g.dk

Samlet vurdering:

(0 i alt)

Hvad synes du?
Log ind for at give din vurdering

Thomas Ekman Jørgensen og Steven L. B. Jensen

1968 - og det der fulgte

PRIS kr. 299,00 Leveres normalt inden for 1-7 hverdage	Antal Læg i kurv

Gemt på Min huskeseddel Kunne ikke tilføjes Min huskeseddel Tilføj Min huskeseddel

Om bogen

1968 - og det der fulgte er et stykke Danmarkshistorie om en farverig, inspirerende, irriterende, højtråbende og uundgåelig del af den udvikling, der skabte nutidens Danmark. Bogen er skrevet af en ny generation af historikere, der nøgternt diskuterer såvel studenteroprørets lyse som mørke sider. Bogen følger kronologisk studenteroprørets udvikling fra 1968 og godt ind i 1970erne. Den indeholder både portrætter af studenteroprørets markante skikkelser og beskrivelser af afgørende begivenheder. Og så tegner den et fascinerende billede af studentenbevægelsens splittelse mellem livsstilsradikalister (hippier) og aktivister med en revolutionær politisk dagsorden. 1968 var studenteroprørets år. De psykologistuderende besatte deres institut, og tusinder af studerende demonstrerede for medbestemmelse. Der var opbrud i luften, alle ville forandring, mere lighed, mere demokrati og mindre hierarki og tradition. Studenterne trak opmærksomhed til sig, men de befandt sig i en bred strøm af forandringsvillighed, der strakte sig fra det vilde flip og langt ind i den borgerlige regering. Bogen tager sit udgangspunkt i det danske studenteroprør og følger studenterbevægelsens opgang og fald gennem 1960erne og 1970erne fra en universitetspolitisk bevægelse til venstrefløjens motor. Studenterbevægelsen var både medspiller og modspiller i kampen om et nyt Danmark, fra ungdomsoprøret og det nye venstre til kampen om medbestemmelse på universiteterne og videre mod revolutionære drømme, reaktionen fra højre og desillusionen ved vejens ende.

Uddrag

Indledning: 1968 - og det der fulgte

Der blev stillet tulipaner på professorernes kontorer. Levende musik bidrog til den festlige stemning. Efter en grundig rengøring var repræsentanter fra dagspressen inviteret indenfor for at forevige hovedbegivenheden: klipningen af en snor, som symboliserede overdragelse af "de besatte områder". Budskabet skulle ud, og det kom det med reportager og fotografier i aviserne den følgende dag. "Psykologisk retræte med blomster" lød overskriften i Ekstra Bladet. De studerende havde brug for mediernes opmærksomhed, for at deres aktioner kunne få den nødvendige gennemslagskraft. Også her havde de sejret.
    Vi skriver den 25. april 1968. De psykologistuderende har efter fem døgn hævet besættelsen af Psykologisk Laboratorium ved Københavns Universitet. "På barrikaderne vi gik - hvad var det, vi fik? - Medbestemmelse!" gjaldede det fra omkring 200 psykologistuderende ud over Studiegården i det indre København. Kravet om medbestemmelse var indfriet. De studerende havde med støtte fra universitetets rektor Mogens Fog sat sig igennem over for vrangvillige professorer.
    Studenteroprøret i Danmark havde medvind og havde nået et foreløbigt højdepunkt. Der var kun gået en måned siden dets udbrud, da de psykologistuderende i marts 1968 valgte at aktionere for bedre studievilkår og for et relevant studium i forhold til udfordringerne i det omgivende danske samfund. Et samfund, som igennem 1960?erne gennemlevede en hastig økonomisk, social og kulturel forandring, mens de akademiske miljøer sov tornerosesøvn på universiteterne. De studerende var utilfredse med de snævre rammer i det miljø, de befandt sig i. En ny dagsorden skulle sættes, først og fremmest med henblik på en større grad af demokrati på arbejdspladsen. Som en af aktivisterne gjorde det klart, var oprøret udløst af manglende fremskridt efter flere års kamp for at blive behandlet som voksne.

