g.dk

Samlet vurdering:

(1 i alt)

Hvad synes du?
Log ind for at give din vurdering

Astrid Lindgren og Astrid Lindgren

Brødrene Løvehjerte

PRIS kr. 199,95 Leveres normalt inden for 1-7 hverdage	Antal Læg i kurv

Gemt på Min huskeseddel Kunne ikke tilføjes Min huskeseddel Tilføj Min huskeseddel

Om bogen

Pressen skrev

"Hvorfor er Brødrene Løvehjerte så god? Fordi den i sjælden grad er fortalt med hjertet. Og i en indtrængende tone, som gjaldt det selve livet. Hvad det også gør." - Steffen Larsen, Politiken

Tvebaks storebror Jonathan fortæller for ham om Nangijala, landet man kommer til, når man dør. For Tvebak er lille og bange, og han skal snart dø. "I Nangijala har man lov at være med i eventyr fra morgen til aften og natten med. For det er i Nangijala, at alle eventyr sker." Så det er godt, at Tvebak ikke skal være i Nangijala uden Jonathan. Godt, at de tilsammen kan blive Brødrene Løvehjerte. Astrid Lindgrens mesterværk er i 30-året for bogens udgivelse blevet nyoversat med kærlig respekt for tekstens lavmælte mundtlige fortælletone.

Uddrag

Nu skal jeg fortælle om min bror. Min bror, Jonatan Løvehjerte, ham vil jeg fortælle om. Det er næsten som et eventyr, synes jeg, og også lidt som en spøgelseshistorie, og alligevel er det alt sammen sandt. Men det er der vist ingen andre end mig og Jonathan, der ved.

Jonathan hed ikke Løvehjerte fra begyndelsen. Han hed Løve til efternavn akkurat ligesom mor og mig. Jonathan Løve hed han. Jeg hedder Karl Løve og mor Sigrid Løve. Far hed Axel Løve, men han stak af fra os, da jeg kun var to år, og gik til søs, og siden har vi ikke hørt fra ham.
Men det jeg skulle fortælle om nu, det var, hvordan det gik til, at min bror Jonatan blev Jonatan Løvehjerte. Og at det mærkelige, som siden skete.
Jonatan vidste, at jeg snart skulle dø. Jeg tror, at alle vidste det undtagen jeg. De vidste det også i skolen, for jeg lå jo bare derhjemme og hostede og var syg hele tiden, og det sidste halve år har jeg slet ikke kunnet gå i skole. Alle damerne, som mor syr kjoler til, vidste det også, og det var en af dem, som snakkede med mor om det, så jeg kom til at høre det, selv om det ikke var meningen. De troede, at jeg sov. Men jeg lå bare med lukkede øjne. Og det blev jeg ved med, for jeg ville ikke vise, at jeg havde hørt det der forfærdelige - at jeg snart skulle dø.

Jeg blev selvfølgelig ked af det og frygtelig bange, og det ville jeg ikke lade mor se. Men jeg snakkede med Jonatan om det, da han kom hjem.
"Ved du, at jeg skal dø," sagde jeg og græd.
Jonatan tænkte sig lidt om. Han ville måske ikke så gerne svare, men til sidst sagde han: "Ja, det ved jeg."
Så græd jeg endnu mere.
"Hvorfor skal det være så forfærdeligt," spurgte jeg. "Hvorfor skal det være så forfærdeligt, at nogen skal dø, når de ikke engang er fyldt ti år?"
"Ved du hvad, Tvebak, jeg tror ikke, at det er så forfærdeligt," sagde Jonatan. "Jeg tror, du får det dejligt."
"Dejligt," sagde jeg. "Er det dejligt at ligge nede i jorden og være død?"
"Arh," sagde Jonatan, "det er ligesom bare din ydre skal, der ligger der. Du selv flyver væk til et helt andet sted."
"Hvorhen da?" spurgte jeg, for jeg troede ikke rigtigt på ham.
"Til Nangijale," sagde han.
Til Nangijala - han slyngede det ud, fuldstændig som om det var noget, alle og enhver vidste. Men jeg havde nu aldrig hørt om det før.
"Nangijale," sagde jeg. "Hvor ligger det?"
Så sagde Jonatan, at det vidste han ikke helt bestemt. Men det var et sted på den anden side af stjernerne. Og han begyndte at fortælle om Nangijala, så man næsten fik lyst til at flyve derhen med det samme.
"Der er det stadig lejrbålenes og eventyrenes tid," sagde han, "og det vil lige være noget, du kunne lide."
Det var fra Nangijala, at alle eventyr kom, sagde han, for det var lige der, alt sådan noget skete, og kom man dertil, fik man lov til at opleve eventyr fra morgen til aften og om natten med, sagde Jonatan.
"Det kan du tro, Tvebak," sagde han. "Det bliver noget andet end at ligge her og hoste og være syg og aldrig kunne lege."

Fra side 5-7