g.dk

Samlet vurdering:

(1 i alt)

Hvad synes du?
Log ind for at give din vurdering

Niels Lillelund

Bibendum

PRIS kr. 275,00

Gemt på Min huskeseddel Kunne ikke tilføjes Min huskeseddel Tilføj Min huskeseddel

Om bogen

Pressen skrev

"Vellykket (...) Et elegant greb om sproget, masser af lune (...) og en imponerende viden om vinens verden." - Tonny Vorm, Jyllands-Posten

Erik Andersen, antikvarboghandler og privatdetektiv, kommer kun sporadisk op til overfladen. Det sker typisk, når en økonomisk givtig opgave bliver serveret for ham af en tidligere kunde, der fra tid til anden kaster ham en luns.

Sådan en luns er vinmanden Paul Chambard, der har modtaget et trusselsbrev og vil have Erik Andersen til at finde afsenderen. Det fører detektiven, der i forvejen kæmper sin private kamp mod alkoholen, ind i vinens verden - en verden af lige dele fascination, sladder og gensidig misundelse.

Da truslerne bliver til død, står Erik Andersen pludselig alene i sin bestræbelse på at komme til bunds i sagen. Bagved det hele aner han konturerne af en ganske bestemt vin, som alle vil have fat i. Og som synes at føre død og ødelæggelse med sig.

Uddrag

Hun kyssede ham under elefanten.
    Mit udsyn var halvvejs spærret, men akten medførte et lydeligt smask, en let gryntende lyd og små pjevsede, pibende udbrud, som var for højlydte til at kunne kaldes intime.
    Min elektronik er diskret og moderne, og der var ingen risiko for, at de skulle kunne høre udløseren på den afstand. De havde ikke engang set mig, en stor, aldrende mand, stadig med et blodtryk i den høje ende og en vel prustende gang, somhavde fulgt dem på deres tur rundt i byen.
    Han havde hentet hende på Maglemosevej på slaget elleve, de havde taget bussen ind til byen, kåde som børn og uden at sanse verden omkring sig. De stod af ved Østerport, og trods en tør, ædende oktoberkulde besluttede de sig for at spadsere.Hvorfor de havde ventet med det store smækkys til de stod ved Carlsbergs store port begravet i en tæt em af rugbrød, ved jeg ikke, jeg var og er helt og aldeles ligeglad, det er ikke mit job at forske i andremenneskers motiver for deres handlinger.Mit job er at registrere dem, bide mærke i dem og notere dem med samme stenrolige sikkerhed, som bryggeriets vartegn udtrykker; de stærke elefanter, som står der, støbt på toppede brosten med frygtindgydende svastikaer på dækkenerne, uanfægtet af historiens blodige gang såvel som liderlige smækkys på blanken eftermiddag.
    De digitale cifre fortalte, at klokken var 14:47, og at jeg nu havde 36 billeder på det elektroniske lager. Det ville være nok til at fremkalde en håndfuld højdepunkter, en hånd på låret på bagsædet af linje ét, et hoveds trygge hvilen på en skulder, og smilene, naturligvis, de store, forelskede smil, som helt udslettede indtrykket af, at de begge længst havde passeret de fyrre år, og at det i øvrigt var ved at være vinter i Danmark.
    Hr.Rafn ville ikke blive glad for billederne.På den anden side ville han være blevet endnu mindre glad, hvis jeg ikke havde leveret noget, hvis min rapport havde lydt på ikke-skyldig grundet manglende bevis eller bare sagen afsluttet grundet bevisets stilling.Da ville han for alvor skeje ud, fortvivlet i sin jalousi og rasende på verden - ikke mindst på mig - fordi den ikke forstod ham og kunne levere dokumentationen for det, han jo allerede alt for godt vidste med sig selv, fru Rafns lille mandag-og-torsdags-ven, som hun behændigt havde fundet plads til i kalenderen netop der, hvor hendes mands ugeplan til overflod krævede møde med bestyrelsen.
    Åh, han var hvid i ansigtet af had, da han sad der i mit baglokale, strippet for sin direktorale værdighed og sikkerhed, reduceret til blot og bar mand, småfed og med store horn i den skaldede pande.Hans ganske velvalgte slips og hans flunkende jakkesæt hjalp ham ikke nu, og selv om han jo selv - ja, en del gange faktisk, indrømmelsen faldt i en bisætning i den samtale, han førte med sig selv og med mig som underbetalt påhører - selv om han jo selv og så videre, forretningsrejser er jo, hvad de er, og lidt adspredelse hører til den kuvert, men alligevel, at hun ... og han vidste det.
    Hvorfor han denne dag fandt sig selv med en cigar imunden som eneste formildende omstændighed ved denne direktørens nødtvungne tilstedeværelse i et ikke videre rent baglokale i et hensygnende antikvariat med adresse på Alhambravej.
    Men han havde fået mig anbefalet, sagde han.