Denne bog tager sit udgangspunkt i 1968 og i historien om studenterbevægelsen, men den handler i høj grad også om venstrefløjen og ungdomsoprøret i Danmark i 1960?erne og 1970?erne. Det er en historie om opgang og forfald, der faldt sammen med et større politisk og kulturelt opbrud i perioden. Historikere taler om en kulturel revolution i 1960?erne eller om "Revolutionen i hovedet".1 1960?erne var et årti, hvor brede dele af befolkningen gerne ville have forandringer, og de formede forandringerne ved at vælge dele af oprøret til og andre fra. Bredere befolkningsgrupper ønskede også mere frihed og større, individuelle udfoldelsesmuligheder, men de gad ikke det politiske arvegods, der fulgte med langstrakte, marxistiske samfundsanalyser og endeløs teoretiseren. Der var tale om et opbrud, der var større end bevægelserne selv, og som tilførte samfundet nogle værdier, der har varet ved. Blandt de vedvarende forandringer er ekspansionen i livsmuligheder og -valg, frigørelse for kvinder og andre grupper som for eksempel bøsser og lesbiske, en insisteren på en kritiskreflekterende tilgang inden for uddannelsessystemet, øget fokus på miljøspørgsmål og arbejdsmiljø samt nye kulturelle udtryksformer. 1968 er forblevet et symbol for disse ændringer.

Bevægelse er det begreb, som bedst dækker det mytiske årstal 1968. Det står for opbrud, dynamik, strøm og fart. Alting syntes i forandring i 1960?erne - man bevægede sig med stor hast mod fremtiden, båret på fremskridtets vinger. Danmark tog et langt skridt hen over industrisamfundet og gik fra landbrugssamfund til servicesamfund, bøndernes børn fik kontorarbejde, helt nye forbrugsmønstre opstod og uddannelserne svulmede af studerende, hvis forældre havde måttet nøjes med folkeskolen. Nye grupper flyttede til byerne, andre flyttede ud af byerne og til forstæderne. Ude i forstæderne skulle teenagere skabe en ny måde at være ung på, og her hjalp populærkulturen til at forme en ny identitet. Det hjalp i hvert fald lidt, at Led Zeppelin og Eric Clapton kom forbi og gav koncert i Brøndby Popklub, når nu der skulle ske noget nyt.
    Begrebet bevægelse peger også på de organiserede bevægelser, som ønskede at bringe forandring - studenterbevægelsen, aktivistbevægelsen, miljøbevægelsen. Alle de bevægelser, som var på vej i det fartøj, som tilhængere og modstandere med et samlebegreb kaldte venstrefløjen. Bevægelsernes idé om bevægelse kunne ses i deres sprog. De omtalte sig gerne som de ?nye? - det nye venstre, de nye, sociale bevægelser - eller de progressive, dem, der var på fremskridtets side. Modstanderne var de gamle, de reaktionære, som stod for det fortidige og det stillestående, systemet. Bevægelserne ville slå til dér, hvor det gamle samfunds bånd var slidt ned og ved at briste, og hvor frigørelsen ventede. Revolutionen, den personlige og den samfundsmæssige, lå lige om hjørnet, det gjaldt bare om at skære til det rette sted, så ville de sidste reb give efter for friheden.
    Bevægelserne havde deres udspring i årene før 1968. Det nye venstre, der opstod omkring SF, ville skabe en tidssvarende socialisme hinsides skellet mellem kommunister og socialdemokrater, mens de kulturradikale miljøer ville gøre op med det, de så som indsnævrede, borgerlige værdier. Ungdomsoprøret med dets lange hår og eksperimenterende musik gik endnu videre i sine forsøg på at gøre op med forældrenes kultur og vaner. Vi har valgt at kalde disse bevægelser for forløbere for 1968. Mange af studenteroprørerne og dem, der skulle tegne 1970?ernes venstrefløj, var vokset op med det nye venstre og ungdomsoprøret, derfor hører de med til historien om 1968.
    Studenteroprøret var den vigtigste begivenhed i 1968, og den bevægelse, der fulgte efter, skulle komme til at sætte dagsordenen for venstrefløjen i det følgende årti. Først og fremmest blev universiteterne den vigtigste rekrutteringsbase for småpartierne og for det intellektuelle, venstreorienterede miljø op gennem 1970?erne. Det var ofte her, at venstrefløjen hentede sine idéer og sin ideologiske ammunition. Samtidig falder historien om studenterbevægelsens opgang og fald sammen med historien om den øvrige venstrefløj. Tiden fra omkring 1968 til 1973 var studenteroprørets mest dynamiske periode, derefter følger en periode til cirka 1975, hvor bevægelsen har taget form, og i sidste halvdel af 1970?erne forfalder den i desillusion og modløshed. Den er et eksempel på den udvikling, som de andre venstreorienterede bevægelser tog. Mens slutningen af 1960?erne byder på stor optimisme, forsvinder energien i 1970?erne, indtil bevægelsen er en skygge af sig selv ved indgangen til 1980?erne. Udviklingen i studenterbevægelsen kan derfor klarlægge, hvad det var for en dynamik, som fik energien til at slukkes og bevægelsen til at gå i sig selv. Af alle disse grunde står studenterbevægelsen i centrum i denne bog. Universiteterne bliver rammen for de øvrige historier om venstrefløjen.

