Din indkøbskurv
|
PRIS kr. 254,00 Leveres normalt inden for 1-7 hverdage |
|
Meget flot bog, der i en enkel og underholdende stil serverer alle de nødvendige oplysninger og fremgangsmåder til fremstilling af festlige og velsmagende cocktails, alt sammen krydret med tips, vitser og anekdoter.
Forord
Det er blevet sagt, at cocktailen er det eneste nogenlunde fornuftige, amerikanerne har opfundet, og sandt er det i hvert fald, at hvis man er til store og gode cocktails, så er der ingen andre steder, hvor man bliver så serviceret som i USA.
Dér er det et job at stå i en bar, ikke bare en nebengesjæft på vej mod noget større; fotomodel, skuespiller eller sådan. (I New York er det tjenerne, der er "in between jobs".) New York City og til dels Los Angeles er endvidere de to storbyer, hvor verdensomspændende cocktail- og drinktrends startes. Efter en barcrawl i New York ved man, hvad man kommer til at drikke og læse om i København cirka to år efter. Cocktails & Drinks er en stærkt udvidet, revideret og nyskrevet udgave af Gyldendals cocktailguide fra 2003. Branchen har ændret sig markant, og jeg er blevet klogere.
Der er cirka dobbelt så mange opskrifter som sidst, hvis man tager alle de forskellige varianter med, men det er stadig min holdning, at det ikke er antallet af opskrifter, der afgør, om bogen er god eller ej. Der findes cocktailbøger med 10.000 opskrifter, men så mange forskellige cocktails findes der ganske enkelt ikke. Det bliver ikke en cocktail eller en drink, bare fordi man hælder noget sammen og så giver blandingen et navn. I det fleste tilfælde svarer det til at servere røget sild med chokoladesovs og så kalde det Herring Surprise. Det er en ret. Den har et navn. Men er den værd at bruge tid på?
Samtlige cocktails og drinks i denne bog har deres berettigelse. De er testet, afprøvet og velafbalancerede. De kan alle samme drikkes med fornøjelse. Man kan muligvis ikke lide dem alle sammen - det kan jeg heller ikke selv - men det har noget med smag og behag at gøre, og det er noget ganske andet. Der er forskel på lort og lagkage. I denne bog er der lutter lagkage, om man så må sige.
Ud over opskrifter indeholder bogen kapitler af cocktailverdenens historie. Jeg forsøger at kaste lys på en verden, som jeg finder underholdende og inspirerende. Selvom der - lige som med al anden kulturhistorie - er mange myter og løgnehistorier forbundet med indtagelsen af alkohol (det siger næsten sig selv), så skal historierne fortælles. De er det værd, synes jeg.
Jeg håber læseren synes det samme.
Ole Knudsen
Indholdsfortegnelse.
Opslag fra bogen.
| Om bogen |
| Læs uddrag |