Din indkøbskurv
|
PRIS kr. 249,00 |
|
Hvis ikke det var, tænkte jeg.
Hvis ikke det var, så ville jeg blive forelsket i Adam. Totalt. Tindrende, vanvittigt, glødende forelsket. Sindssygt vildt forelsket.
Men det var det jo. Og alene tanken om at blive forelsket i Adam var totalt forbudt, strafbar, umulig og forfærdelig, Alligevel tænkte jeg den.
Kærligheden kan man ikke styre. Den sandhed går op for Katrin, da hun hemmeligt forelsker sig i den samme fyr som sin allerbedste veninde. En veninde, hvis følelser hun for alt i verdenen ikke vil såre.
Alt for forelsket handler om det umulige valg mellem ens bedste veninde - og den store kærlighed.
"Er det her 9.D?" spurgte en stemme udenfor.
Jeg troede, det var en voksen mand, der talte. Tænkte, at det var en ung lærervikar, og at Affe måske skulle holde op eller noget andet forfærdeligt.
"Ja, ja, det er det da," sagde Affe. "Så er du måske Adam?"
"Ja. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gå hen."
"Kom indenfor. Og velkommen!"
Affe trådte til side for en ret høj fyr i slidte cowboybukser og en total forvasket T-shirt. Hans hår var klippet kort i nakken, men oppe på hovedet var det længere og strittede i alle retninger, som om han lige havde været ude i stormvejr.
Affe vendte sig mod klassen.
"Det er Adam, som skal begynde i vores klasse," sagde han. "Vær nu søde og hjælpe ham med at finde rundt i alle skolens forskellige krinkelkroge."
"Jeg ved en krinkelkrog, som jeg gerne vil vise ham ..." hviskede Frida i mit øre.
Ellen hørte åbenbart replikken, for hun fik et højlydt fniseanfald bag os. Frida blev lidt rød i kinderne og smilede mildt til Affe, som så spørgende på os.
"Vi skal nok sørge for, at han ikke farer vild," sagde hun.
Adam kiggede også i vores retning, og i brøkdelen af et sekund mødte jeg hans blik. Det susede ind gennem mine pupiller og sagde klik inde i mit hoved, inden det vandrede videre. Jeg kiggede forvirret på Frida, men Frida så på Adam. Hans blik var hendes nu. Et ganske kort sekund var det kun hendes.
"Sæt dig ned," sagde Affe med en hånd på Adams skulder. "Er du lige flyttet hertil?"
Adam nikkede. "Knap nok," sagde han, mens han gik ned mellem rækkerne til den ledige plads bag Andreas. "Flyttelæsset kommer i morgen."
En voksen mands stemme i en ranglet teenagerkrop. Men han så ældre ud end de andre drenge. Hvis jeg havde mødt ham i byen, ville jeg have troet, at han gik i gymnasiet.
Affe rømmede sig, og lidt modvilligt vendte vi blikket fra den nyankomne og op mod katederet.
"Velkommen, alle sammen," begyndte Affe. "Det er dejligt at se jer igen. Solbrændte, og lidt mere voksne, ser I også ud til at være. Jeg håber, at I har haft en skøn sommer."
Fra side 19-21
| Om bogen |
| Læs uddrag |