1968 er energiens og opfindsomhedens år. Med slagordene ?aktivisering?2 og ?kommunikation? ville studenteroprøret nedbryde de snævre rammer og finde alternativer. Friheden til at kritisere vedtagne normer var et mål i sig selv, og endnu drejede det sig ikke om at finde et endegyldigt alternativ, tværtimod var det vigtigste at bevare åbenheden. Studenterne i 1968 ville endnu ikke udskifte professorernes pensum med deres eget, de ville blot have mulighed for at kritisere den tradition, der på mange fag lå som en dyne over den videnskabelige diskussion. Man ville skabe rammer for et aktivt studium, hvor studenterne tog del i livet på institutterne, man ville have en bedre dialog mellem undervisere og studenter, og man ville tages alvorligt. 1968 handlede om frigørelse, om at være fri for at følge traditionen for traditionens skyld og om at være fri for hierarkier. Det var de samme krav, der gik igen inden for og uden for universitetets mure. Traditionerne og hierarkierne i det daglige liv var ved at blive nedbrudt. Den generelle vilje til forandring, der allerede havde sat sine spor i det danske samfund, meldte sin ankomst på et forældet universitet. Da de psykologistuderende besatte deres institut og satte ord på deres frustrationer, var det som at bryde hul i diget. Samtidig begyndte studenterne at lave deres egne ?kritiske universiteter? som alternativ til den eksisterende undervisning. Når man læser kilderne fra 1968, emmer de af eufori og af glæde over alle mulighederne. Men hurtigt meldte spørgsmålet sig om, hvad der egentligt var målet, nu studenterne var blevet aktive. Hvor ville man hen?
    Det er vigtigt at fastholde, at fortællingen om 1968 opererer på flere forskellige niveauer. Særligt tre er centrale for at forstå studenteroprørets, venstrefløjens og ungdomsoprørets udvikling i Danmark. For det første er der et internationalt niveau, hvor de forskellige bevægelser var en kilde til gensidig inspiration landene imellem. Det andet niveau udgøres af den nationale, politiske kontekst, hvor begivenhederne udspillede sig, og som ofte afgjorde graden af radikalisering. Myndighedernes voldelige modsvar til protesterne i Vesttyskland og Frankrig medvirkede til en eskalering, der gjorde dem til udfordringer for den nationale, politiske orden. I en dansk sammenhæng er historien en helt anden. Her blev studenteroprøret mødt med stor, politisk sympati i starten. En politisk opbakning som gradvis mindskedes, efterhånden som studenterbevægelsen radikaliseredes. Det tredje niveau, universitetet, er helt afgørende for de respektive oprørs og bevægelsers fremkomst og udvikling. Især studenteroprørene opstod inden for konkrete institutionelle rammer, som for eksempel Psykologisk Laboratorium i København, der behandles indgående i bogen. Forholdene på universiteterne var med til at bestemme, hvilken retning studenteroprøret tog. Derfor kræver de institutionelle rammer særlig opmærksomhed, hvis man ønsker en detaljeret forståelse af, hvordan kampene om legitimitet og autoritet opstod og udviklede sig.
    Studenteroprøret startede som en basisdemokratisk bevægelse, der betonede åbenhed og flade beslutningsstrukturer. Der skulle gøres op med hierarkier, og der skulle eksperimenteres med organisations- og omgangsformer. Men enkelte studenteroprørere blev overbevist om, at man blev nødt til at gå på kompromis med den totale åbenhed og lave en formel organisation. De gik ind i Studenterrådet og dannede kernen i det, der begyndte at ligne en egentlig studenterbevægelse. Det vil sige en organisation med egne medier, officielle magtstrukturer og politiske mål. Det samme skete på den øvrige venstrefløj - hvor 1960?ernes miljø omkring Kampagnen mod Atomvåben og Politisk Revy havde været en løst organiseret kreds af enstænkende, blev det langsomt væsentligt at have en organiseret struktur. Her kom VS til at danne rammen for de politiske ambitioner, senere efterfulgt af en skov af smågrupper og partier.
    Samtidig med den formelle organisering radikaliseredes studenterbevægelsen. Ikke alene blev den skridt for skridt mere åbent venstreorienteret, men dens holdning til indflydelse på selve universitetet blev også stejlere. Resultatet blev et universitetspolitisk nederlag, hvor styrelsesloven blev gennemført, uden at bevægelsen havde fået sine krav igennem. Som reaktion valgte studenterbevægelsen fra 1971 at se indad ved at satse på udviklingen af en marxistisk, videnskabelig kritik. Bevægelsen skabte en meget teoretisk tradition, hvor den abstrakte analyse stod i centrum. Målet var at formulere den endegyldige, objektive analyse af det kapitalistiske samfund. Her var der mindre plads til forskellige holdninger og dialog - videnskaben blev en politisk kamp. Samtidig blev det politiske også teoretiseret i de forskellige grupper. Studenterbevægelsens diskussioner smittede af på resten af venstrefløjen, som også vendte sig mod teoretiske problemstillinger og genoplivelse af forskellige marxistiske traditioner. Man kastede sig ud i lange overvejelser om klassekamp og bedømmelser af samfundets revolutionære potentiale, alt imens Danmark bevægede sig i retning af en ny type samfund, hvor begreber som proletariat og arbejderklasse blev mindre og mindre relevante. I 1970?ernes sidste år faldt bevægelsen sammen. Der var tale om en ofte personlig desillusion, hvor håbet om den endelige analyse, som skulle bane vejen for det revolutionære parti, fortabte sig i horisonten. Befrielsesbevægelserne i den tredje verden begyndte at slås indbyrdes, mens fællesskabet i selve bevægelsen var under pres fra dårligt fungerende kollektiver og skilsmisser. Opfindsomheden fra 1960?erne var endt i stilstand og skuffelse.

