Din indkøbskurv
PrintAfgrundens rand
|
PRIS kr. 275,00 |
|
Om bogen
"Hvor er det i det hele taget en kanoncool krimi Dorph og Pasternak har skrevet. Med Afgrundens rand har de ironisk nok kurs mod toppen af skandinavisk kriminallitteratur. For det hele fungerer forrygende flot. Tidsbilledet er træfsikker retro, de mange referencer til både populær- og finkultur holder hele vejen, og plottet er på en gang stramt styret og vidunderligt vildtvoksende." - Anton Geist, Information
"Dorph & Pasternaks anden omgang krimiragout er endnu mere krydret, ramsaltet og kras ramasjang end debuten (...) et sjældent set sprogligt overskud i genren (...) Afgrundens rand bekræfter igen, at to begavede forfattere dels gunstigt skriver op imod tidens livsstilskrimier på Biedermeier og IKEA, og dels kan levere et grandiost plot uden politisk korrekthed, som river sin læser med i alverdens retninger på bedste beskub og hæsblæsende facon". - Bo Tao Michaëlis, Politiken
"Smuk, tårnende krimi-arkitektur (...) eminent læseværdig (...) sublimt og præcist grotesk (...) knalder fuldt syret og djævelsk ud, når det er nødvendigt (...) en viljefast kriminalroman (...) fremragende" - Lars Bukdahl, Weekendavisen
Afgrundens rand begynder den søndag i oktober 1979, hvor Knud Heinesen smider håndklædet i ringen som finansminister og på tv siger, at vi befinder os på "kanten af afgrunden". Vi følger tre politifolk den kolde oktober-aften i en tid med oliekrise, truende økonomisk ruin og kolde krig, indtil de alle mødes på et gerningssted i en kælderen under en bøsseklub på Istedgade. Ofret, den stenrige entreprenør Keld Borch, bliver fundet - med maven skåret op og indvoldene revet ud - liggende oven på en lille tyrkisk dreng på 8-10 år. Opklaringsarbejdet afslører en højst labyrintisk sag, der fører ud i menneskesmuglingens og pædofiliens afgrunde, til psykotiske grønlandske drabsmænd, en historie fra krigens tid, hvor en kreds af æsteter og nazister havde et indre opgør, og endelig til en menneskejagt bag jerntæppet. Afgrundens rand er en kulørt og højspændt affære om venskab, forræderi, forsvundne manuskripter, glemte mordsager og ikke mindst: sjælens afgrunde. En selvstændig fortsættelse af Om et øjeblik i himlen.
Uddrag
Ole Larsen stod og røg, men smed smøgen fra sig og tværede den ud med skoen, da Anita kom ned ad trappen. Hun undrede sig over, at der ikke var noget politi udenfor og ingen afspærring. Hun havde ringet til sin veninde, til Solveig, der boede lige om hjørnet. Men hun tog ikke telefonen. Solveig arbejdede som sygeplejerske på intensiv på Rigshospitalet, og hun havde helt glemt at tænke på, at hun kunne være på vagt. Der var også en anden veninde, hun kunne ringe til, men hun boede helt ude på Amager, og så havde hun i stedet valgt at banke Pia, sin nabo, op, og det havde kostet hende en halvtredser og et kvarters overtalelse at få Pia til at sove på sofaen med sin nyfødte baby.
Larsen smilede kunstigt. Hun brød sig ikke om det smil. Hvad foregik der? Hun havde sat en - 7-9-13 - forhenværende alkoholiker til at kigge efter sin søn for at være på et gernings41 sted, og så havde han ikke engang tilkaldt assistance.
Han bød hende en Prince. Hun tog den, han gav ild.
- Hvor er de andre?
- De andre?
- Ja, der var ingen afspærring, ingen vogne, ingenting... folk vader ud og ind deroppe.
- Jeg ville lige have din vurdering af noget først.
- O.k. Er det derinde?
Han nikkede, og hun kantede sig forbi ham og gik hen og tog i døren ind til saunaen. Men Larsen kom hen bagfra og lagde sin hånd over hendes og lukkede den. Hans næve var varm og blød, han åndede hende ind i øret:
- Kan du huske Erik Rohde? Min gamle makker?
- Ja, I var sammen på Bang-sagen. Er det ham, der er død?
- Nej. Men han er derinde.
- Hvad skal det sige?
- Det skal sige, at det er noget rigtig skidt, det her. Det er en kollega, og vi skal have ham ud herfra i en fart.
- Hvad for noget? Du sagde, der var et barn. Du sagde dobbeltdrab.
- Jamen, det er der også. Der er en mand, jeg ved ikke, hvem det er, og en lille dreng, som ... som ...
- Som din ven har misbrugt?
- Rohde har ikke misbrugt nogen, han overraskede gerningsmændene og blev slået ned.
