g.dk

Samlet vurdering:

(8 i alt)

Hvad synes du?
Log ind for at give din vurdering

Jonathan Littell

De velvillige

PRIS kr. 399,00 Leveres normalt inden for 1-7 hverdage	Antal Læg i kurv

Gemt på Min huskeseddel Kunne ikke tilføjes Min huskeseddel Tilføj Min huskeseddel

Om bogen

Pressen skrev

"At læse den franske forfatter Jonathan Littells meget omdiskuterede bog 'De velvillige' er som at blive ramt med en hammer i panden. Som at blive ramt af en lastbil med 200 km/timen på en stille landevej. Bogen er så rystende, så voldsom og så imponerende, at verden omkring én skælver under læsningen, og nægter at falde til ro igen bagefter." - Moritz Schramm, Kristeligt Dagblad

"Hæsligt mesterværk (...) Littells bog er umådelig velskrevet, og han bringer os ind under huden på Max Aues beretninger om livet på østfronten og i koncentrationslejrene uden sentimentalitet eller undskyldninger. Vi får, bid for bid, kortlagt hvorledes det dannede menneske kan forsvinde ind i ondskaben og alligevel kravle ud som kulturmenneske på den anden side. Få børn. Nyde kunst. Leve videre." - Henrik Bo Nielsen, Nyhedsavisen

"Fransk-amerikansk kæmperoman om en kultiveret SS-bureaukrat giver et overvældende stærkt indblik i, hvordan totalitarisme opstår og fungerer." - Jakob Levinsen, Jyllands-Posten

"Noget af det mest underholdende læst længe (...) En både tragisk og betagende tour de force igennem steder i en geografi af krigsforbrydelser og masseudryddelser (...) Alt skrevet med en aura af autenticitet, historisk nerve og velskrevet nærvær." - Bo Tao Michaëlis, Politiken

Er den første roman nogensinde, der både har modtaget Goncourt-prisen og Det Franske Akademis romanpris. En intens roman, der fører læseren gennem de værst tænkelige rædsler under Anden Verdenskrig. Romanen handler om Max Aue, en jurist i SS-uniform, der myrdede jøder i et uhyggeligt omfang. Efter krigen forvandler han sig til en succesrig mand med familie, men alt er langt fra idyl, da han begynder at fortælle sine grusomme krigserindringer ?

