g.dk

Samlet vurdering:

(0 i alt)

Hvad synes du?
Log ind for at give din vurdering

Astrid Lindgren og Astrid Lindgren

Brødrene Løvehjerte. Gaveudgave

PRIS kr. 249,95 Leveres normalt inden for 1-7 hverdage	Antal Læg i kurv

Gemt på Min huskeseddel Kunne ikke tilføjes Min huskeseddel Tilføj Min huskeseddel

Om bogen

Pressen skrev

"Hvorfor er Brødrene Løvehjerte så god? Fordi den i sjælden grad er fortalt med hjertet. Og i en indtrængende tone, som gjaldt det selve livet. Hvad det også gør." - Steffen Larsen, Politiken

Brødrene Løvehjerte er måske den af Astrid Lindgrens fortællinger der rammer hjertet allerdybest. Det er den livskraftige, kloge og kærlige historie om brødrene Tvebak og Jonatan, som efter sygdom og død mødes i eventyrlandet nangijala, hvor alt kan ske. Luksus/gave-udgave af Brødrene Løvehjerte. Bogen får guldskrift på omslaget, flot forsatspapir og læsebånd. Formatet er også bleven større 19,5 x 25,5 cm.

Uddrag

NU SKAL JEG FORTÆLLE om min bror. Min bror, Jonatan Løvehjerte, ham vil jeg fortælle om. Det er næsten som et eventyr, synes jeg, og også lidt som en spøgelseshistorie, og alligevel er det alt sammen sandt. Men det er der vist ingen andre end mig og Jonatan, der ved.
    Jonatan hed ikke Løvehjerte fra begyndelsen. Han hed Løve til efternavn akkurat ligesom min mor og mig. Jonatan Løve hed han. Jeg hedder Karl Løve og mor Sigrid Løve. Far hed Axel Løve, men han stak af fra os, da jeg kun var to år, og gik til søs, og siden har vi ikke hørt fra ham.
    Men det jeg skulle fortælle om nu, det var, hvordan det gik til, at min bror Jonatan blev Jonatan Løvehjerte. Og alt det mærkelige, som siden skete.
    Jonatan vidste, at jeg snart skulle dø. Jeg tror, at alle vidste det undtagen jeg. De vidste det også i skolen, for jeg lå jo bare derhjemme og hostede og var syg hele tiden, og det sidste halve år har jeg slet ikke kunnet gå i skole. Alle damerne, som mor syr kjoler til, vidste det også, og det var en af dem, som snakkede med mor om det, så jeg kom til at høre det, selv om det ikke var meningen. De troede, at jeg sov. Men jeg lå bare med lukkede øjne. Og det blev jeg ved med, for jeg ville ikke vise, at jeg havde hørt det der forfærdelige - at jeg snart skulle dø.
    Jeg blev selvfølgelig ked af det og frygtelig bange, og det ville jeg ikke lade mor se. Men jeg snakkede med Jonatan om det, da han kom hjem.
    "Ved du, at jeg skal dø," sagde jeg og græd.
    Jonatan tænkte sig lidt om. Han ville måske ikke så gerne svare, men til sidst sagde han:
    "Ja, det ved jeg."
    Så græd jeg endnu mere.
    "Hvorfor skal det være så forfærdeligt," spurgte jeg. "Hvorfor skal det være så forfærdeligt, at nogen skal dø, når de ikke engang er fyldt ti år?"
    "Ved du havd, Tvebak, jeg tror ikke, at det er så forfærdeligt," sagde Jonatan. "Jeg tror, du får det dejligt."
    "Dejligt," sagde jeg. "Er det dejligt at ligge nede i jorden og være død?"
    "Arh," sagde Jonatan, "det er ligesom bare din ydre skal, der ligger der. Du selv flyver væk til et helt andet sted."
    "Hvorhen da?" suprgte jeg, for jeg troede ikke rigtigt på ham.
    "Til Nangijala," sagde han.
    Til Nangijala - han slyngede det ud, fuldstændig som om det var noget, alle og enhver vidste. Men jeg havde nu aldrig hørt om det før.
    "Nangijala," sagde jeg. "Hvor ligger det?"
    Så sagde Jonatan, at det vidste han ikke helt bestemt. Men det var et sted på den anden side af stjernerne. og han begyndte at fortælle om Nangijale, så man næsten fik lyst til at flyve derhen med det samme.

Fra side 5-6