- Og hvor ved du det fra?
- Det ved jeg bare.
Hun granskede hans ansigt. Hans smil var stadig lige falsk og indsmigrende.
- Nix. Jeg vil ikke være med til at pynte på et gerningssted. Heller ikke selv om det er en kollega. Hvad fanden handler det her om, Ole?
Larsen gav hendes arm et klem. Han tog hånden op og strøg hendes hår til side, om bag øret. Han kiggede på hende med sine store, brune øjne. Han så forbandet tillidsfuld ud. Men det var sådan nogle hundeøjne, der havde fået hende til at tage forkerte beslutninger før, og som havde ødelagt år af hendes liv.
- Jeg har brug for din hjælp, Anita, sagde han stille. - Jeg har virkelig brug for din hjælp. Hvis Rohde ikke bliver flyttet nu, er han færdig, helt færdig.
Hun smed sin kvart røgede Prince på gulvet og tværede den ud med sin støvle og skubbede døren op. Det gav et sug af varme fra det beklumrede rum. Hun tog et hurtigt vue over lokalet. I højre side var der bænke i tre niveauer. Dødt lys fra lysstofrør. En mand sad med et håndklæde om lænden, det måtte være Rohde. Han tog ikke notits af hende.
I bunden af saunaen lå en stor mand. Han lå på maven på nederste afsats. Hun kiggede rundt, men kunne ikke få øje på den døde dreng. Hun gik hen til liget. Lænden, balderne og lårene var dækket af et håndklæde. Mørk farve var trådt ud i frotteen, der var en levret sø af blod og skidt på gulvet. Stanken slog hende næsten omkuld, hun fik hånden op, blokerede luftvejene. Hun kendte den lugt fra Sædelighed, når narkoluderne sked cellerne til, det var ikke bare lugten af lort og pis og snot og sved, det var stanken af forkrampede sjæle, af angst, forsurede samlejer, tæsk og ydmygelser, der sivede ud ad alle porer og åbninger.
Stanken af døde sjæle.
Men den dræbte mand lignede ikke en narkoman.
Han var overvægtig, 110-120 kilo, gættede hun, omkring de 60. Ryggen var stor og behåret, årerne trådte ud under skulderbladene, kinden var blodsprængt. Han havde kraftigt sort hår, det kunne være farvet, og der manglede noget af det! En humpel hovedbund fra hårgrænsen i venstre side og ca. fem cm op over issen var flået af.
Han var blevet skalperet. Hvor var drengen?
Hun kom ned på knæ, bøjede sig frem, kiggede under liget, og dér lå han, i klemme under den fede mand. Et lille spædlemmet barn, ikke mere end ni-ti år, helt hvid og spinkel og med skært rødt hår. Tornerose sov i hundrede år, i hundrede år. Var han blevet klemt ihjel? Hun stak en finger ind til drengens hals, men kunne ikke mærke nogen puls. Så lagde hun hånden til kinden, klemte med to fingre, gav den en klemmelus, og langsomt, uendelig langsomt som en strandvasker, der trækker opad og vender, kom rødmen op i kinden; øjnene gik op som på en porcelænsdukke, munden åbnedes mekanisk, den åbnede sig mere og mere, spilede sig til sidst helt ud og blev til et stort sort O.
Det gav et gib i hende, hun trak sig uvilkårligt baglæns.
- Han er ikke død!
- Hvad?
Larsen kom over og satte sig på hug. De stod med hovederne tæt sammen, Anita fik hans aftershave i næsen, den dulmede stanken lidt, men hjalp ikke på kvalmen. Hun holdt vejret, lyttede. Drengens ansigt var en skrigende maske, men der kom ingen lyd over hans læber. Larsen mumlede et eller andet og trådte op på afsatsen, fik fat om ligets skuldre. Anita greb fat i mandens ankler. Han var tung, hun måtte lægge alle kræfter i, manden var i første stadie af rigor mortis, armene strittede, benene var låst i knæleddene, og da de tippede ham af og vendte ham rundt, gled håndklædet til side, og bugvæggen gled op, og med en svuppende lyd slap indvoldene ud af kroppen i en vask af blod, der ramte Anitas bukseben. De baksede manden ned, lagde ham på ryggen på gulvet.
Anita gik i knæ igen og tog fat om drengens nakke og under knæleddene. Hun løftede ham op i favnen, han vejede ingenting. Forsigtigt lagde hun ham på bænken til venstre og sendte Rohde et arrigt blik. Han havde ikke flyttet sig, siden de kom ind, han stirrede bare tomt frem for sig. Drengens puls var svag. Hun gik ryggen efter, vendte ham, så efter slag og sår. Han var smurt ind i blod, men det var ikke hans eget, det måtte være fra liget. Han virkede apatisk, han var sikkert i chok, men der var ingen tegn på vold, før hun fik undersøgt endetarmen. Hun kiggede igen rasende på Rohde, men han reagerede stadig ikke.