Uddrag

Brødre, lad mig fortælle jer hvordan det gik til. Vi er ikke Deres bror, vil I replicere, og vi vil ikke vide det. Ganske vist er det en dyster historie, men jeg kan forsikre jer om at den også er opbyggelig, en veritabel moralsk fortælling. Den risikerer at blive noget lang, trods alt skete der meget, men hvis I nu ikke skulle have alt for travlt, har I tid nok med lidt held. Og desuden angår det jer. I skal få at se at det angår jer. Tro ikke at jeg prøver at overbevise jer om noget som helst; jeres meninger angår trods alt kun jer selv. Hvis jeg efter alle disse år har besluttet mig for at skrive, er det for selv at få styr på tingene, ikke for jeres skyld. Længe kryber man omkring på denne jord som en larve mens man venter på den pragtfulde, gennemsigtige sommerfugl som man bærer i sig. Og tiden går, forpupningen finder ikke sted, man bliver ved med at være larve, en trist konstatering, hvad skal man gøre? Selvmord er selvfølgelig en mulighed. Men egentlig frister selvmord mig ikke synderligt. Det siger sig selv at jeg har overvejet det længe; og hvis jeg skulle bruge denne udvej, ville jeg bære mig ad på følgende måde: Jeg ville trykke en håndgranat mod mit hjerte og tage herfra i et pludseligt brag af glæde. En lille rund granat som jeg ville tage splitten ud af før jeg slap bøjlen, mens jeg smilede lidt ved den metalliske lyd af fjederen, den sidste jeg ville høre bortset fra mit hjertes banken i mine ører. Og så omsider lykken, eller i hvert fald fred, og væggene i mit kontor dekoreret med kødstumper. Så må rengøringskonerne rydde op, det bliver de betalt for, det er værst for dem. Men som sagt frister selvmord mig ikke. Jeg ved for resten ikke hvorfor, det er måske en gammel moralfilosofisk kerne der får mig til at sige at vi trods alt ikke er sat i verden for at more os. Men hvorfor så? Aner det ikke, sikkert for at holde ud, for at slå tiden ihjel før den slår os ihjel. Og i dette tilfælde kan jeg lige så godt bruge mine ledige stunder til at skrive som til alt muligt andet. Ikke fordi jeg har ret mange ledige stunder, jeg er en travl mand; jeg har hvad man kalder en familie, et arbejde, altså pligter, alt dette tager tid, der er ikke meget tilbage til at fortælle sine erindringer. Så meget desto mere som jeg har erindringer, og endda en betragtelig mængde af dem. Jeg er en veritabel erindringsfabrik. Jeg kunne have tilbragt hele mit liv med at fabrikere erindringer selv om man på nuværende tidspunkt snarere betaler mig for at fabrikere kniplinger. Jeg kunne faktisk lige så godt have ladet være med at skrive. Det er trods alt ingen forpligtelse. Siden krigen har jeg hele tiden været en diskret mand; Gud være lovet har jeg i modsætning til visse af mine gamle kolleger aldrig følt trang til at skrive mine erindringer for at retfærdiggøre mig, for jeg har intet at retfærdiggøre, eller for at tjene penge, eftersom jeg tjener ganske godt som det er. Engang var jeg på forretningsrejse i Tyskland, jeg sad og diskuterede med direktøren for et stort undertøjsfirma som jeg ville sælge kniplinger til. Gamle venner havde anbefalet mig, så uden at stille spørgsmål vidste vi hvad vi havde at holde os til over for hinanden. Efter vores samtale der i øvrigt var forløbet på en særdeles positiv måde, rejste han sig for at hente en bog i sin reol og forærede mig den. Det var generalguvernøren i Polen, Hans Franks, posthume erindringer; den hed Med udsigt til skafottet. "Jeg fik et brev fra hans enke," forklarede min samtalepartner. "Hun lod manuskriptet som han skrev efter sin proces, udgive for egen regning, og hun sælger bogen for at kunne sørge for sine børn. Kan De forestille Dem at komme så langt ud? Generalguvernørens enke. Jeg bestilte tyve eksemplarer for at bruge dem som gave. Jeg anbefalede også alle mine afdelingschefer at købe en. Hun har skrevet et bevæget takkebrev til mig. Kendte De ham?" Jeg forsikrede ham at det gjorde jeg ikke, dog ville jeg læse bogen med interesse. Men jo, jeg havde faktisk krydset hans vej et kort øjeblik, det vil jeg måske senere fortælle om hvis jeg har mod eller tålmodighed dertil. Men her ville det ikke have givet nogen mening at tale om det. Bogen var i øvrigt særdeles dårlig, rodet, klynkevorn, badet i et underligt religiøst hykleri. De noter som jeg her skriver, vil måske også blive rodede og dårlige, men jeg vil gøre mit bedste for at forblive klar; jeg kan garantere jer at de i det mindste vil være blottet for enhver anger. Jeg