Ovenstående historie kan genfindes i mange andre lande, og den er heller ikke ukendt i den danske debat. Ikke desto mindre har vi i Danmark endnu ikke haft et forskningsbaseret værk om 1968. De bøger, som findes om venstrefløjen og 1968, er mest af alt præget af en meget løs idé om, hvad årstallet egentlig dækker. Som oftest er de enten skrevet af de gamle aktører, af forfattere, der har en nutidig dagsorden, som de forbinder med et fænomen fra 1968, eller af nogle, som dengang følte, at de ikke kunne komme til orde og nu finder udløsning for årtier gamle frustrationer.3 Disse historier om 1968 er ikke i sig selv forkerte, og forfatterne har ofte vigtige pointer. Til gengæld bliver det ofte til punktnedslag, som bærer præg af forfatterens kendskab til en bestemt vinkel og manglende kendskab til den mere generelle historie. Der er således en tendens til at overvurdere egne oplevelser og fejlvurdere deres relevans. Det er derfor, at der er brug for en bog, som på baggrund af systematiske kildestudier kan dokumentere sine påstande. Det betyder ikke, at dette er den endelige historie om 1968. Der er et væld af historier at fortælle afhængig af, hvilken kronologi eller hvilket perspektiv man vælger. Men der er også en række myter, som er værd at punktere.

