Senest viste titler

Din indkøbskurv

kr 0,00
0 bøger
Log ind
Opret dig som kunde
 

Samlet vurdering:

(0 i alt)

 

Hvad synes du?
Log ind for at give din vurdering

Jørgen Flindt Pedersen

Brylluppet i Ramallah

Inkl. De besatte på dvd




PRIS kr. 199,00
 

Om bogen

Gennem samtaler med beboere på Vestbredden og Gaza giver Flindt Pedersen et indblik i konflikten i Mellemøsten. Den fortæller, hvordan de store ofre for besættelsen er tabet af medmenneskelighed, tabet af en normal hverdag og evnen til at tro på fremtiden. Der medfølger en DVD med Flindt Pedersens dokumentarfilm De besatte, som tager udgangspunkt i bogens historier.

Uddrag

Det begyndte med, at jeg havde problemer med at holde rede på jyder og jøder. Men fordi jeg er født i 1940 og som ganske lille fik den tyske besættelse ind under huden, blev jeg ganske tidligt bevidst om jødernes forfærdelige skæbne.

Mine forældre havde adskillige bøger om de tyske kzlejre i reolen, og et af de første teaterstykker, jeg så på Odense Teater, var en dramatisering af Anne Franks dagbog. Jeg lærte at være stolt over, at vi havde hjulpet de danske jøder til Sverige, og jeg troede så længe som muligt på skrønen om Christian X, der skulle have redet rundt i Københavns gader med en jødestjerne på brystet i protest mod diskrimineringen og forfølgelsen af jøder.

Alt, hvad jeg så på film, læste i bøger og i øvrigt hørte, fyldte mig med en blanding af medlidenhed med og beundring for dette folk, som havde udstået så meget. Ja, indimellem drømte jeg om selv at være jøde. For det var, som om alle disse lidelser virkelig havde gjort dette folk til noget særligt, havde udviklet deres talenter, sådan at de var blevet de bedste inden for kunst og videnskab. Hvad jeg jo også drømte om.

Jeg kan ikke huske nøjagtig, hvad jeg registrerede, da staten Israel blev oprettet i 1948. Men jeg ved, at jeg som ganske ung begejstret læste om danske jøder, som var taget derned for at kæmpe for, at dette forfulgte folk endelig skulle have et land, de kunne kalde deres eget, hvor de kunne være i fred - og intet sted kunne være bedre, end der hvor de oprindelig kom fra, det hellige land, som jeg havde hørt om i skoletime efter skoletime i bibelhistorie.

Hvor jeg også lærte om jøden Davids kamp mod filisteren Goliat. Jeg forstod, at jøderne i Israel stadig var i Davids stenkasterrolle mod hele det arabiske kontinent, hvis hære konstant truede med at smide dem i havet. Jeg slugte uden reservationer beretninger om, at araberne dyrkede en form for antisemitisme, der var på linie med Hitlers, og jeg havde absolut ingen sympati med dem. En turistrejse midt i 60'erne til Nassers Ægypten bestyrkede på det følelsesmæssige plan min uvilje mod det fremmede, vilde og autoritære ved den arabiske verden. De ville snyde turisten. I Old Cairo kastede de fattige med sten mod os. Skønt vi da ikke havde gjort noget.

Jeg var som ung socialdemokrat påvirket af de stærke forbindelser mellem mit parti og den israelske arbejderbevægelse. Først Ben Gurion og siden Golda Meir var helteskikkelser. Kibbutzbevægelsen demonstrerede i praksis en række af de socialistiske tiltag, som vi drømte om i Frit Forum, og som vi savnede på dansk grund, hvor ledende folk som Viggo Kampmann og Jens Otto Krag højest kunne svinge sig op til at diskutere kildeskat og skattefradragsret.

Jeg tog aldrig selv til Israel, og jeg sad sammen med familien på en campingplads i et andet af verdens uropunkter, Belfast, da krigen i 1967 brød ud.

I de seks dage den varede, ønskede jeg - som stort set alle andre danskere - at Israel ville lammetæve araberne, give dem en lærestreg, og jeg anså det for helt naturligt, at israelerne besatte store arabiske områder for at skabe sikkerhed mod de vilde horder, som kun pønsede på at smide jøderne i havet. Under Yom Kippur-krigen i oktober 1973 var der heller ikke tvivl i mit sind. Jeg holdt i den grad med Israel og forstod, hvorfor de måtte erobre Golan-bjergene for at beskytte deres egne mod angreb fra den syriske diktator.

Fra prologen

 
Om bogen
Læs uddrag
 
Fakta om bogen
2. udgave
Hæftet ,  216 sider
ISBN: 9788702031553
Gyldendal 2004
Omslag: Legalizer
 
 
 
g.dk
Gyldendals internetboghandel
Postboks 1181
1011 København K
Tlf: 70 22 00 07
Kontakt os