Din indkøbskurv
|
PRIS kr. 99,00 Leveres normalt inden for 1-7 hverdage |
|
Hele 126 personer optræder i denne romans eventyrlige og ganske uforudsigelige Århus fra vore dage. Indviklede og ikke altid helt legitime slægtsforbindelser, forelskelser og forbrydelser holder dem alle sammen. Verden vendes ustandseligt på hovedet, og Madsen fortæller skrøner så sandfærdige, at de ofte ender med at blive til virkelighed.
Chokket gjorde hans blod hvidt. Han nægtede at fortælle om oplevelsen, da han vendte tilbage bleg som ubeskrevet papir. Da hans naturlige rødmossede kulør ikke var vendt tilbage tre timer senere, skar vi en rift i hans pegefinger, og så den mælkefarvede væske pible ud, løbe ned ad fingeren og efterhånden størkne.
"Der er vinter i mine årer," konstaterede han vemodigt.
Det varede år før han blev i stand til at tale om kærlighedsmødet, der havde forvandlet et sundt, blussende naturbarn til en gusten tanketynget yngling.
Alle drenge i kvarteret var i en periode af deres liv uhelbredeligt forelsket i grosserer Skovslets billedskønne datter. Jo større anstrengelser familien gjorde sig for at holde pigen skjult i den tilbagetrukne villa, desto voldsommere virkning havde de glimt vi trods alle tilsløringer måtte få af det gådefulde væsen. Når familien Skovslet kørte ud i den sorte limousine, skete det at gardinet bagi ikke var helt tæt trukket sammen, og i sprækken nåede vi at ane et par mørke øjne, så glødende at de kunne holde en dreng varm hele den følgende nat.
Mens balletmusikken sivede ud fra den ensomme, højt beliggende villa, tirsdage og fredage lidt før aften, dansede der for vores øjne som et vidunderligt skyggespil på det tættiltrukne gardin, konturerne af en skikkelse, så graciøs og let, at den trodsede den klodsede tyngdelov. Skønt ingen af os brød sig om den slags musik, og ingen interesserede sig for ballet, stod vi alligevel opslugte, tavse med alle sanser rettede mod villa Solvendt, hvis eneste mangel var D'et i navnet.
Når vi var i flok vovede vi nogle gange at ringe familien op, og mere end én gang var vi så heldige at blive besvaret af den mørke, harmoniske stemme, der kaldte sig Ikona Skovslet, og vi opnåede at veksle nogle kåde eller forvirrede bemærkninger med stemmen, før forbindelsen brat blev afbrudt, eller erstattet af en voksen stemme, der åbenbart kyste pigebarnet til tavshed.
Disse mystiske omstændigheder gav selvfølgelig næring til fantasifulde rygter om Ikonas situation. Det var blevet hende spået, at den dag hun elskede en dreng, skulle hun dø. Af den grund holdt familien hende sygeligt afsondret fra omverdenen. Eller grosserer Skovslet var en brutal sadist, der kun holdt pigen tilbage til en velhavende gammel gris ville byde et millionbeløb for hende.
At hun ikke var helt fortvivlet, fremgik imidlertid af de to digte hun fik bragt i den lokale avis. Jeg klippede dem begge ud og har dem stadig. Det første digt handlede om forår, og dets umodenhed var ikke i stand til at skjule versets ynde og oprigtighed. Det næste - på dets bagside er det lange interview med vores rullekone, fru Nonnetit - blevet bragt to måneder senere og handlede om livet, men jeg kunne kun opfatte det som en smuk indpakket drøm om forelskelse.
Vi dristede os til at åbne limousinens bagdør, engang bilen stod parkeret udfor købmanden, og fandt derinde en let, næsten åndelig duft af pigelig friskhed, som med lethed dominerede over lugten af benzin og læder. Hr. Skovslet var grosserer i fodtøj, læderlugten måtte stamme fra ham. Lommetørklædet, som vi fjernede fra bagsædet, gik de følgende uger på omgang mellem os indtil først pigelugten og derefter lommetørklædet selv forsvandt. Det sker at jeg kommer ud for en parfume der ligner den fra lommetørklædet, og uvægerligt begynder mit hjerte at banke hurtigere.
Fra side 5-6
| Om bogen |
| Læs uddrag |