Din indkøbskurv
PrintAbsurdistan
|
PRIS kr. 299,00 |
|
Om bogen
"En ny sværvægtsforfatter har vist sig på scenen (...) Shteyngart har fundet en stemme i romanen, som er en blanding af Philip Roth, Woody Allen og Franz kafka - og den virker. Romanen er hylende morsom, jødisk selvudleverende og altfortærende." - Bent Blüdnikow, Berlingske Tidende 
"Hæsblæsende, sjofel og medfølende romanfantasi om kultursammenstødet mellem det gamle Østeuropa og det nye Vesten, og hvad deraf følger. Russisk emigrantkultur, amerikansk hiphop, østeuropæisk gangsterkapitalisme, jødisk selvfølelse, kaukasisk kaos, liderlige mænd, liderlige kvinder - der bliver ikke taget nogen fanger i den russisk-jødisk-amerikanske Gary Shteyngarts anden roman, hans første på dansk. I et sprog og en fantasi, der virker overstyret og rablende, men ved nærmere eftersyn er brillant konstrueret (...) holder han galgenhumoristisk dommedag over alle de tre kulturer, han er rundet af, plus adskillige andre, som han i sit 35-årige liv har stiftet bekendtskab med." - Jakob Levinsen, Jyllands-Posten
"En af årets ti bedste bøger (...) Denne roman udstråler en lige så ubeskeden energi som en sejrende bryder. Den er så sikker på sin egen barbariske fortræffelighed, at den formår at forherlige sig selv alene ved at ånde, svede og stå oprejst (...) Sammenlignet med de fleste jævnaldrende forfattere, som tenderer i retning af nuttede forviklinger, er Shteyngart som en kæmpe til hest. Han favner bredere, ser mere og når sit mål med væsentlig større sikkerhed" - Walter Kirn, New York Times Book Review
"Læs 'Absurdistan' for Shteyngarts sprudlende, kloge og løsslupne stemme (...) Romanen er en lang, morsom og hjerteskærende klagesang efter hjem, hvad det så end betyder, og hvor det end er." - Jon Fasman, Los Angeles Times
Skt. Petersborg 2001: Misha B. Vainberg, også kaldet Snack Daddy, er en 30-årig hyper-sentimental og rappende russisk jøde med en kampvægt på 147 kilo. Han er søn af nr. 1.238 på listen over Ruslands rigeste mænd - og har kun én eneste drøm: at vende tilbage til det elskede Amerika og byen New York, hvor han to år tidligere boede og studerede - og den smækre latino-kæreste Rouenna fra det fattige South Bronx. Drømmens opfyldelse har desværre lange udsigter, for Mishas stenrige far - der lige er afgået ved døden som offer for en landmine midt i Skt. Petersborg - er anklaget for mord på en forretningsmand fra Oklahoma, og derfor nægter det amerikanske udenrigsministerium at give Misha det visum, som er nødvendigt for at han kan vende "hjem" til sit forjættede land. Som enearving til en millionformue synes håb og frelse dog forude. I den lille olierige stat Absurdistan ved det Kaspiske Hav er korrupte embedsmænd nemlig mere end villige til at sælge ham et belgisk pas. Men bedst som Misha ankommer for at hente sit nye pas, udbryder der borgerkrig. Misha bliver indsat som landets kulturminister - og pludselig bliver vor helt fanget i et spil mellem amerikanske olieinteresser og lokal klanpolitik. ABSURDISTAN er "hylende morsom, jødisk selvudleverende og altfortærende", som Berlingske Tidende skrev. En på alle måder sjældent vellykket og intelligent satire, der ubesværet mikser det 19. århundredes russiske litteratur, hip-hop, og det 20. århundredes storpolitiske strid om olie og magt >>En af årets ti bedste bøger.>En af årets ti bedste bøger.En af årets ti bedste bøger.New York Times
Uddrag
Jeg er Misja Borisovitsj Vainberg, tredive år, en voldsomt overvægtig mand med små, dybtliggende blå øjne, et nydeligt, jødisk næb der leder tanken hen på de mest distingverede papegøjearter, og læber så fine at man får lyst til at tørre dem af med sin nøgne håndryg.
I mange af mine seneste år har jeg levet i Sankt Petersborg, Rusland, men hverken af valg eller af lyst. Zarernes By, Nordens Venedig, Ruslands kulturelle hovedstad ... glem det. I året 2001 er vores Sankt Leninsborg kommet til at fremstå som en drømmevision af en tredjeverdens storby, vores nyklassiske bygninger synker ud i de skrald- og skrammelfyldte kanaler, bizarre bondehytter af bølgeblik og krydsfinér koloniserer de brede avenuer med deres kapitalistiske ikonografi (cigaretreklamer viser en amerikansk footballspiller der griber en hamburger med en baseballhandske), og værst af alt: Vores intelligente, depressive borgerskab er blevet erstattet af en ny race af mutanter klædt som en indstuderet imitation af Vesten, unge kvinder i stram lycra med de opadpressede små bryster på én gang rettet mod New York og Shanghai, sammen med mænd i falske, sorte Calvin Kleinjeans der hænger slapt om deres indsunkne røvbalder.
