g.dk

Samlet vurdering:

(1 i alt)

Hvad synes du?
Log ind for at give din vurdering

George Orwell

1984

PRIS kr. 69,95 Leveres normalt inden for 1-7 hverdage	Antal Læg i kurv

Gemt på Min huskeseddel Kunne ikke tilføjes Min huskeseddel Tilføj Min huskeseddel

Om bogen

Pressen skrev

"Hårene har rejst sig og lagt sig mange gange, inden man er færdig med George Orwells fremtidsvision." - Harald Engberg

Uhyggelig realistisk skildring af et fremtidssamfund, hvor tre superstater har delt verden mellem sig. Winston Smith lever i Oceanien, som beherskes af "partiet", der med Store Broder i spidsen kontrollerer alt - selv tanker lader sig pejle. Alligevel har Winston forbudte tanker, og han kommer i kontakt med andre oprørere, bl.a. pigen Julia, som han forelsker sig i, hvilket i øvrigt også er forbudt.

Uddrag

Det var en klar, kold aprildag, og urene slog netop tretten. Med hagen trykket ind mod brystet ligesom for at beskytte sig mod den bidende vind smuttede Winston Smith hurtigt ind gennem Victory Mansions' glasdøre, men han var alligevel ikke hurtig nok i vendingen til at forhindre, at en hel del sand og støv blæste ind samtidig.
    Indenfor lugtede der af kål og gamle kudetæpper. For enden af gangen havde man med tegnestifter anbragt en mægtig kulørt plakat. Den forestillede et kæmpemæssigt ansigt, over en meter bredt; en ca. fem og fyrreårig mands ansigt med et kraftigt mørkt overskæg og grove, men alligevel ganske smukke træk. Winston gik hen mod trappen, det var håbløst at prøve elevatoren. Selv i gunstigste fald virkede den kun sjældent, og for tiden var den elektriske strøm afbrudt om dagen om et led i den sparekampagne, der gik forud for Hadets Uge. Hans lejlighed lå på syvende etage, og da han var ni og tredive år og havde et åbent skinnebenssår lige over højre ankel, gik han langsomt og stod flere gange stille for at hvile sig. På hver trappeafsats gloede plakaten med det kæmpemæssige ansigt ham i møde fra muren over for elevatorskakten. Det var et af den slags billeder, der er sådan tegnet, at man altid synes, at øjnene ser lige på en, hvor man end befinder sig. STORE BRODER SER DIG, lød underskriften.
    Inde i lejligheden læste en blød og behagelig stemme en talrække op, som havde noget at gøre med produktionen af råjern. Stemmen kom fra en aflang metalplade, der lignede et mat spejl, og som var forsænket i væggen til højre. Winston drejede på et håndtag, og stemmen blev noget svagere, skønt man stadig kunne skelne ordene. Apparatet - der kaldtes en teleskærm - kunne dæmpes, men det kunne ikke lade sig gøre at lukke fuldstændig af for det. Han gik hen til vinduet; han var lille og tynd, og kroppens spinkelhed fremhævedes yderligere af den blå overall, som var Partiets uniform. Hans hår var meget lyst, hans ansigt var af naturen rødmosset, og huden var blevet ru af dårlig sæbe og sløve barberblade og af vinterkulde, der lige var ophørt.
    Selv gennem det lukkede vindue så det koldt ud udenfor. Nede på gaden blæste små hvirvelvinde støv og papirstumper rundt i spiraler, og skønt solen skinnede, og himlen var skærende blå, syntes alt farveløst med undtagelse af plakaterne, der svar sat op alle vegne. Ansigtet med det mørke overskæg stirrede ned fra alle gadehjørner. Der var et på huset lige overfor. STORE BRODER SER DIG, stod der, og de mørke øjne så dybt ind i Winstons. Nede ved fortovet flagrede en anden plakat, der var gået løs i det ene hjørne, i vinden, og når blæsten tog i den, kunne man under den se ordet ENGSOC. I det fjerne dykkede en helikopter ned mellem tagene; som en spyflue holdt den sig et øjeblik svævende på samme sted og fløj så bort igen i en elegant bue. Det var politipatruljen, der spejdede ind ad folks vinduer. Men patruljerne betød ikke noget, det var kun Tankepolitiet, der betød noget.

Fra side 5-6