fortryder intet. Jeg gjorde mit arbejde, basta. Hvad mine familieanliggender angår, som jeg måske også vil fortælle om, vedkommer de kun mig selv; og hvad resten angår hen mod slutningen, gik jeg nok for vidt, men dér var jeg heller ikke helt mig selv, jeg vaklede, og desuden vaklede hele verden omkring mig, jeg var ikke den eneste der tabte hovedet, det må I indrømme. Og så skriver jeg ikke for at forsørge min enke og mine børn, jeg er nemlig fuldt ud i stand til at forsørge dem. Nej, hvis jeg endelig har besluttet at skrive, er det sikkert for at få tiden til at gå og desuden, det kan godt være, for at kaste lys over et par dunkle punkter, for jer måske og for mig selv. I øvrigt mener jeg at det vil være sundt for mig. Jeg er nok lidt langt nede. Sikkert forstoppelse. Et beklageligt og smertefuldt fænomen som desuden er nyt for mig; før var det præcis det modsatte. I lang tid har jeg måttet gå på toilettet tre, fire gange om dagen; nu ville en gang om ugen være lykken. Jeg er henvist til lavementer, en ubehagelig fremgangsmåde om nogen, men effektiv. Undskyld, at jeg underholder jer med den slags ækle detaljer, men jeg har vel lov til at klage mig lidt. Og hvis I ikke kan holde det ud, vil I gøre bedst i at standse her. Jeg er ikke Hans Frank, jeg bryder mig nemlig ikke om at skabe mig. Jeg vil være præcis, i det omfang at det står til mig det står til mig. Trods mine særheder, og de har været talrige, hører jeg stadig til dem der mener at de eneste uundværlige ting i menneskelivet er luft, mad, drikke og afføring og søgen efter sandheden. Resten er efter behag.
    For nogen tid siden tog mine kone en sort kat med sig hjem, sikkert for at glæde mig. Naturligvis havde hun ikke engang spurgt om min mening. Hun anede nok at jeg ville sige blankt nej, en fuldbyrdet kendsgerning var mere sikker. Og når den først var der, var der intet at stille op, børnebørnene ville græde osv. Men denne kat var meget ubehagelig. Når jeg prøvede at klappe den for at vise min gode vilje, strøg den hen og satte sig i vindueskarmen og stirrede på mig med sine gule øjne; hvis jeg prøvede at tage den op, kradsede den. Om natten kom den til gengæld og lagde sig som en kugle på mit bryst, en kvælende masse, og i min søvn drømte jeg at man kvalte mig under en dynge sten. Det er lidt det samme med mine erindringer. Første gang jeg besluttede at nedfælde dem skriftligt, tog jeg fri. Det var sikkert en fejl. Tingene gik ellers godt; jeg havde købt og læst en betragtelig mængde bøger om emnet for at genopfriske min hukommelse, jeg havde lavet organigrammer, oprettet detaljerede kronologier og så videre. Men med denne ferie havde jeg pludselig tid, og jeg begyndte at tænke. Oven i købet var det efterår, en snavset grå regn slog bladene af træerne, jeg blev langsomt grebet af angst. Jeg opdagede at det at tænke ikke er noget godt.
    Det kunne jeg have sagt mig selv. Mine kolleger betragter mig som en der er rolig, alvorlig, eftertænksom. Rolig, javist, men meget ofte i løbet af dagen begynder mit hoved at brøle dumpt som en krematorieovn. Jeg taler, jeg diskuterer, jeg træffer beslutninger som alle andre; men når jeg står ved baren med min cognac, forestiller jeg mig at en mand kommer ind med et jagtgevær og åbner ild; i biografen eller i teatret forestiller jeg mig at en afsikret granat triller ind under stolerækkerne; på rådhuspladsen ser jeg på en festdag en lastbil proppet med eksplosiver springe i luften, eftermiddagens fryd og gammen forvandles til et blodbad, blodet løber ned mellem brostenene, kødstumper klistrer til murene eller ryger gennem vinduerne for at lande i søndagssuppen, jeg hører skrig, jamren fra folk med afrevne lemmer, ligesom en lille nysgerrig dreng river benene af et insekt, de overlevendes sløvhed, en mærkelig stilhed der er ligesom trukket hen over trommehinderne, begyndelsen til en langvarig skræk. Rolig? Jovist forbliver jeg rolig uanset hvad, jeg lader mig ikke mærke med noget, jeg forholder mig rolig, upåvirkelig, ligesom de stumme facader i katastroferamte byer, ligesom de små gamlinge i parkerne med deres stokke og deres medaljer, ligesom de druknedes ansigter i vandskorpen, dem man aldrig finder. At bryde denne frygtelige ro ville jeg være temmelig meget ude af stand til selv om jeg ville. Jeg hører ikke til dem der råber op over alt muligt, jeg kan styre mig. Men det tynger også mig. Det værste er ikke nødvendigvis de billeder jeg lige har beskrevet; den slags