Den gode nyhed er at når man er et uforbederligt fedesvin som mig - et hundrede og syvogfyrre kilo ved sidste opgørelse - og søn af nummer 1.238 på listen over Ruslands rigeste mænd, så er alle i Sankt Leninsborg parat til at tjene én: klapbroerne sænker sig når man nærmer sig, og de kønne paladser stiller op på række og geled langs kanalerne og stikker deres barmsvære friser op i hovedet på én. Man velsignes af den sjældneste skat der er at finde i dette mineralrige land. Man velsignes med respekt.
Om aftenen den 15. juni i katastrofeåret 2001 fik jeg rigeligt med respekt fra mine venner på en restaurant ved navn Den Russiske Fiskers Hjem på øen Krestovskij, en af de grønne øer der sidder fanget i Neva-flodens delta. Krestovskij er det sted hvor vi rige mennesker lader som om vi lever i en slags post-sovjetisk Schweiz, mens vi tramper af sted ad de manicurerede cykelstier der er bygget rundt omkring vores kottedzhes og town khauses og fylder vores lunger med pakker af atmosfære der virker som om den er importeret fra Alperne.
Fiskerens gimmick er at man selv fanger sin fisk i en menneskeskabt sø, og for cirka 50 US-dollars per kilo ryger køkkenpersonalet den derefter eller griller den over glødende kul. Ved den lejlighed som politiet senere skulle benævne "omtalte aften", stod vi omkring den ponton der bar navnet Den Gydende Laks, og råbte ad vores tjenere og tømte karafler af grøn californisk riesling, mens vores Nokia mobilniki ringede med en social påtrængenhed der kun findes når De Hvide Nætter kvæler søvnen, når indbyggerne i vores ødelagte by holdes permanent vågne af det rosa efterskær af solen bag den nordlige horisont, og det bedste man kan gøre er at drikke med sine venner ind i daggryet.
Lad mig fortælle jer noget: Hvis man ikke har gode venner i Rusland, kan man lige så godt drukne sig selv. Efter i årtier at have lyttet til familiens agitprop ("Vi vil dø for dig!" synger de), efter at have overlevet den russiske families kriminelle nærhed ("Forlad os ikke!" trygler de), efter den krasse socialisering som vi påprakkes af vores lærer og fabriksdirektører ("Vi sømmer din omskårne khui fast til væggen!" truer de), er det eneste der er tilbage, en skål mellem to kiksede venner i en eller anden stinkende, udendørs ølbar.
"På din sundhed, Misja Borisovitsj."
"På din succes, Dmitrij Ivanovitsj."
"På hæren, luftvåbnet og hele den sovjetiske flåde ... resten i håret!"
Jeg er et beskedent menneske med hang til privatliv og ensom melankoli, så jeg har meget få venner. Min bedste kammerat i Rusland er en tidligere amerikaner som jeg plejer at kalde Aljosha-Bob. Denne lille, skaldede nationalørn (ikke et eneste hår på hans kuppel i en alder af femogtyve), som er født Robert Lipshitz i de nordlige udkanter af New York State, fløj til Sankt Leninsborg for otte år siden og blev - ved alkoholismens og træghedens hjælp - forvandlet til en succesrig, russisk biznezman med et nyt navn, Aljosha, ejer af ExcessHollywood, et afsindigt profitabelt dvd-import/eksport- foretagende, og tilbeder af Svetlana, en ung Petersborg- hottie. Ud over at være skaldet har Aljosha-Bob et sammenknebet ansigt der afsluttes forneden af et rødligt gedebukkeskæg, fugtige, blå øjne der narrer én med et næstengrådkvalt udseende, og enorme fiskelæber der renses en gang i timen med ren vodka. En skinhead i metroen beskrev ham engang som en gnussnij zhid - "en skummelt udseende jøde" - og jeg tror det meste af befolkningen opfatter ham på den måde. Jeg gjorde helt sikkert da jeg mødte ham første gang som hans medstuderende på Accidental College i det amerikanske midtvesten for et årti siden.
Aljosha-Bob og jeg har en interessant hobby som vi kaster os over ved enhver given lejlighed. Vi ser os selv som To Herrer der Holder af Rap. Vores repertoire strækker sig fra Ice Cubes', Ice T's og Public Enemys old-school jam til den nutidige, sanselige ghetto techs rytmer, en hybrid af Miami Bass, Chicago ghetto og Detroit electronica. Den moderne læser er måske bekendt med "Ass-N-Titties" af DJ Assault, måske genrens mest skelsættende værk.
Den omtalte aften indledte jeg festen med en Detroit-vise som jeg gerne diverterer med på sommerdage:
Aw, shit
Heah I come
Shut yo mouf
And bite yo tongue.
Aljosha-Bob ? i Helmut Lang-slacks og Accidental Collegesweatshirt var ikke sen til at samle rytmen op:
Aw, girl,
You think you bad?
Let me see you
Bounce dat ass.