I antologien 1968: Dengang og nu skelner Morten B. Andersen og Niklas Olsen mellem en højreorienteret og en venstreorienteret version af historien om 1968. Den højreorienterede fokuserer på venstrefløjens fascination af vold og diktaturer, mens den venstreorienterede historie ser venstrefløjen som motor i en kulturel og social forandringsproces og i et idealistisk oprør mod uretfærdighed og udbytning.
    Venstrefløjens fascination af vold og diktatur er svær at komme udenom. Fra midten af 1960?erne opgav mange venstreorienterede den afstandtagen til diktaturerne, som havde eksisteret i SF, lod sig ukritisk fascinere af Maos Kina og talte om nødvendigheden af en ?kritisk solidaritet? med Sovjetunionen. 5 Der er masser af eksempler på det, og man kunne sagtens opremse de ofte chokerende udtalelser, som er kommet om Kina, Nordkorea eller Cambodja.6 Men det blev aldrig hovedsagen for den danske venstrefløj. Danmark slap for den grelleste maoisme, som den kom til udtryk i Sverige, eller det fuldstændige knæfald for Sovjetunionen, som i Finland. Det særlige ved den danske venstrefløj var, at den i høj grad refererede til sin egen tradition. Det hang på den ene side sammen med, at der havde eksisteret en selvstændig venstrefløj siden grundlæggelsen af SF i 1958, og på den anden side med den store rolle, studenterbevægelsen spillede. I modsætning til for eksempel den maoistiske vietnambevægelse i Sverige var den danske studenterbevægelse ikke udsprunget af et bestemt ideologisk ståsted, men udviklede sig som en selvstændig bevægelse. Det er dog ikke det samme som at sige, at studenterbevægelsen var kritisk over for diktaturerne, for det var den stort set aldrig. Men den havde en studentikos trang til abstrakte analyser, der refererede til bevægelsens egne begreber, i stedet for praktisk ?solidaritet? med fremmede lande.
    Af den grund holder den venstreorienterede historie om de idealistiske oprørere som opbruddets hovedpersoner heller ikke. Bevægelsen henvendte sig mere til sig selv end til omverdenen. I forhold til det kulturelle opbrud, der havde været i gang fra 1960?ernes begyndelse, spiller oprørerne nok en rolle som meget synlige eksempler, men sammenlignet med hele den forandring, de vestlige samfund gik igennem, var de snarere et højtråbende produkt af forandringerne end selve forandringernes udspring.
    På trods af, at bevægelsen ikke lod sig reducere til en venskabsforening for kommunistiske diktaturer, var den langtfra et mønstereksempel på demokrati og åbenhed. Der opstod tidligt tegn, der pegede i retning af dogmatisme og væk fra de demokratiske idealer. Som skitseret ovenfor var studenterbevægelsen fra 1970?erne en organisation, hvor de forskellige synspunkter ikke længere mødtes i dialog, men konkurrerede gennem politiske intriger, og hvor mindretal ofte udelukkedes fra gruppen eller blev behæftet nedladende etiketter som ?småborgerlige? eller ?bornerte?. Der var i 1970?erne en arrogance og magtfuldkommenhed i studenterbevægelsen, som i sidste ende var med til at isolere den. Venstrefløjens nedgang sidst i årtiet hænger i høj grad sammen med, at man ikke længere var i stand til andet end at gentage et dogmatisk samfundssyn, som blev stadig mere utroværdigt. Det var hverken idealistisk eller demokratisk.
    Intolerancen og selvtilstrækkeligheden peger på udviklingen mod radikalisering, dogmatisme og isolation. Denne forfaldshistorie, hvor dynamik bliver til stilstand, stiller samtidig spørgsmålet om, hvorfor bevægelsen, som red på en bølge af modernisering og demokratisering, blev til noget nær sin egen modsætning i løbet af cirka ti år.
    Svaret kan ikke undgå at blive normativt, allerede betegnelsen ?forfaldshistorie? viser, at vi mener, at historien ender værre end den begynder. Bogens disposition indeholder allerede en form for stillingtagen. For det er svært at forsvare 1970?ernes venstrefløj. Dogmatismen og de udemokratiske tendenser til at ekskludere og isolere modstanderne og forkaste al dialog med anderledes tænkende kan kun forsvares ud fra et synspunkt, hvor det politiske mål helliger midlet. Set fra et demokratisk ståsted er og forbliver historien en forfaldshistorie, og det er fra det ståsted, at historien er skrevet.
    Vi vil dog forsøge at bringe denne stillingtagen ud over det niveau, hvor historikeren bedrevidende uddeler karakterer til fortidens aktører. Forfaldshistorien peger på nogle spørgsmål, som er mere interessante at tænke over, end det er at svinge den historiske pegepind. Hvad var det, der fik venstrefløjen - og ikke kun i Danmark - til at udvikle en antidemokratisk tankegang? Hvorfor udviklede studenterbevægelsen, der stort set kun mødte fremgang og støtte i sine første år, sig til en lukket og dogmatisk organisation? Det er de underliggende spørgsmål i den følgende fortælling.