fantasier har jeg haft i lang tid, sikkert siden min barndom, i hvert fald længe før jeg også selv befandt mig i destruktionsanstaltens hjerte. På den måde var krigen blot en bekræftelse, og jeg har vænnet mig til disse små scenarier, jeg opfatter dem som en relevant kommentar til tingenes forgængelighed. Nej, det der viste sig vanskeligt, var at jeg ikke beskæftigede mig med andet end at tænke. Tænk over det: Hvad tænker I selv på i løbet af en dag? Faktisk på meget lidt. Det ville være en nem sag at opstille en argumenteret klassificering af jeres løbende tanker: praktiske eller mekaniske tanker, planlægning af handlinger og af tid (eksempel: sætte kaffen over før man børster tænder, men riste brød bagefter fordi det bliver hurtigere færdigt); problemer med arbejdet, økonomiske bekymringer; bøvl på hjemmefronten; seksuelle fantasier. Jeg skal skåne jer for detaljerne. Ved middagsbordet kigger I på jeres kones aldrende ansigt; hun er så uendelig meget mindre tiltrækkende end jeres elskerinde, men i enhver henseende bedre, hvad skal man gøre, sådan er livet, altså taler I om den seneste regeringskrise. Faktisk er I skide ligeglade med den seneste regeringskrise, men hvad skal I ellers tale om? Eliminér den slags tanker, og så vil I give mig ret i at der ikke er ret meget tilbage. Der er selvfølgelig andre øjeblikke. Mellem to reklamer for vaskepulver dukker der uventet en tango op fra før krigen, for eksempel Violetta, og da genopstår flodens natlige skvulpen, værtshusets kulørte lamper, den svage duft af sved på en glad kvindes krop; ved indgangen til en park minder et barns smilende ansigt jer om jeres søns ansigt lige før han begyndte at gå; på gaden bryder en solstråle gennem skyerne og belyser et platantræs store blade, den hvide stamme; og I kommer pludselig i tanker om jeres barndom, om skolegården hvor I legede røvere og soldater og skreg af skræk og fryd. I har lige haft en menneskelig tanke. Men det er ret sjældent.
    Men hvis man indstiller arbejdet, de banale aktiviteter, hverdagens jag for at tænke en tanke til ende, forholder det sig ganske anderledes. Snart stiger tingene op til overfladen i tunge og mørke bølger. Om natten går drømmene af led, folder sig ud, myldrer frem, og når man vågner, efterlader de et tyndt, bittert og fugtigt lag inde i hovedet som er længe om at forsvinde. Misforstå mig ikke: Det handler ikke om skyldfølelse, om anger. Det eksisterer sikkert også, det vil jeg ikke benægte, men jeg mener at tingene er anderledes indviklede. Selv en mand der ikke har været i krig, som ikke har været nødt til at slå ihjel, vil komme ud for det jeg taler om. Så kommer de små svinestreger, fejheden, falskheden, usselheden som ethvert menneske er underlagt, tilbage. Så det er ikke så underligt at menneskene opfandt arbejdet, alkoholen, den intetsigende sludren. Ikke så underligt at fjernsynet har en så stor succes. Kort sagt afsluttede jeg hurtigt min uheldige ferie, det var bedst. Jeg havde tid nok til at grifle i frokostpausen eller om aftenen når sekretærerne var gået.
    En kort pause for at gå ud og kaste op, og jeg fortsætter. Det er en anden af mine talrige små skavanker. Af og til kommer mine måltider op igen, somme tider med det samme, somme tider senere, uden grund, uden videre. Det er et gammelt problem, det stammer fra krigen, det begyndte omkring efteråret 1941 for at være præcis, i Ukraine, i Kiev, tror jeg, eller måske var det i Zitomir. Det vil jeg sikkert også fortælle om. Men under alle omstændigheder har jeg vænnet mig til det i tidens løb: Jeg børster tænder, drikker et lille glas alkohol og fortsætter mine gøremål. Og nu til mine erindringer. Jeg har købt adskillige stilehæfter i stort format, men med små kvadreringer som jeg har liggende i en låst skuffe i mit skrivebord. Tidligere kradsede jeg noter ned på småkvadrerede kartotekskort; nu har jeg besluttet at starte forfra i ét stræk. I grunden ved jeg ikke hvorfor jeg gør det. Det er i hvert fald ikke til mine efterkommeres opbyggelse. Hvis jeg lige nu døde hurtigt, for eksempel af et hjerteanfald eller en hjerneblødning, og mine sekretærer tog nøglen og åbnede denne skuffe, ville de få et chok, de stakler, og det ville min kone også for kartotekskortene ville være mere end nok. De skulle brændes i en fart for at undgå skandale. Jeg er personligt ligeglad, jeg vil jo være død. Til syvende og sidst er det ikke jer, jeg skriver til, selv om det er jer, jeg henvender mig til.

