Din indkøbskurv
|
PRIS kr. 69,95 Leveres normalt inden for 1-7 hverdage |
|
"Stemningsfuldt historisk melodrama." - Mads Rosendahl Thomsen, Kristeligt Dagblad
"Overvældende poetisk og dramatisk fortælling om en svunden tid (...) Hun har skabt nogle personer, som læserne sent vil glemme." - Annelise Vestergaard, Jyllands-Posten
"Hornby viser igen sin formidable evne til at skildre landskaber og interiører, så alle sanser stimuleres hos læseren, og i særdeleshed til at karakterisere sin hærskare af personer med enkle, næsten vignetagtige beskrivelser, som får dem til at stå lyslevende på siderne. (...) Miljøet og tiden gør det uundgåeligt at sammenligne Arvetanten med aristokraten Guiseppe Tomasi di Lampedusas mesterlige roman Leoparden." - Thomas Harder, Politiken
Constanza hedder hun, hovedpersonen og omdrejningspunktet i Simonetta Agnello Hornbys klassiske, historiske roman.
Constanza Safamita Muralisci bliver født ind i en aristokratisk siciliansk familie. Hun er andet og længe ventet barn i et kærlighedsægteskab mellem niece og onkel, og forventningens glæde er stor. Men virkelighedens realiteter trænger sig snart på: Ved fødslen åbenbarer den nyfødte sig som en pige med et yderst mærkværdigt udseende og ikke som det ønskede drengebarn.
Moderen afviser Constanza, der tilbringer hele sin barndom blandt tjenestefolkene med huslige sysler, syning og musik.
Med sit røde hår, sine fregner og lyse hud betragtes hun som grim, og hendes fremtidsudsigter er som følge heraf uhyre begrænsede.
Men en dag forelsker hun sig i den smukke, charmerende og forarmede Pietro Patella di Sabbiamena, der indvilliger i at gifte sig med hende - men ikke af kærlighed...
Arvetanten er en siciliansk upstairs-downstairs historie, med alt hvad sig dertil hører af ulykkelig og lykkelig kærlighed, intriger, død og ulykke. Historien om Constanza udgør romanens livsnerve, men rundt om beretningen om hendes liv fortælles et væv af historier, der tilsammen skaber et gobelinbillede af Sicilien i midten og slutningen af 1800-tallet.
Costanza diede grådigt ved ammens bryst. Hendes morfar, baron Guglielmo Safamita af Muralisci, betragtede hende, fordybet i sine egne tanker. Så kærtegnede han hendes lille hånd og vendte sig mod sin datter. Caterina lå udmattet i den store seng under baldakinen. "Vil du se hende?" spurgte han blidt. Barselskvinden åbnede øjnene: "Nej, nej, det skulle have været en dreng." Hun begyndte igen at græde, og hendes far forlod værelset.
Domenico Safamita gik direkte hen til den nyfødte som nu kun diede for tryghedens skyld. Han stillede sig op med skrævende ben og hænderne foldede bag ryggen. De kvinder som stadig var beskæftigede i værelset, standsede op i ly af halvmørket for at se hvad der skete. Ammen havde, uden at dække sit hvide svulmende bryst med den mørke opsvulmede vorte, taget den lille fra. Hun løftede ublufærdigt den nyfødte pige op i sine velformede arme, der var nøgne helt op over albuen, og rakte hende til baron Domenico. Han tog imod barnet med sine store mandehænder, og idet han i et fast greb holdt hende ud fra sig som et lille dyr, studerede han hende indgående, med øjnene fæstnet på det lille stumpnæsede ansigt. Han lagde hende til rette i sin højre arm, trykkede hende ind til sig og gik langsomt hen til sin kone: "Min kæreste, se hvor smuk en datter du har skænket mig." Han satte sig på sengekanten ved hendes side og sænkede armen, så hun bedre kunne se barnet.
Baronessen drejede med et sæt hovedet væk. "Det er en pige, det skulle være en dreng, jeg vil ikke have hende," mumlede hun.
"Vend dig om." Baronen havde antaget familien Safamitas særlige, kommanderende, kolde og distancerede tone. "Se på hende," beordrede han, "denne datter, som du har skænket mig, er min, forstår du? Det er min datter. Jeg holder af hende, og du skal også holde af hende. Har du forstået?" Han talte med lav stemme for ikke at blive hørt af kvinderne som frygtsomme og forlegne, men lutter øren, stod langs væggene.
Langsomt løftede baronen den nyfødte og bøjede sig let ind over hende. Hans lange skæg strejfede den lille og skjulte hende for andres blikke mens han dækkede hendes kinder med små, lette kys. Han lagde hende til rette på sengen ved siden af moderen og dækkede hende med silketæppet. Han rejste sig og blev stående og betragtede dem ved siden af hinanden. Til sidst bøjede han sig ned og kyssede hustruen, Caterinas tørre læber var lukkede, og han måtte mase for at skille dem med sin tunge. De kyssede lidenskabeligt. Kammerpigerne var vant til dette syn, men ikke de andre kvinder. Celestina og ammen så forlegent til mens de uanfægtede kyssedes.
Det virkede som om den lille blev skubbet ud mod kanten af sengen. Netop i dette øjeblik kom den gamle baron tilbage til værelset, og hans ankomst satte en stopper for det hele.
Fra side 26-27.
"Stemningsfuldt historisk melodrama."
- Mads Rosendahl Thomsen, Kristeligt Dagblad
"Overvældende poetisk og dramatisk fortælling om en svunden tid (...) Hun har skabt nogle personer, som læserne sent vil glemme."
- Annelise Vestergaard, Jyllands-Posten
"Også Horbys anden roman Arvetanten, der udspiller sig i et aristokratisk miljø på Sicilien i anden halvdel af 1800-tallet. har fået en strålende modtagelse i Italien, og det med fuld ret. Hornby viser igen sin formidable evne til at skildre landskaber og interiører, så alle sanser stimuleres hos læseren, og i særdeleshed til at karakterisere sin hærskare af personer med enkle, næsten vignetagtige beskrivelser, som får dem til at stå lyslevende på siderne. (...) Miljøet og tiden gør det uundgåeligt at sammenligne Arvetanten med aristokraten Guiseppe Tomasi di Lampedusas mesterlige roman Leoparden. (...) Ligesom i Mandelplukkersken skildrer Hornby med stor indlevelse og detaljerigdom, og ikke uden en diskret humor, en hel verden, og hun gør det i et sirligt og elegant sprog, som det er en fornøjelse at læse i Birgitte Grundtvigs oversættelse."
- Thomas Harder, Politiken
| Om bogen |
| Læs uddrag |
| Anmeldelser |