Denne historie om de ti år fra det frigørende 1968 til de dogmatiske 1970?ere er bogens væsentligste fortælling, men der findes en anden, længere historie. Studenteroprøret spiller også en rolle i historien om Danmark i forandring. Samfundskritikken og kampen mod traditioner og hierarkier hørte ikke kun til på venstrefløjen, selvom det måske var her, der blev råbt højest. De vestlige samfund, og specielt de skandinaviske lande, var gode til at tage kritikken alvorligt og bruge dens konstruktive sider. Kravene om frigørelse og kreativitet blev inkorporeret i det kapitalistiske system som krav om fleksibilitet og innovation. Nogle historikere og sociologer taler ligefrem om 1968 som begyndelsen på "kapitalismens nye ånd".8 Der, hvor ungdomsoprørernes idéer kunne gøre samfundet mere effektivt, blev de taget op af magthaverne og brugt til at forny og forbedre systemet. Studenteroprøret er et tydeligt eksempel, hvor politikerne fra begyndelsen ville modernisere uddannelserne og allierede sig med oprørerne. Det, der var ment som samfundsnedbrydende protest, kunne let vendes til konstruktiv kritik. Det gjorde i sidste ende systemet stærkere, men det var også med til at skabe forandringer, muligheder og friheder, som vi nyder godt af i dag. Vi vil derfor se på dynamikken mellem kreativitet og indsnævring, mellem fornyelse og forstening som en nøgle til historien om 1968 - og det der fulgte.

Fra s. 7-17 i 1968 - og det der fulgte.

Om bogen

Læs uddrag

1. udgave
Hæftet , 312 sider
ISBN: 9788702047882
Gyldendal 2008
Omslag: Sven Reiner Johansen

1968 - og det der fulgte

Om bogen

Uddrag