                                         (...)

Jeg gætter jeres tanke: Her har vi et rigtig slet menneske, tænker I, et ondt menneske, kort sagt et ud fra enhver synsvinkel dumt svin der burde rådne op i fængsel i stedet for at belemre os med en halvt angrende gammel fascists forvirrede filosofi. Hvad fascismen angår, bør vi ikke rode alting sammen, og hvad angår mit strafferetslige ansvar, bør I ikke dømme mig på forhånd, jeg har endnu ikke fortalt min historie. Hvad angår spørgsmålet om mit moralske ansvar, bør I tillade mig nogle få betragtninger. Politiske filosoffer har ofte bemærket at borgeren, i hvert fald den mandlige, i krigstid mister en af sine mest elementære rettigheder, retten til at leve, og det siden Den franske Revolution og opfindelsen af værnepligten, et princip der nu er almindeligt anerkendt eller næsten. Men de har sjældent bemærket at denne borger samtidigt mister en anden rettighed der er lige så elementær og måske endnu mere afgørende hvad angår den forestilling han har om sig selv som civiliseret menneske: retten til ikke at dræbe. Ingen spørger om jeres mening. Manden der står oven over massegraven har som regel lige så lidt bedt om at være der som ham der ligger død eller døende i den samme grav. I kan indvende at det at dræbe en anden soldat i kamp ikke er det samme som at dræbe en ubevæbnet civilist; krigens love tillader det ene, men ikke det andet; det samme gør den almindelige moral. Abstrakt set er det absolut et godt argument, men det tager ikke højde for den pågældende konflikts betingelser. Den helt igennem arbitrære skelnen som efter krigen blev etableret mellem på den ene side "militære operationer" der var ækvivalente med operationerne under en hvilken som helst anden konflikt, og på den anden de "grusomheder" der blev begået af et mindretal af sadister og galninge er, som jeg håber at kunne vise, et beroligende blændværk fra sejrherrernes side ? de vestlige sejrherrer, må jeg hellere præcisere, for trods deres retorik har sovjetrusserne altid forstået hvad det handlede om: Efter maj 1945, da det indledende spil for galleriet var overstået, var Stalin ravende ligeglad med en illusorisk "retfærdighed", han ville have noget fast, konkret, slaver og materiel til at genrejse og genopbygge, hverken anger eller jamren, for han vidste lige så vel som os at de døde ikke hører gråden, og at anger aldrig har skaffet brød på bordet. Jeg påberåber mig ikke Befehlnotstand, tvang i kraft af ordrer, der værdsættes så højt af vore gode tyske advokater. Det jeg har gjort, har jeg gjort fuldt vidende, jeg mente at det handlede om min pligt, og at det var nødvendigt at den blev udført, hvor ubehageligt og forfærdeligt det end måtte være. Sådan er den totale krig også: Civilisten eksisterer ikke længere, og mellem det gassede jødiske barn og det tyske barn der dør på grund af brandbomber, er der kun midlerne til forskel; de to dødsfald er begge lige forgæves, ingen af dem har afkortet krigen med så meget som et sekund; men i begge tilfælde troede manden eller mændene som slog dem ihjel at det var retfærdigt og nødvendigt; hvem skal man skyde skylden på hvis de tog fejl? Hvad jeg siger, er stadig sandt hvis man foretager en kunstig skelnen mellem krigen og hvad den jødiske advokat Lempkin kalder folkemord, for så vidt som der i det mindste i vort århundrede endnu aldrig har været folkemord uden krig, at folkemord ikke eksisterer uden for krigen, og at det ligesom krigen drejer sig om et kollektivt fænomen: Det moderne folkemord er en proces der påføres masserne af masserne for massernes skyld. I det tilfælde vi her beskæftiger os med, er det også en proces der leddeles af de industrielle metoders krav. Ligesom arbejderen i følge Marx er fremmedgjort i forhold til sit arbejdsprodukt, er udøveren fremmedgjort i forhold til produktet af sin handling under folkemord eller i den totale krig i sin moderne form. Det gælder endda i det tilfælde hvor en mand retter et gevær mod et andet menneskes hoved og trykker på aftrækkeren. For ofret er blevet ført derhen af andre mænd, hans død er blevet besluttet af andre igen, og skytten ved at han blot er det sidste led i en meget lang kæde, og at han ikke bør stille sig selv flere spørgsmål end et medlem af en henrettelsespeloton, som i det civile liv skyder en mand der er blevet