til, hvordan vindingerne i ydersidens hjernebark er langt mindre fyldige end de burde være. I stedet for at være hårdt pumpede og have en næsten glat overflade, har den dybe dale, som skærer sig på kryds og tværs som på en udtørret valnød.
"Svær atrofi."
"Alzheimers?"
George nikker, og jeg føler mig som en flink elev. Det er ubønhørlige demensprocesser, som har opløst den dyrebare væv og efterladt et indskrumpet og kompromitteret organ. Fra at have været et velfungerende menneske har denne - "kvinde, hjernen tilhørte en ældre kvinde" - bevæget sig dybere og dybere ind i et mørke uden erindringer, uden sprog og til sidst stort set uden bevidsthed. Det er på grund af sygdommen, at hun er endt her i en hvid plastikspand uden anden identitet end nummeret B6782. Hjernebanken samler på de syge hjerner for at kunne sende vævsprøver ud til forskere over hele verden. Fra viden vil der komme helbredelse, står der på forsiden af alle hjernebankens små pamfletter. Forskerne studerer forandringerne i vævet for at forstå, hvad der foregår i lidelser som Alzheimers, Parkinsons, skizofreni og bipolær sygdom eller maniodepressivitet som det hed engang.
"Jeg har ikke det nøjagtige beløb i hovedet, men det koster i tusindvis af dollars at få en enkelt hjerne igennem alle standardprocedurerne," siger George. Og der er professionel stolthed i hans minutiøse forklaring af, hvordan det følsomme organ skal fjernes fra dets hidtidige ejer straks efter døden og være i hjernebankens hænder, inden der er gået et døgn.
"Vi har altid nogen på tilkaldevagt, altid."
Ring til hjernebanken, før hjernen fjernes foreskriver protokollerne, som sendes ud til de plejehjem og hospitalsafdelinger, som huser en doner. Lad være med at balsamere den afdøde, før hjernen er blevet udtaget, og vær så venlig at placere den afdøde på køl så snart som muligt, og inden seks timer efter dødens indtræden. Hjernebanken vil fremsende det nødvendige forsendelsesmateriale til Dem.
Når de nedkølede hjerner ankommer til McLean bliver de med det samme delt i to halvdele. I laboratoriet er der billeder af den unge medarbejder Lou, som med plexiglasskærm for ansigtet og et stort smil til fotografen skærer en endnu blodig hjerne igennem. "Læg mærke til, at han fører kniven nedfra og op," bemærker George. "Det giver sådan en smuk hjernestamme."
Den ene halvdel ryger direkte i fryseren, mens den anden bliver præserveret i formaldehyd. Her ligger de så svævende i den tykke væske i hvide plastikspande, indtil de tages op og deles i skiver på kryds og tværs og kan sendes ud som vævsprøver til forskere, der har ansøgt og er blevet godkendt af banken. Hjernerne kommer desuden i kyndige patologhænder, så man kan sikre sig, at den rette diagnose er stillet, og farvninger af snit og karakteriseringer foretages. Der ankommer stort set en hjerne hver dag, og i dag ligger der næsten syv tusinde i depot. Banken har eksisteret siden 1978, og den er stadig med til at levere ny viden. I sin tid var vævsprøver herfra med til at identificere den genetiske fejl, som får bærere til at udvikle Huntingtons chorea, en uhelbredelig degenerativ sygdom, som skyldes bestemte hjernecellers død. I de senere år har hjernebankens direktør, Francine Benes, især koncentreret forskningen på McLean om skizofreni og bipolær sygdom. Med granskninger af donerede hjerne har hun afvist en hypotese om, at de to lidelser har at gøre med degeneration og celledød, og peget på, at de snarere skyldes fejlagtige forbindelser i hjernen.
"Jeg forsker ikke selv," siger George, men der er også rigeligt arbejde med at køre de rutinemæssige arbejdsgange. Han har gjort det i seks år, og alligevel bliver omgangen med det døde væv aldrig rutine og grå hverdag. Han slår ud med armene i rummet.
"Jeg elsker mit arbejde og bliver aldrig træt af at fortælle om det. Hjernerne udøver en dyb fascination på folk, og jeg oplever den stadig selv lige stærkt. Man kan ikke være uberørt af at vide, at det er en person, selve det som var dette menneske, man har i hånden."
Han har ret. Det er meget svært at være uberørt. Ganske vist er der et par gummihandsker mellem mig og den afdøde ældre kvindes højre hjernehalvdel, men man skulle tro de 700 gram koldt væv var strømførende. Det er en besynderlig fornemmelse, en bævende og rystende og egentlig ganske ubehagelig fornemmelse. Fuldstændig uventet.
