Din indkøbskurv
|
PRIS kr. 199,00 |
|
Smukt tilrettelagt bog i tekst og fotografier, hvor Georg Metz fortæller dele af Danmarks historie i tiden 1900-2000. I sin analyse af de udvalgte nærbilleder af det politiske liv, erhvervslivet, kulturen m.m. søger han de store linjer i landets historie: udviklingen fra landbrugsland til industri-, service- og informationssamfund, de nye erhvervsstrukturer, velfærdssamfundet, indvandringen og globaliseringen - frem til den dementerede påstand om en dansk enhedskultur. Illustreret med 330 fotografier.
Indfald i danmarkshistorien
Denne bog er en fortælling om danskernes historie i forrige århundrede.
Det 20. århundrede er som kronologisk afgrænsning et postulat. Århundredets økonomiske, kulturelle og politiske historie tog ikke sit afsæt i år 1900. Forståelsen af modernn dansk udenrigspolitisk skal for eksempel søges i det 19. århundredes politiske og militære begivenheder, katastrofer om man vil, som anviste landet dets plads i den internationale rangorden. Ved midten af århundredet, da verdenskrigen var forbi, dikterede en ny storpolitisk situation Danmark at forkaste neutralitetspolitikken og søge sikkerhed i alliancer. I dette skifte kunne man med større ret sætte en national tidsregnings milepæl, frem for ved et rundt årstal.
1900 til 2000, dette tidsmæssigt og traditionelt afgrænsede samspil mellem personer og befolkningsgrupper i det nationale fællesskab, er ikke desto mindre en inddeling med stærk appel til den menneskelige behov for struktur - og trods alle forbehold værd at give et bud på.
Den danske identitet i det 20. århundrede blev tilført utallige impulser til sit særpræg, således som dette delvis blev formet på ny i århundredets store kriser. En af forudsætningerne for at begribe et senere politisk opbrud, en kulturkamp måske, er erkendelsen af det udefra kommende moderne gennembruds langsigtede betydning. Radikalismen og modernismen tilførte således allerede i det tidlige 1900-tal det danske samfund uvurderlige kvaliteter inden for politik, kunst og videnskab. Nationale værdier er produkt af disse fænomener som sammenholdt med ændrede erhvervsstrukturer og længere levealder, forudsatte atter nye ideer samt forkastelse af vedtagne forestillinger, fordomme og tabuer. Tendensen accelererede hastigt og kraftfuldt fra 1900.
Det 20. århundredes Danmark blev barnet og kvinden, oprøret og menneskerettighedernes århundrede, fuldt af indre modsætninger. Mange danskere blev sig bevidst at de levede en kuet og hæmmet tilværelse og engagerede sig i kampen for forandringer. Det 20. århundrede blev Socialdemokratiet, velfærdsstaten og planøkonomiens århundrede. Det blev også fribytternes tidsalder og de unges epoke. Det 20. århundrede blev i al sin mangfoldighed på én gang aktion og reaktion, drømme og bristede drømme, lyssyn og pessimisme, gudstro og gudsfornægtelse, lys og mørke.
Gennem spidsvinklede indfald i hundredåret, dispositionsmæssigt inspireret af fotografierne - udvalgt af billedredaktionen i samråd med forfatteren - samt af den righoldige litteratur, tilbyder bogen indgange til forståelse af denne turbulente og dybt komplekse tid.
En sådan fremstilling end ikke drømmer om at være udtømmende eller fyldestgørende. Fortællingen koncentrerer kræfterne om bemærkelsesværdige eller gennemgående træk og fænomener, således som forfatteren opfatter og tolker den nyeste danmarkshistorie. I den forstand kan fortællingen ikke være anderledes.
Ved genudgivelsen i 2006 er teksten gennemgået og påviste og erkendte fejl rettet. Persondata er ført ajour.
Georg Metz, København, august 2006
Fra side 5.
| Om bogen |
| Læs uddrag |