dømt af lovene som det sig hør og bør. Skytten ved at det er et tilfælde som gør at han skyder, at hans kammerat holder rebet, og at en tredje kører lastbilen. Allerhøjst kunne han prøve at bytte plads med vogteren eller chaufføren. Et andet eksempel, hentet fra den righoldige historiske litteratur snarere end fra min personlige erfaring: udryddelsesprogrammet for svært handicappede eller mentalt syge tyskere, det såkaldte "eutanasi"-program eller "T-4", der blev sat i værk to år før programmet for "Den Endelige Løsning". Her blev de mentalt syge, der var udvalgt inden for rammerne af et juridisk system, modtaget i en bygning af professionelle sygeplejersker der registrerede dem og klædte dem af; lægerne undersøgte dem og førte dem ind i et lukket rum; en arbejder tog sig af gassen; andre gjorde rent; en politimand udstedte en dødsattest. Da disse personer blev forhørt efter krigen, svarede de alle: "Skulle jeg være skyldig?" Sygeplejersken har ikke dræbt nogen, hun klædte kun de syge af og beroligede dem, hvilket hører med til hendes profession. Lægen har heller ikke slået nogen ihjel, han har blot bekræftet en diagnose ud fra kriterier som andre instanser har opstillet. Arbejderen der åbner for gashanen, altså ham der er tættest på mordet i tid og rum, udfører en teknisk funktion under sine overordnedes og lægernes kontrol. Arbejderne der tømmer rummet udfører et nødvendigt hygiejnisk arbejde som oven i købet er meget frastødende. Politimanden følger sin procedure som er at konstatere et dødsfald og notere at det fandt sted uden at krænke de gældende love. Hvem er så skyldig? Alle eller ingen? Hvorfor skulle arbejderen der står for gassen være mere skyldig end den arbejder der er beskæftiget ved dampkedlen, i haven, med bilerne? Det samme gælder alle facetterne i dette kæmpeforetagende. Er sporskifteren ved jernbanerne for eksempel skyld i jødernes død, når han skifter spor og sender dem mod en lejr? Denne arbejder er funktionær, han har udført det samme arbejde i tyve år, han stiller spor for togene efter en plan, han behøver ikke at vide hvad den går ud på. Det er ikke hans fejl hvis disse jøder transporteres fra punkt A via hans sporskifte til punkt B hvor man slår dem ihjel. Og dog spiller denne sporskifter en afgørende rolle i udryddelsesarbejdet: Uden ham ville jødetoget ikke ankomme til punkt B. Det samme gælder den funktionær der skal beslaglægge lejligheder til ofre for bombardementerne, trykkeren der laver deportationsordrer, leverandøren der sælger beton og pigtråd til SS, underofficerer fra intendanturen der leverer benzin til en Teilkommando fra SP og Gud foroven som tillader alt dette. Naturligvis kan man etablere relativt præcise udmålinger af strafansvar der gør det muligt at dømme nogle og lade alle de andre tilbage med deres samvittighed, hvis de ellers har en; det er så meget desto lettere som man skriver lovene efter begivenhederne, ligesom i Nürnberg. Men selv dér var det lidt tilfældigt. Hvorfor hængte man Streicher, den impotente bonderøv, men ikke den uhyggelige von dem Bach-Zelewski? Hvorfor hængte man min overordnede, Rudolf Brandt og ikke hans egen, Wolff? Hvorfor hængte man ministeren Frick og ikke hans underordnede Stuckart der gjorde alt arbejdet for ham? En heldig mand, denne Stuckart, der kun svinede sine hænder til med blæk, aldrig med blod. Lad os endnu en gang få tingene på det rene: Jeg prøver ikke at sige at jeg ikke er skyldig i denne eller hin handling. Jeg er skyldig, I ikke, fint. Men I burde dog kunne sige jer selv at I også kunne have gjort hvad jeg har gjort. Måske med mindre ildhu, men måske også med mindre fortvivlelse, under alle omstændigheder på en eller anden måde. Jeg mener at jeg har lov til at konkludere - som en fastslået kendsgerning i den moderne historie - at alle eller næsten alle under de givne omstændigheder gør hvad de får besked på; ja, undskyld, der er få muligheder for at I skulle være undtagelsen, så lidt som jeg selv var det. Hvis I er født i et land eller i en tid hvor ikke alene ingen kommer og dræber jeres kone, jeres børn, men hvor ingen beder jer om at dræbe andres koner og børn, så pris Gud og gå bort i fred. Men hold jer altid dette for øje: Måske er I heldigere end jeg, men I er ikke bedre. For hvis I er arrogante nok til at tro at I er det, begynder faren dér.