Jeg spurgte ikke: af hvem? Min erfaring i sager som disse er efterhånden ganske rig, i takt med at antikvariatet, min øjesten, falder fra hinanden. Naturligvis står det endnu, reolerne står der, støvet ligger, hvor det plejer, min cigarkasse under disken til sideordnede indtægter står der også endnu og tager imod med vekslende mellemrum. Endog den lille montre til særlige sjældenheder, hvor jeg med et vist held udstiller bedre bøger til fornøjelse for de osende og jo da også for mig selv på de lange eftermiddage, hvor jeg holder åbent for alverden og især for de forbipasserende Frederiksbergborgere, der kigger ind og får hestebjælden til at ringe. Og går igen.
    Det er problemet. Det er situationen. Deraf min erfaring. Derfor ingen spørgsmål på dette stadium.

Hr. Rafn kom ikke yderligere forbi. Han ringede. Utålmodigt. Men det ville ikke vare længe nu, havde jeg forsikret ham, kun et spørgsmål om kort tid. På den anden side skulle han jo nødig have indtryk af, at det hele var for let.
    Nu skulle han så få, hvad han havde søgt.Med det hele. Jeg ville jo blive nødt til at fortælle ham, at det drejede sig om en malermester ved navn Petersen, endog en Petersen, der holdt af at ankomme til villaen i hvid varevogn komplet med telefonnummer og slogan - Undgå skandale, gå til Petersen, hvis De skal male. Billedet var tydeligt nok til, at hele teksten lod sig læse, man kunne se rusten i fuld gang med at tære den ene bildør, man kunne se de mange skrammer og fornemme de små, men dog uundgåelige malerpletter, der skæmmede mesters vogn, som han uanfægtet kørte rundt i byen med.
    Nej, direktør Rafn ville ikke blive glad for de billeder.

De stod stadig i porten, men jeg havde ikke brug for mere. Via den lille skærm på det digitale apparat sikrede jeg mig, at de rigtige skud var i kassen, våde læber, der mødtes, forevigede for eftertiden. Jeg pakkede mit kostbare udstyr, mit Sony Cybershot DSC-T1, købt i Tyskland via internettet med fuld fradragsret, sammen og gik forsigtigt tilbage gennem det lille haveanlæg og ud påValby Langgade.Mit indre ur noterede, at jeg havde brugt præcis fire timer på denne opgave. Det var som forventeligt, men regningen ville naturligvis komme til at lyde på en del mere.Direktør Rafn havde råd til det, og jeg havde brug for pengene.
    Jeg så igen på mit ur. 2. oktober.Min fødselsdag. 52 år. Ingen rund dag, men dog en fødselsdag. Det skulle fejres, fru Rafns givtige indiskretion skulle også fejres, årsdagen for nationens indtræden i fællesmarkedet skulleomikke fejres, så i hvert fald markeres, 21 år siden, hvad sagde ikke Kierkegaard om sit fødselsår, der faldt så symbolsk sammenmed statsbankerotten - det år, da så mangen anden gal pengeseddel kom i omløb.
    Det klingede falskt i mit hoved.
    Derfor gik jeg ind til købmanden på Frederiksberg Allé og købte to rammer elefantøl, hvad jeg erfaringsmæssigt lige akkurat er i stand til at slæbe den korte vej tilbage.
    Købmanden så efter mig på vej ud, sådan rigtigt så, men jeg gad ikke engang gengælde hans blik, lod ham bare stå og lune sig i forargelsen. Han vidste ikke, hvad der ventede mig, kendte ikke den viljestyrke, der lå gemt i dette mit tilsyneladende så svage sind, vidste ikke, hvilke afgrunde ... ho, ho, som julemanden sagde.
    Det var lige før, jeg frydede mig.

Fra side 9-12.

Anmeldelser

"Vellykket (...) Et elegant greb om sproget, masser af lune (...) og en imponerende viden om vinens verden."
- Tonny Vorm, Jyllands-Posten

Om bogen

Læs uddrag

Anmeldelser

1. udgave
Hæftet , 268 sider
ISBN: 9788702059946
Gyldendal 2007
Oversat af: null

Bibendum

Om bogen

Uddrag

Anmeldelser