Vores melodier klang ud over Den Russiske Fiskers fire pontoner (Gydende Laks, Kongelig Stør, Lunefuld Ørred og Sød Smørfisk), over hele denne lille kunstige sø, hvad fanden den så hedder (Dollar-søen? Euro-dammen?), over til den tjenerbemandede parkeringsplads hvor en af de stupide ansatte netop havde lavet en bule i min nye Land Rover.
Heah come dat bitch
From round de way
Box my putz
Like Cassius Clay.
"Ja, tryk den af, Snack Daddy!" heppede Aljosha-Bob og brugte mit øgenavn fra Accidental College-tiden.
My name is Vainberg
I like ho's
Sniff'em out
Wid my Hebrew nose
Pump that shit
From round the back
Big-booty ho
Ack ack ack
Da vi befandt os i Rusland, en nation af geskæftige bønder der er blevet tvunget ind i en akavet modernitet, er der altid en eller anden idiot der skal stræbe efter at spolere det sjov man har. Så en biznezman ved siden af os, en solbrændt, gennemsnitlig dræber der stod ved siden af sin melblege kæreste fra en eller anden kobefængt provins, begynder med sit: "Altså, fyre, hvorfor skal I synge som afrikanske udvekslingsstudenter? I ser begge to så kultiverede ud" - med andre ord, skummelt udseende jøder - "kan I ikke deklamere noget Pusjkin i stedet? Skrev han ikke nogle smukke vers om De Hvide Nætter? Det ville passe fint til årstiden."
"Hallo, hvis Pusjkin havde levet i dag, ville han have været rapper," sagde jeg.
"Det stemmer," sagde Aljosha-Bob. "Han ville være M.C. Push."
"Fight the power!" sagde jeg. På engelsk.
Vores Pusjkin-elskende ven stirrede på os. Det er for resten den slags der sker når man ikke lærer engelsk. Man mangler altid ord. "Må Gud hjælpe jer, børn," sagde han endelig og tog sin dameven om den ene diminutive arm og førte hende over på den anden side af pontonen.
Fra s. 13-17 i Absurdistan af Gary Shteyhgart.
Om Gary Shteyngart
Anmeldelser
"En ny sværvægtsforfatter har vist sig på scenen (...) Shteyngart har fundet en stemme i romanen, som er en blanding af Philip Roth, Woody Allen og Franz kafka - og den virker. Romanen er hylende morsom, jødisk selvudleverende og altfortærende."
- Bent Blüdnikow, Berlingske Tidende "Hæsblæsende, sjofel og medfølende romanfantasi om kultursammenstødet mellem det gamle Østeuropa og det nye Vesten, og hvad deraf følger.
Russisk emigrantkultur, amerikansk hiphop, østeuropæisk gangsterkapitalisme, jødisk selvfølelse, kaukasisk kaos, liderlige mænd, liderlige kvinder - der bliver ikke taget nogen fanger i den russisk-jødisk-amerikanske Gary Shteyngarts anden roman, hans første på dansk.
I et sprog og en fantasi, der virker overstyret og rablende, men ved nærmere eftersyn er brillant konstrueret (...) holder han galgenhumoristisk dommedag over alle de tre kulturer, han er rundet af, plus adskillige andre, som han i sit 35-årige liv har stiftet bekendtskab med. (...) [Der er ingen tvivl om] Shteyngarts helt ekstraordinære talent og format, der lige fra debuten i 2002 har fået de amerikanske og britiske anmeldere helt op og sammenligne ham med alt fra Hemingway og Vladimir Nabokov og nedefter.
Mest af alt ser det ud til, at ind- og udvandrere mellem Rusland og USA nu har fået deres forfatterversion af, hvad Salman Rushdie tidligere blev for rejsende mellem Indien og Storbritannien, og med lige så vilde, skarpe og medfølende bud på hvorfor verden udvikler sig som den gør."
- Jakob Levinsen, Jyllands-Posten
"En af årets ti bedste bøger (...) Denne roman udstråler en lige så ubeskeden energi som en sejrende bryder. Den er så sikker på sin egen barbariske fortræffelighed, at den formår at forherlige sig selv alene ved at ånde, svede og stå oprejst (...) Sammenlignet med de fleste jævnaldrende forfattere, som tenderer i retning af nuttede forviklinger, er Shteyngart som en kæmpe til hest. Han favner bredere, ser mere og når sit mål med væsentlig større sikkerhed"
- Walter Kirn, New York Times Book Review
"Læs 'Absurdistan' for Shteyngarts sprudlende, kloge og løsslupne stemme (...) Romanen er en lang, morsom og hjerteskærende klagesang efter hjem, hvad det så end betyder, og hvor det end er." - Jon Fasman, Los Angeles Times
| Om bogen |
| Læs uddrag |
| Læs om Gary Shteyngart |
| Anmeldelser |
1. udgave
Hæftet , 424 sider
ISBN: 9788702062076
Gyldendal 2008
Omslag: Harvey Macaulay - Imperiet
Oversat af: Mich Vraa
Salgs- og leveringsbetingelser
Datapolitik
Mød andre boglæsere på www.minbogdinbog.dk
