Din indkøbskurv
|
PRIS kr. 69,95 |
|
"Han beretter åbent om sit vanvittige misbrug af stoffer og alkohol, og han har ingen problemer med at løfte sløret for de problemer, som han har haft med kvinder og kolleger undervejs." - Peter Schollert, Jyllands-Posten
"Clapton lægger ikke fingrene imellem." - René Gummer, Weekendavisen
Eric Clapton er en af verdens største nulevende bluesguitarister, berømmet for numre som Layla, Sunshine of Your Love, Wonderful Tonight og Tears in Heaven. Her fortæller han åbent og ærligt og med en tør humor historien om et liv med musik, kærlighed, stoffer og alkohol og sorg over at miste sin søn.
Jeg hilste på The Beatles bag scenen på Odeon. Paul optrådte som ambassadør og kom hen for at give os hånden. Jeg kan huske, at han spillede "Yesterday", som var halvt færdig på det tidspunkt, og spurgte os andre, hvad vi syntes om den. Han havde ikke skrevet teksten endnu. Han kaldte den "Scrambled Eggs" og sang også "Scrambled Eggs { Everybody calls me scrambled eggs". George og jeg blev gode venner. Han kunne lide den samme musik som jeg, og vi talte for det meste om musik. Han viste mig sin samling af Gretsch-guitarer, og jeg viste ham mine tynde strenge, som jeg altid købte i en butik, der hed Clifford Essex på Earlham Street. Jeg gav ham et par stykker, og sådan begyndte et mangeårigt venskab, der dog måtte vente lidt endnu, eftersom The Beatles befandt sig i en anden verden. De var stjerner og hurtigt på vej op.
Mit møde med John var lidt anderledes. En aften jeg kørte med undergrundsbanen til Hammersmith for at spille, faldt jeg i snak med en ældre amerikansk kvinde. Hun var faret vild og spurgte om vej. Hun spurgte, hvad jeg lavede, og hvor jeg skulle hen, og jeg svarede, at jeg var på vej for at spille guitar til en koncert sammen med The Beatles. "The Beatles?" gentog hun forbavset. "Må jeg komme med?"
"Ja, jeg skal nok prøve at få dig med ind," svarede jeg. Da vi ankom til Odeon, sagde jeg til scenemesteren, at hun var en bekendt af mig og tog hende med over til The Beatles? garderobe, der lå på samme etage som scenen. De var ved at gå, men gav sig alligevel tid til at tale med hende og opførte sig venligt og høfligt. Da vi nåede til John, anlagde han en mine, som om han kedede sig gudsjammerligt og gav sig til at gøre onanibevægelser inde i frakken. Jeg blev chokeret og temmelig krænket på den lille gamle dames vegne, fordi jeg følte, at jeg havde ansvaret for hende, og fordi han derfor på en måde også fornærmede mig. Jeg kom til at kende John ganske godt senere, men var altid siden bevidst om, at han kunne finde på at opføre sig temmelig besynderligt.
Selv om The Yardbirds endnu ikke var begyndt at tjene store penge, havde jeg råd til at købe min første seriøse guitar, en kirsebærrød Gibson ES-335, min drømmeguitar, som Kay?en kun havde været en dårlig efterligning af. Gennem hele mit liv har jeg mange gange valgt guitar ud fra, hvad andre musikere spillede på, og denne her var den samme, som Freddy King spillede på. Den var den første af en ny periodes guitarer, der alle sammen var smalle og semiakustiske. Det var både "rockguitarer" og "bluesguitarer", og om nødvendigt kunne man spille på dem med eller uden forstærker og alligevel høre dem.
Jeg havde set Gibson?en i en butik enten på Charing Cross Road eller Denmark Street, hvor flere musikbutikker havde guitarer udstillet i vinduerne. For mig var det som slikbutikker. Jeg stod foran vinduerne og stirrede på dem i timevis, især om aftenen, når der var lys i dem; efter en tur hen i The Marquee, vandrede jeg rundt hele aftenen og drømte. Da jeg til sidst købte Gibson?en, kunne jeg næsten ikke tro, at den kunne være så skinnende blank og smuk. Jeg følte mig som en rigtig musiker.
Sagen var, at jeg efterhånden tog mig selv alt for alvorligt og var blevet kritisk og fordømmende over for andre musikere, der ikke gik ind for ren blues. Det hang sikkert sammen med den fase, jeg befandt mig i. Jeg læste Baudelaire i oversættelse, havde lige opdaget amerikanske undergrundsforfattere som Kerouac og Allen Ginsberg og gik i biografen for at se franske og japanske film. Jeg begyndte også at se ned på popmusik i almindelighed, og derfor følte jeg mig også rigtig dårligt tilpas ved at spille i The Yardbirds.
Bandet bevægede sig ikke længere i den retning, jeg ville, først og fremmest fordi Giorgio og et par af de andre efter at have været vidne til The Beatles? enorme succes var blevet nærmest besat af tanken om at komme i tv og øverst på hitlisten. Det er meget muligt, at Giorgio stadig ærgrede sig over, at han havde mistet The Stones, men han var i hvert fald sikker på, at vi ikke kom frem hurtigt nok, for vi fik hver især besked på at holde ørerne stive og finde et hit. Jeg havde sådan set ikke noget imod at producere et hit, bare det var et nummer, vi kunne være stolte af. Giorgio havde pudsigt nok spillet et Otis Redding-nummer for mig, "Your One and Only Man", flere måneder før. Det var en iørefaldende melodi, og jeg mente, at vi kunne producere en version af den uden at give køb på alle vores principper. Men så kom Paul Samwell-Smith med et nummer, der hed "For Your Love", af Graham Gouldman, der senere kom med i 10cc, og den var helt klart en etter på hitlisten. Jeg protesterede, men alle de andre kunne godt lide den, og det var så det.
Da The Yardbirds besluttede at indspille "For Your Love", måtte jeg se i øjnene, at det var begyndelsen til enden for mig; jeg kunne ikke se, hvordan vi kunne producere en plade af den art og stadig blive ved med at være den samme gruppe. Efter min mening havde vi solgt fuldstændig ud. Jeg spillede med på den, selv om min medvirken indskrænkede sig til et meget kort bluesriff i mellemstykket, og som trøst gav de mig B-siden, et instrumentalnummer, der hed "Got To Hurry", som byggede på en melodi, Giorgio havde nynnet, og han kom også til at stå som komponist med pseudonymet O. Rasputin.
Jeg var på dette tidspunkt temmelig gnaven og utilfreds. Jeg gjorde mig med fuldt overlæg så upopulær som muligt ved at være påståelig og dogmatisk ved enhver lejlighed. Til sidst kaldte Giorgio mig ind på kontoret i Soho og sagde, at det efterhånden var klart for enhver, at jeg ikke længere var glad for at være i bandet, og at han ikke ville stille sig i vejen for mig, hvis jeg ville ud af det. Han fyrede mig ikke direkte. Han tilbød mig at træde ud. Jeg var så desillusioneret på det tidspunkt, at jeg var parat til at vende hele musiklivet ryggen.
Fra side 63-65 i Clapton.
"Han beretter åbent om sit vanvittige misbrug af stoffer og alkohol, og han har ingen problemer med at løfte sløret for de problemer, som han har haft med kvinder og kolleger undervejs." - Peter Schollert, Jyllands-Posten
"Clapton lægger ikke fingrene imellem." - René Gummer, Weekendavisen
| Om bogen |
| Læs uddrag |
| Anmeldelser |