- Det er sgu da Keld Borch, sagde Larsen, der stadig stod bøjet over liget.
- Hvem?
- Ja, ham den stenrige entreprenør fra Klampenborg. Anita dækkede drengen til med et håndklæde og kom derover. Offeret var nøgent, bortset fra et blåt gummibånd med en nøgle, der hang og dinglede fra den stive arm. Han havde fået skåret maven op. Snittet var lagt i en bue fra ribbenene og ned til lysken. Indvoldene lå mellem benene på ham, maveskindet var sunket ind i kroppen. Ansigtet var blodsprængt, øjnene brustne. Men hun kunne godt genkende ham nu.
- Jeg så ham på tv i går, sagde hun. - Det var sgu da med dronningen! De indviede vist et eller andet ... åh gud, det var et børnehjem!
Larsen slog sig på jakken efter en smøg, men ombestemte sig.
- Okay. Vi gør sådan her. Jeg tager Rohde med over på Hotel West. Han har alligevel ikke set noget, så der er ingen grund til at holde på ham her.
- Det kan vi sgu ikke, Ole. Han skal da vidne. Og hvad med drengen?
- Ja, ham beholder vi her. Det er vi nødt til. Det er jo et gerningssted.
Anitas pandehår var gledet ned foran øjet, hun verfede det væk, hun var rasende.
- Det er sgu da ham, vi skal beskytte, og ikke ham der ... Hun gjorde et kast med hovedet over mod Rohde. - Hvis du har tænkt dig at flytte din ven, skal drengen også væk. Det er betingelsen. Han skal ikke udsættes for mere nu. Vi skal have en læge til at tilse ham, og så skal han have ro.
Larsen nikkede mekanisk og stod og gloede frem for sig, som om han prøvede at få det til at hænge sammen. Så gik han over til Borch, trak gummibåndet af håndleddet og gik ud af saunaen. Han kom tilbage efter et par minutter. Han havde været inde og hente drengens ejendele, en rød trøje, et par tennisshorts og en lille rygsæk. Han havde også en vaskebalje og en klud med. Anita vaskede blodet af drengen og gav ham tøjet på, mens Larsen rodede i drengens rygsæk.
- Han er fra Tyrkiet, sagde Larsen, han stod med et pas i hånden. - Han hedder Ibrahim Günes. Der er også et turistvisum. Hvorfor har han alt det med?
- Det ved jeg ikke, sagde Anita. - Skal vi ikke se at komme af sted?
Larsen gik hen og gav hende en hånd. Hun kom op at stå. Han gennede hende over til Rohde, tog hans hånd, lagde den i hendes. De tøvede begge.
- Okay. Nu er vi tre om det, sagde Larsen og lukkede sin hånd om de to andres.
Fra side 40-45 i 'Afgrundens rand' af Christian Dorph og Simon Pasternak.
Anmeldelser
"Hvor er det i det hele taget en kanoncool krimi Dorph og Pasternak har skrevet. Med Afgrundens rand har de ironisk nok kurs mod toppen af skandinavisk kriminallitteratur. For det hele fungerer forrygende flot. Tidsbilledet er træfsikker retro, de mange referencer til både populær- og finkultur holder hele vejen, og plottet er på en gang stramt styret og vidunderligt vildtvoksende."
- Anton Geist, Information
"Dorph & Pasternaks anden omgang krimiragout er endnu mere krydret, ramsaltet og kras ramasjang end debuten (...) et sjældent set sprogligt overskud i genren (...) Afgrundens rand bekræfter igen, at to begavede forfattere dels gunstigt skriver op imod tidens livsstilskrimier på Biedermeier og IKEA, og dels kan levere et grandiost plot uden politisk korrekthed, som river sin læser med i alverdens retninger på bedste beskub og hæsblæsende facon".
- Bo Tao Michaëlis, Politiken
"Smuk, tårnende krimi-arkitektur (...) eminent læseværdig (...) sublimt og præcist grotesk (...) knalder fuldt syret og djævelsk ud, når det er nødvendigt (...) en viljefast kriminalroman (...) fremragende"
- Lars Bukdahl, Weekendavisen
| Om bogen |
| Læs uddrag |
| Anmeldelser |
1. udgave
Hæftet , 416 sider
ISBN: 9788702062816
Gyldendal 2007
Omslag: Harvey Macauley
Salgs- og leveringsbetingelser
Datapolitik
Mød andre boglæsere på www.minbogdinbog.dk
Ulykkesfuglen
PRIS kr. 219,00
Midvinterblod
PRIS kr. 299,00
Sangfuglen
PRIS kr. 129,95