"Du er biolog!" siger jeg til mig selv. "Du har dissekeret alt fra regnorme til kaniner uden at kny. I årevis arbejdede du med at splitte rotter ad for at dyrke deres hjerneceller, og du rystede aldrig på hånden. Du følte i hvert fald aldrig noget særligt."
Men nu er al min kølige akademiske interesse som blæst bort. At stå her med resterne af B6782 giver mig næsten lyst til at græde - tårer som ikke skyldes formaldehyd. Tynde kolde nåle prikker i kødet langs rygraden, og dybt inde i maven udløses der små kuglelyn af nervøsitet. Det er præcis som George Tejada siger: Jeg holder selve essensen af en person i min hånd. Denne massive viskelæderlignende klump var for blot en uge siden og gennem et helt liv et andet menneskes inderste kerne. Alle dette menneskes tanker, følelser og ubevidste lyster var de elektriske impulser, som uophørligt sprang mellem de enkelte cellers fint forgrenede netværk af udløbere. Det er, som om jeg foretager en overskridelse, noget forbudt. Øjeblikket er forfærdeligt intimt.
Samtidig er omgivelserne og omstændighederne så uendelig prosaiske. Rummet, vi står i, er beklædt med grå linoleum og oplyst af hvid neon, det er renskuret og anonymt og kunne godt minde om baglokalet i en dyrlægekonsultation, efter at kunderne er gået hjem. Fra loftet hænger en stålvægt som hos en slagter, langs væggene er der en række skabe med glaslåger, og på en af bordpladerne ligger en kuglepen parallelt med en blok gult papir. Alt er praktisk og formålstjenligt og uden dekoration. Dette er et arbejdsrum. Og George er mand for at få tankerne tilbage til det konkrete.
"Se lige her. Det er, hvad der sker, når man spiser for meget junk food."
Han trækker en stump af en arterie frem fra den blottede hjernes underside, og den er lysende gul og passer ligesom ikke til det blege og udvandede farveskema, resten er holdt i.
"Mærk hvor hård den er."
Jeg klemmer pligtskyldigt med to fingre på den tykke åre og mærker en næsten skarp hårdhed. Som plastik. George vender sig pludselig om, går hen og henter endnu en hvid spand frem fra hjørnet og åbner den med en snappende lyd. Hurtigt har han hænderne ned i væsken og kommer op med en halv hjerne, som han holder hen ved siden af min, så man kan se, at den er større og fuldere i formen.
"Se, sådan skal en kontrolhjerne se ud."
En kontrolhjerne. Altså et nogenlunde normalt organ som det George og jeg selv endnu bærer rundt på. Jeg lægger den sygdomshærgede B6782 tilbage i sin tyktflydende væske og føler, at jeg slipper af med en byrde. George ser ud, som om han vil til at sige noget, men det trækker bare i mundvigen.
Fra side 9-14
Anmeldelser
"En af de mest øjeåbnende og vel også vigtige populærvidenskabelige udgivelser, der længe har set dagens lys i Danmark. (...) Emmer (...) af vitalitet, viden og fortælleglæde. Lone Frank er langsomt, men sikkert begyndt at indtage tronen som landets fremmeste videnskabsforfatter efter Tor Nørretranders."
- Lars Henrik Aagaard, Berlingske Tidende
"Der er formidabel videnskabsformidling i Lone Franks rejseberetning fra hjerneforskningens mest interessante udflugtsmål. (...) Lone Frank skriver forbilledligt klart om alle de komplekse sager. (...) Engageret og personligt fortalt. "Den Femte Revolution" er således en fremragende og alsidig introduktion til hjerneforskningen, som igen bekræfter Franks format som en af landets mest kompetente videnskabsjournalister. "
- Dennis Nørmark, Jyllands Posten
"Lone Frank tager læseren med på en spændende rejse til hjerneforskningens yderste revler. (...) En kyndig og uhyre velskrivende forskningsformidler, og hendes samtaler med nogle af feltets førende aktører giver et inspirerende indblik i neurovidenskabens menneskesyn og fremtidsdrømme. (...) En videbegærlig interviewbog, og forfatterens løbende regibemærkninger binder på fin ? og tilpas forførende ? vis det strittende felt sammen til et konsistent hele."
- Christian Graugaard, Politiken
| Om bogen |
| Læs uddrag |
| Anmeldelser |
1. udgave
Hæftet , 312 sider
ISBN: 9788702059861
Gyldendal 2007
Omslag: Nete Banke - Imperiet
Salgs- og leveringsbetingelser
Datapolitik
Mød andre boglæsere på www.minbogdinbog.dk
En kort historie om næsten alt
PRIS kr. 299,95
All Dressed Up
PRIS kr. 269,00
Creative man
PRIS kr. 299,00
Helvedes malstrøm
PRIS kr. 375,00
Selvmål
PRIS kr. 169,00