Din indkøbskurv
|
PRIS kr. 299,00 |
|
"Gyldendal har (...) genudgivet Knuths inciterende og vidunderskønne beretning fra rejsen med titlen 4 mand og solen fra 1936. Eigil Knuths beretning om den lange slæderejse over den hvide ørken er skelsættende. (...) Bogen toner i den frostklare luft over indlandsisen." - Henrik Wivel, Weekendavisen
"Der er et herligt overskud i bogen (...) Bogen strømmer over af kærlighed til den grønlandske natur (...) Knuths korte bog er smuk og intens. Overskuddet holder hele vejen." - Hjalte Tin, Politiken
Eigil Knuths LEGENDARISKE Grønlandsfærd i 1936.
En af de bedste danske rejsebøger nogensinde.
Med nyt forord af eventyreren John Andersen.
Eigil Knuth var kunstner – og ved at gå til i ”storbyens jag”. Derfor vendte han civilisationen ryggen, rejste til Grønland og oplevede dette fantastiske sted, som kun en kunstner og eventyrer kan opleve det. 4 mand og solener en klassiker på linie med Knud Rasmussens og Peter Freuchens bøger om Grønland.
På en kort visit i Angmagssalik sommeren 1935 traf jeg franskmændene Victor og Gessain og schweizeren Perez, som havde overvintret i kolonien. Jeg fortalte, at jeg selv tænkte på at overvintre året efter for at billedhuggerere, og Victor lod mig forstå, at han agtede at komme tilbage efter en vinters ophold i Frankrig, således at vi sandsynligvis ville træffe hinanden på Grønland igen.
Jeg sikrede mig straks efter hjemkomsten grønlands styrelses tilladelse til overvintringen, og i oktober fik jeg brev fra Victor, hvori han spurgte til mine planer og meddelte, at Perez, Gessain og han tænkte på at starte fra vestkysten og gå over indlandsisen til Angmagssalik. Da det altid havde været mit ønske at foretage en sådan tur, og jeg nu så en chance for at få ønsket opfyldt, spurgte jeg, om de ville have mig med, og modtog kort efter et bejaende svar.
Resten af vinteren forhandlede vi om ruter, udstyr og andre praktiske spørgsmål for planens iværksættelse. Den oprindelige mening havde været at starte fra Ivigtut og undersøge randzonen opefter langs østkysten, men da der endnu ingen kort forelå over denne strækning, og der var vanskeligheder med på så fremrykket et tidspunkt at få hunde fra Nordgrønland ned til startstedet, fulgte vi direktør Daugaard-Jensens råd og valgte i stedet Diskobugten til udgangspunkt. De nødvendige telegrammer til kolonibestyrerne i Jacobshavn og Christianshåb om køb af hunde og udlægning af hundefoderdepot blev afsendt, og allerede den 7. april sejlede Victor og jeg med "Hans Egede" af sted for at bringe de lange Nansen-slæder og den 1400 kg tunge udrustning op over smeltezonen, medens gletsjerspalterne endnu var snefyldte. De andre to skulle følge med næste skib, som blev "Gertrud Rask".
Den 16. Om morgenen i mildt og strålende vejr fik vi Grøndland i sigte. Om styrbord lå lave tåger i horisonten over stedet, hvor det skulle dukke op, og snart udløste der sig skinnende hvide toppe, som man først antog for store isfjelde, men som viste sig at være Kap Farvel-Landets tinder. Havde det trods alt knebet lidt at rive sig løs fra de vante folder, så forsvandt nu den sidste rest af hjemve, efterhånden som den stolte landkending med de funklende bræer rejste sig af havet og man havde kun en eneste tanke: Det er dejligt at være ved naturens store, stærke ophav igen! Jeg følte mig selv som en slags redioapparat, skabt til at leve og virke på en ganske bestemt bølgelængde, og reflekset fra den hvide fjeldkæde gav pludselig genklang i mine inderste, selektive dele, så der blev knald og hyleri derinde. I al for lang tid havde jeg spadseret rundt og gjort abekattekunster, alt sammen overfladevirkning fremkaldt ved frekvens af rent gale bølger. Nu på en gang traf de nøjagtig afpassede stråler relæ'et eller hvad det hedder, og jeg vågnede op af en tusindårig søvn som Golem, der endelig har fået kapslen med den rette trylleformular indsat i brystet.
Med overiset rig og skrog lagde vi til iskanten i Godhavns havn den 20. april; skibets last blev losset på hundeslæder og kørt ind til Diskoøens hovedstad. For første gang i mit liv prøvede også jeg at køre i dette primitive befordringsmiddel, da Victor og jeg aflagde en kort visit hos landsfogeden for Nordgrønland, Eske Brun, der lå i sengen med tykke klude om halsen. Hans store ansigt lo os i møde under et frodigt, lyskrølet hår: "Nå, De vil over indlandsisen? Ja, den er jo snart blevet lidt fladtrådt!"
Fra side 23-24
"Gyldendal har (...) genudgivet Knuths inciterende og vidunderskønne beretning fra rejsen med titlen 4 mand og solen fra 1936. Eigil Knuths beretning om den lange slæderejse over den hvide ørken er skelsættende. (...) Bogen toner i den frostklare luft over indlandsisen."
- Henrik Wivel, Weekendavisen
"Der er et herligt overskud i bogen (...) Bogen strømmer over af kærlighed til den grønlandske natur (...) Knuths korte bog er smuk og intens. Overskuddet holder hele vejen."
- Hjalte Tin, Politiken
| Om bogen |
| Læs uddrag |
| Anmeldelser |