Din indkøbskurv
|
PRIS kr. 299,00 Leveres normalt inden for 1-7 hverdage |
|
"Det er alt sammen gjort yderst kompetent og så tilpas polemisk, at det lægger op til, at man reagerer på hans forslag og selv tænker over litteraturens betydning." - Lars Handesten, Berlingske Tidende
"Idéerne står i kø og på linje i Niels Franks stimulerende essay-samling om den litterære modernisme - og det, der fulgte efter. (...) Frank har skrevet en glimrende, idérig læsning af en række moderne klassikere - og et vigtigt indspark i debatten om ny dansk litteratur." - Tue Andersen Nexø, Information
"Citér mig gerne for, at bogen er en oplagt kandidat til Georg Brandes-prisen." - Lars Bukdahl, Weekendavisen
Essays om litteratur fra Baudelaire og Mallarme til amerikansk og dansk avantgarde. Alt andet er løgn er på en gang en introduktion til moderne digtning og et kampskrift for en bestemt litteraturopfattelse. Bogen er et ærligt forsøg på at finde et sted for litteraturen, der kun er dens eget. Niels Frank, født 1963, er digter og essayist og tidligere rektor for Forfatterskolen. Han debuterede i 1985 med digtsamlingen ØJEBLIKKET. Hans seneste bog er FØRSTE PERSON. ANDEN PERSON, der udkom i 2004.
Forord
I maj 1867 skriver Stéphane Mallarmé i et brev til sin ven Henri Cazalis: "Jeg har været tilstrækkelig fordybet i Intetheden til at kunne tale med vished. Der findes ikke andet end Skønheden; - og den har kun ét fuldendt udtryk: Poesien. Alt andet er løgn".
Som en af de første moderne digtere strejfer Mallarmé her mindst tre grundtræk ved den modernistiske poesi. For det første udspringer poesien af en intethedsoplevelse, og denne oplevelse er i sig selv opstået efter tabet af universel sammenhæng. For det andet udgør den en egen verden, og dens skønhed indtager den efterladte plads efter Gud. Endelig er den skønne poesi hævet over hverdagslivets og avisernes trivielle, maniske mumlen - alt det Mallarmé henregner som "løgn".
Det højeste stadie for en poesi, der vender ryggen til den omgivende verden og til al anden sprogudfoldelse end sin egen, må være stilheden. Intet er mere forfinet, dybt, storslået, og intet er mere befriet for omverden. Som Susan Sontag skriver i sit essay om modernismens æstetik, "The Aesthetics of Silence" i Styles of Radical Will fra 1969, er stilheden "kunstnerens endegyldige, verdensfjerne gestus: gennem stilheden befrier han sig fra underdanig binding til verden".
Det er en gestus man kan finde i megen modernistisk kunst og litteratur (skønt ikke udelukkende dér), og for litteraturens vedkommende opstår den af en fornemmelse af, at sproget er blevet fordærvet, forvansket, forurenet - ødelagt. Det var det vi så hos Mallarmé. Skal litteraturen genvinde sin styrke, må den derfor først afvise det almindelige sprog som "løgn" og dernæst afvise alt det, der hører til denne "løgn": forestillingen om, at sproget er et gennemsigtigt medium, at det kan kommunikere direkte, at det henvender sig til og måske ligefrem betjener et publikum.
I den forstand betegner stilheden den ultimative negation: den er et sprog, der ikke henviser, ikke taler til nogen (i hvert fald ingen bestemt), ikke tjener noget formål, ikke er bundet til verden. Men eftersom negationens mål netop er at genskabe litteraturens indre styrke, udgør stilheden i sidste ende en berigelse: nu kan litteraturen endelig tale på egne vegne
I stilhedslitteraturen er det således ét sprog (det sensitive, lydhøre, rensede), der kæmper mod et andet sprog (det stivnede, korrumperede, tyngede). Det afspejles ikke mindst i den modernistiske brug af en række sprogformer, der endnu ikke er kultiveret ihjel, der endnu kan betragtes som naturlige. Disse 'rene' sprogformer skal lede mod mere "autentiske bevidsthedstilstande", mod en åbenhed for "oplevelsens mangfoldighed", som det hedder hos Sontag, eller ganske enkelt mod en helt ny bevidsthed.
Fra side 7-8.
"Det er alt sammen gjort yderst kompetent og så tilpas polemisk, at det lægger op til, at man reagerer på hans forslag og selv tænker over litteraturens betydning."
- Lars Handesten, Berlingske Tidende
"Idéerne står i kø og på linje i Niels Franks stimulerende essay-samling om den litterære modernisme - og det, der fulgte efter (...) Frank har skrevet en glimrende, idérig læsning af en række moderne klassikere - og et vigtigt indspark i debatten om ny dansk litteratur. (...) Frank vil en uren, engageret, steds-specifik litteratur, hvis vigtigste kendetegn er en ny, konkret og nærværende tiltale af læseren. (...) En til tider forvirrende, men som oftest overdådigt stimulerende samling af idéer og argumenter. (...) 'Alt andet er løgn' vil mere end at udlægge den moderne litteraturs historie. Det gør den også, på overfladen måske mest. Men under overfladen er den et forsøg på at skrive en kritisk forhistorie til og teoretisk at begrunde den vigtigste forskydning i de sidste ti års nye, danske litteratur."
- Tue Andersen Nexø, Information
"Citér mig gerne for, at bogen er en oplagt kandidat til Georg Brandes-prisen."
- Lars Bukdahl, Weekendavisen
| Om bogen |
| Læs uddrag |
| Anmeldelser |