Fra side 11-16 og side 24-27 i De Velvillige af Jonathan Littell.

Anmeldelser

"At læse den franske forfatter Jonathan Littells meget omdiskuterede bog 'De velvillige' er som at blive ramt med en hammer i panden. Som at blive ramt af en lastbil med 200 km/timen på en stille landevej. Bogen er så rystende, så voldsom og så imponerende, at verden omkring én skælver under læsningen, og nægter at falde til ro igen bagefter."
- Moritz Schramm, Kristeligt Dagblad

"Hæsligt mesterværk (...) Littells bog er umådelig velskrevet, og han bringer os ind under huden på Max Aues beretninger om livet på østfronten og i koncentrationslejrene uden sentimentalitet eller undskyldninger. Vi får, bid for bid, kortlagt hvorledes det dannede menneske kan forsvinde ind i ondskaben og alligevel kravle ud som kulturmenneske på den anden side. Få børn. Nyde kunst. Leve videre."
- Henrik Bo Nielsen, Nyhedsavisen

"Fransk-amerikansk kæmperoman om en kultiveret SS-bureaukrat giver et overvældende stærkt indblik i, hvordan totalitarisme opstår og fungerer."
- Jakob Levinsen, Jyllands-Posten

"Noget af det mest underholdende læst længe (...) En både tragisk og betagende tour de force igennem steder i en geografi af krigsforbrydelser og masseudryddelser (...) Alt skrevet med en aura af autenticitet, historisk nerve og velskrevet nærvær (...) Ikke kun Anden Verdenskrig, men også mellemkrigstidens ideer og debatter er tegnet med en sjælden grad af troværdighed."
- Bo Tao Michaëlis, Politiken

Om bogen

Læs uddrag

Anmeldelser

1. udgave
Indbundet , 910 sider
ISBN: 9788702057515
Gyldendal 2008
Omslag: Harvey Macaulay - Imperiet
Oversat af: Lars Bonnevie

De velvillige

Om bogen

Uddrag

Anmeldelser