Günter Grass, f. 1927, tysk forfatter og billedkunstner; modtog sonningprisen 1996 og nobelprisen 1999. Hans romaner er ofte montageagtige og barokt fabulerende. De kredser om historien som en undergangshistorie, ofte med udgangspunkt i hans fødeby Danzig. Danziger-trilogien tæller
Bliktrommen (1959, da. 1961, film 1978), der gjorde ham internationalt berømt,
Kat og mus (1961, da. 1963) og
Hundeår (1963, da. 1965).
Flynderen (1977, da. 1978) er en roman om at ville fremskridtet uanset omkostningerne. Grass har anvendt sit apokalyptiske historiesyn på den tredje verden i
Række tunge (1988, da. 1989) og i sin roman
En længere historie (1995, da. 1996), hvor han drager en advarende parallel mellem Tysklands historie 1870-1945 og tiden efter genforeningen. Som socialdemokrat har han altid advaret imod politisk ekstremisme, fx i
Af en snegls dagbog (1972, da. 1973). 1999 udkom
Mit århundrede (da. s.å.) og i 2002 den lange novelle
I krebsegang (da. s.å.).